Opråb fra "perkernes Tine Bryld": "Jeg er også barn af Danmark"

Hun er flygtningebarn, blogger, debattør, forfatter og snart radiovært.

Og så vil hun helst ikke kaldes "mønsterbryder".

For 27-årige Geeti Amiri har det ambivalent med "succesetiketter".

Hun lever nemlig, som mange andre unge kvinder med muslimsk baggrund gør i dag. Den eneste forskel er, at flertallet gemmer sig bag et glansbillede, hvor de skjuler deres vestlige livsstil fra særligt de mandlige overhoveder i familien, og derfor ikke taler ligeså åbent om realiteterne, som hun gør, siger hun.

Det er blandt andet det tabu, som Geeti Amiri ønsker at bryde med sin nye bog Glansbilleder, som udkommer i dag.

Bogen tager udgangspunkt i hendes eget liv og beskriver tiden efter, at hun som 17-årig tog et opgør med sin familie, da hun sagde fra over for sin voldelige storebror, og blev anbragt på et krisehjem for unge kvinder med minoritetsbaggrund, som har været udsat for æresrelateret vold og social kontrol.

Det er blevet til en personlig bog, hvor hun hænger alt sit beskidte vasketøj til skue, fortæller hun.

Hvad handler Glansbilleder om?

- Glansbilleder handler om livet som kvinde mellem to verdener. Om at finde sin egen vej i livet og gøre op med fortællingen om et "glansfuldt" liv. Den handler om, hvordan man som kvinde med minoritetsbaggrund kan kræve sin ret i livet. Og så handler den om forsoning og tilgivelse – uden at det skal lyde totalt religiøst, for det er det ikke.

- Det er en kulturkritik af minoritetsmiljøerne, men det er også en systemkritik. For hvad er det, vi gør ved disse unge piger og kvinder, der bliver anbragt på krisehjem? Vi overlader dem mere eller mindre til sig selv, når de har fået kappet alle bånd over og er blevet udstødt af deres bagland. De oplever at blive svigtet af det system, som har påtaget sig opgaven at passe på dem. For det er ikke altid, man kan finde sin vej i livet. Jeg har været heldig. Jeg er én af de få, der kom helskindet gennem nåleøjet, men jeg har været nødt til at rive glansbilledet i stykker.

Hvem er bogen skrevet til?

- De vigtigste læsere er selvfølgelig de kvinder, som selv står ved nogle svære skilleveje i en ung alder. Og som har lyst til at gøre op med fortællingen om, at kvinder skal være nogle små lærkefugle, der skal gå fra det ene mandlige overhoved til det næste. Jeg håber, at alle danske kvinder med anden etnisk baggrund, især muslimsk baggrund, læser denne bog og hvis ikke de accepterer mit liv og mine valg, så at de om ikke andet undrer sig over deres egne vilkår.

- Men det er også et opråb til majoritetssamfundet fra bunden af samfundet. Vi skal gøre op med den berøringsangst, vi har over for anden kulturel og religiøs bagage, fordi folk har en anden hudfarve eller anderledes navne. Jeg håber, at denne bog bliver et vidnesbyrd om, at vi alle er sammen om det her land. Jeg er også barn af Danmark. Der skulle også være blevet passet godt på mig. Ligesom alle andre børn, der oplever omsorgssvigt i hjemmet.

Det lyder som om, at bogen også beskæftiger sig med, hvad "danskhed" er. Hvilke tanker har du gjort dig om det?

- Jeg bliver aldrig hundrede procent dansk eller hundrede procent afghaner. Jeg bliver måske det bedste menneske af to forskellige verdener med den tværkulturelle flygtningebaggrund, jeg har. Vi taler meget sjældent om, hvad det vil sige at være flygtning. Men jeg har ikke billeder af mine første år. Jeg har ingen dokumenter. Jeg har ingenting. Jeg er godt nok dansk statsborger, men mine forældres historie og forhistorie, min fødsel i Afghanistan, har jeg intet på. For at skabe sig selv en danskhed er det måske også nødvendigt at vide, hvordan man skal skabe den, og hvor man kommer fra. Det ved mange flygtninge ikke. De har ikke en forståelse for, hvem deres forældre var, og hvorfor de handlede, som de gjorde.

Du har sagt, at der hersker et "råddent kvindesyn" i mange danske minoritetsmiljøer. Hvad mener du med det?

- Jeg mener, at der desværre stadig gør sig det gældende for kvinder i minoritetsmiljøer, som gjorde sig gældende for kvinder for 100 år siden. Der er simpelthen manglende ejerskab over egen krop. En kvindes værdi er reduceret til jomfruelighed. En kvinde kan være veluddannet, hun kan være en fantastisk datter, en fantastisk søster, hun kan være pionér på alle mulige områder, men i miljøet afhænger synet på hende og dermed værdien af hende stadig af en intakt jomfruhinde. Og det er eddermame råddent, så det batter.

- Den dag jeg møder en veluddannet kvinde, som er fri til at leve, som hun vil, uden hele tiden at skulle tænke på, hvordan hendes livsstil vil få afsmitning på hendes families anseelse i hendes givne minoritetsmiljø, dér er vi kommet langt. Den dag en dansk kvinde ikke skal giftes med en fyr, før hun må flytte sammen med ham, og hun kan stå ved det, og de kan være åbne omkring, at de bor sammen, dér er vi kommet langt. Men status quo er lige nu: Alt for mange unge mennesker med anden etnisk baggrund – både kvinder og mænd – er bundet op på nogle normer, som i den grad er frihedsbegrænsende for dem.

Hvor meget af det skyldes kultur versus religion, tror du?

- Det er en rigtig dårlig cocktail. Det er ligesom at blande vodka og gin: De forstærker alt det dårlige ved hinanden. Jeg køber ikke den der med, at der ikke er noget problem i religionen. Der er masser i Islam, såvel som i Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente, der er dybt kritisabelt. Men hvis jeg siger, at det udelukkende er Islam, så glemmer jeg, hvad det er i kulturen, som forstærkes af religionens tilstedeværelse. Jeg køber ikke den der sort-hvide om, at det enten er religion eller kultur. Det er en dårlig blanding.

Du har sagt, at du ønsker at "igangsætte en form for ungdomsoprør blandt unge nydanskere." Hvad mener du med det?

- Sommeren inden jeg søgte ind på Statskundskab, havde jeg en naiv forestilling om, at os børn med anden etnisk baggrund, som er vokset op med forældre på passiv forsørgelse og enten har indvandrer- eller flygtningebaggrund, og som har bevæget os op af denne her uddannelsesmæssige karrierestige og stormer frem, at vi havde lagt alle de primitive kulturadfærdsnormer og religiøse normer bag os. Men så kom jeg på universitetet, og så så jeg, at det var helt vildt forstærket dér, fordi uddannelse blev brugt som en faktor til at hæve ens værdi som kvinde – modsat den søster som ikke kom godt ud af folkeskolen og ikke havde gode forudsætninger for at uddanne sig.

- Hvad jeg ydermere opdagede til min store skuffelse var, at de unge levede det vildeste dobbeltliv. Det vil sige: Alle fester, alle knalder, alle rejser og bor for sig selv, men ingen taler højt om det, fordi alle på sin vis i deres tavshed omkring det fastholder hinanden i troen på, at de ene og alene er afvigere. Når vi i virkeligheden alle sammen er mønsterfølgere. Det er dem, der lever konservativt og gammeldags, det er afvigerne.

Hvad mener du med mønsterfølgere versus mønsterbrydere?

- Sådan én som mig bliver opfattet som mønsterbryder, når jeg for eksempel taler om seksualitet og dating og den slags. Men hvis du var flue på væggen blandt unge kvinder med anden etnisk baggrunds hverdag, så er de altså også på Tinder. De dater også, de knalder også, de drikker også og har syge tømmermænd hver søndag. Men fordi jeg taler højt om det, er jeg "mønsterbryder." I princippet er vi alle sammen mønsterfølgere, fordi vi har de samme adfærdsmønstre. Vi har alle sammen et liv, som bliver fejet ind under tæppet, fordi vi har en eller anden tro på, at vi er de eneste, der gør det, fordi der er så meget tabu forbundet med et frigjort vestligt liv.

Hvordan håber du, at bogen bliver modtaget?

- Jeg håber, at bogen kan bidrage til, at der sker en lille revolution i vores system og vores måde at opfatte hinanden på som borgere. At uanfægtet af hinandens ophav, hudfarve og navn, så slår vi et slag for, at alle i det her land skal være ligestillede med hinanden. At man ikke taler om ligestilling for hvide kvinder og ligestilling for brune kvinder, men at vi trækker de samme streger i sandet for hinanden.

- Jeg er et flygtningebarn, men mine børn bliver jo børn af Danmark. Jeg opfatter også mig selv som et dansk barn. Derfor skal pædagoger, folkeskolelærere, sygeplejersker, politibetjente og sagsbehandlere – de her fem bærende søjler i samfundet – gribe ind, når de støder på børn, der har brug for hjælp, før de bliver anbragt på et krisehjem. I stedet for at fjerne det sundeste element i en familie ved at anbringe den unge på et krisehjem, skal man sige: Det er familiens mønstre, der skal ændres. Så man ikke tager et sundt element ud og lader den onde cirkel fortsætte.

LÆS OGSÅ: Giv et abonnement i gave

LÆS OGSÅ: Geeti Amiri: Hvorfor skal kvinder være ligesom mænd for at blive taget seriøst?

LÆS OGSÅ: Instagram får ny og uventet funktion