Petra Nagel var bange for aldrig at finde kærligheden: ”Det kan være, jeg ender som hende, der aldrig nåede toget…”

Petra Nagel var i tvivl om, hvorvidt hun skulle sige ja.

Var hun sådan en, der var vært på den slags? Et næsten 20 år gammelt datingprogram, hvor unge, smukt polerede kvinder ugentligt stod og ventede i deres lange kjoler på at få en rose fra en mand?

Som et bevis på hans interesse, på hans kærlighed

Men et af de største og første datingprogrammer i verden er mere og andet end blot en patriarkalsk, ”outdated” version af Askepot-fortællingen, hvor manden frit ”kan vælge den eneste ene ud af en hel flok af gifteklar bejlerinder, der kæmper om hans gunst og opmærksomhed,” som kritikken blandt andet har lydt.

Det mener 36-årige Petra Nagel, der er vært på den første danske version af Bachelor på TV 2 Play, hvor 18 kvinder i efteråret rejste til Rhodos for at date den århusianske ungkarl, 32-årige Casper Berthelsen, i håb om at finde kærligheden.

”Det her program er først og fremmest et skidegodt dating-format og supergod underholdning. Det kan noget specielt, fordi det er reelle dates. Ligesom jeg i mit eget program (Petra dater hele verden, red.) gik på rigtige dates. Så jeg ved, at man sagtens kan date rigtigt og få ægte følelser, selvom der er kameraer på, og selvom det er et stort, amerikansk format,” siger hun.

”Men hvis man ser på det meget nøgternt og med de briller, at det skal være et problem, så er det selvfølgelig en smule old school.”

Hun understreger dog samtidig, at det i lige så høj grad er mandens ”kamp” for at få kvinderne til at kunne lide ham som omvendt:

”De her kvinder – og lad os lige sætte en tyk streg under – gør det for deres egen skyld. De gør det ikke for hans skyld. Hvis kemien ikke er der, så ved de det godt. Så siger de nej tak. De der roser er bare et element, fordi formatet er sådan, men kvinderne ved godt, at man kan sige nej til den rose…”

Hårdt at være på datingmarkedet

Petra Nagel kender alt til være i det der kærlighedsgame.

I 2016 datede hun for rullende kameraer i DR-programmet ”Petra dater hele verden”, hvor hun i jagten efter en kæreste søgte mod udlandet, fordi hun var ”træt af den danske datingkultur”. Hun var træt af, at ingen gjorde sig umage – ikke engang hende selv, forklarede hun dengang.

Men hun gjorde det også, fordi hun gerne ville blive bedre til at date.

”Jeg blev helt glad for, at jeg lavede det datingprogram, for jeg havde brug for at tage mig sammen,” siger hun.

”Jeg brød mig ikke om at date, og jeg var ikke særlig god til det. Jeg havde brug for at få et los i røven; hvis du vil have en kæreste, så gå ud og date, mød nogle mænd. Se, hvad det er for noget. Jeg plejede at tage i byen og lede, men det var godt, at jeg lærte, at man også kan gøre det på en anden måde.”

Det, tror Petra Nagel, også er forklaringen på, at hun blev spurgt, om hun ville være vært på Bachelor. Fordi hun engang var én af dem.

Én af singlekvinderne, der drømte om at finde kærligheden.

”Jeg har selv prøvet at være single, og jeg har prøvet de der almene menneskelige følelser som at føle sig valgt fra, vraget, være nervøs… alle de her ting. Det havde jeg ikke engang behøvet et datingprogram for at opleve. Det oplever man også bare som almindelig kvinde…,” siger hun.

”Og det fortalte jeg også kvinderne (i programmet, red.); at det er ekstra sårbart, ekstra sejt, at de har været modige nok til at sige ja til at være med, når der ovenikøbet er kameraer på. Det er hårdt nok i sig selv at være på datingmarkedet og skulle sælge sig selv.”

En del af programmets præmis er, at de i alt 18 kvinder løbende bliver afvist. Hvis ikke de får en rose ved ugens roseceremoni (eller vælger at takke nej), er de ude af programmet.

Det afspejler måske i virkeligheden meget godt, hvordan singlelivet også er på den anden side af skærmen, mener Petra Nagel.

”Det er sådan en evig jagt på at finde svaret på, hvorfor det egentlig kan være... Jeg har også prøvet det der med, at så svarede han bare aldrig, og man lige pludselig finder ud af, at han er blevet kærester med hende der i stedet for mig, selvom han sagde, at han bare gerne ville være single…,” siger hun.

”For kvinderne i programmet er det svært, fordi de er mange om den samme mand, men det gode er også, at de lærer de andre kvinder at kende. De er ikke alene, de har hinanden og knytter nære bånd. Der hersker en skøn søstersolidaritet i huset, som heldigvis fejer hele konkurrenceelementet af banen. På den måde er det en lillesmule blidere.”

Bliver jeg hende, der aldrig nåede toget?

Datingmarkedet er brutalt.

Det husker Petra Nagel også fra de fire-fem år, hun var single.

Og selvom hun i dag er forlovet og har to børn, har tanken, som formentlig går igen hos de fleste singler, da også strejfet hende tidligere i livet: Finder jeg nogensinde én?

”Jeg kan huske, at jeg tænkte: Jamen, det kan da sagtens være, jeg bare var hende, som ikke nåede toget. De findes jo. Der findes jo mennesker, som rigtig gerne vil parforholdet, familielivet, men hvor tingene bare ikke falder i hak for dem,” lyder det fra tv-værten.

”Hvor skæbnen – eller jeg ved ikke, om jeg tror på den – men hvor man bare ikke møder den, man klikker med. Jeg kan huske, jeg tænkte, at jeg ville gøre mit ypperste for, at det ikke skete ved netop at date, tage i byen, alle de her ting. Men det kunne jo godt være, at jeg endte op som hende, der ikke nåede toget. Og det, syntes jeg, var hårdt.”

Det var her, at datingprogrammet ”Petra dater hele verden” blandt andet kom ind i billedet. For Petra Nagel har som single levet under mantraet: Jeg finder ikke en kæreste af at ligge på sofaen.

Hun har følt et ansvar for selv at gøre noget for at finde kærligheden.

”Hvis man har det her brændende ønske, så synes jeg også, at man skal gå ud,” siger hun, men tilføjer straks:

”Men man skal huske, at mange singlekvinder ikke har det ønske, men synes, at det er fint at være alene og se, hvad der sker. De slapper meget mere af, end jeg nogensinde har gjort. Mit problem var, at jeg ikke slappede af.”

Først ro, så kærlighed

Når Petra Nagel tænker tilbage på sit singleliv, brugte hun ”unødigt” meget energi på at frygte, at hun aldrig fandt en kæreste. Og selvom de fleste i omgangskredsen rådede hende til at slappe af, var det netop det, hun ikke kunne.

Derfor synes hun også, at det er svært at råde andre singler til, hvad de skal gøre.

”Jeg har lyst til at sige: Bare slap af. Det skal nok gå, du skal nok finde én. Men det kan man ikke bruge til noget som helst, når du er single," siger hun.

"Det var der rigtig mange, der sagde til mig: Bare rolig, du er sådan en sød og dejlig pige, du skal nok møde én. Men det får du ikke et kram af om natten. Det kan du ikke bruge til noget, og jeg fik det sådan: Det ved du ikke noget om. Du er ikke spåkone.”

Alligevel har hun ét råd, hun ville ønske, at hun – om ikke andet – havde givet sig selv:

”Jeg gad godt, at jeg havde passet mere på mig selv. Jeg gad godt, at jeg havde gjort nogle gode ting for mig selv.”

Hun ville gerne, siger hun, have læst nogle flere bøger, lært om mindfulness og have fået det bedre mig selv.

”Det er jo den person, de mænd, du møder i byen, oplever. Du er da en meget bedre udgave af dig selv, hvis du har det rigtig rart, har en ro omkring dig selv og synes, at dit liv er dejligt. At du ikke har det sådan, at du kun kan være glad, hvis du snart møder en, så du ikke ender alene og er sikker på at få nogle børn…”

”Jeg gad godt at have sagt til mig selv: Hey, ro på. Nu udsætter du lige din jagt efter tosomhed og finder ud af, hvordan du kan leve i din ensomhed,” siger og understreger, at kvinderne i Bachelor er et andet sted, end hun selv var som single:

”Mange af de kvinder, der er med, har det modsat af, hvordan jeg havde det: De har fuldstændig styr på, hvad de gerne vil have, og hvem de selv er. Jeg tror ikke, at jeg havde været særlig god til det program. De her kvinder er bare meget sejere til dating end mig.”