Ny podcast: Nikolaj Kirk fortæller røverhistorier fra sine mange madrejser rundt om i verden
Der er gang i pander og gryder, løg og frikadellefars, når Nikolaj Kirk og medvært Zissel Kjertum-Mohr går i køkkenet i Talk Town podcasten ”Ohøj Sømand – nu spiser vi”. Undervejs fortæller kokken røverhistorier fra sine mange rejser til lande langt herfra, hvor maden altid har været i centrum.
Han har fanget silkemyg i Centralafrika, spist syltede søkonger, der har ligget i maven på en sæl, i Nordgrønland og boet blandt kodrivere i Sydsudan. Kokken Nikolaj Kirk søger oplevelser langt fra alfarvejen, for det er der, guldet ligger gemt, fortæller han i sin nye podcast på appen Talk Town ”Ohøj sømand – nu spiser vi”.
– Jeg er jo et madmenneske og lever af at lave mad og har gjort det hele mit liv. En all inclusive buffet ser fuldstændig ens ud, ligegyldigt om du er i Thailand eller Egypten eller på Gran Canaria, det er de samme cocktailpølser, der ligger ved siden af den stegte bacon, og det har ingen interesse for mig, siger Nikolaj Kirk, som de fleste nok kender fra DR-programmet ”Nak og æd”, hvor han laver mad over bål, som er fanget i den fri natur.
Den energiske kok interesserer sig for ældgamle teknikker og madtraditioner, der ikke står nedskrevet nogen steder, men overleveres fra mund til mund. Derfor går hans rejser som oftest til meget afsidesliggende steder af verden.
I første afsnit af podcasten fortæller han f.eks. om dengang, han rejste til en øde del af Sydsudan for at bo hos en Dinka-stamme og lære at lave en helt særlig lokal grød. Men først skulle han overtale de kalashnikov-bevæbnede stammefolk til at lade ham blive. Alt imens står han og medværten, Zissel Kjertum-Mohr, kendt fra populære Radio 24syv programmer som ”Den Korte Radioavis” og ”Spørge Jørgen”, og rører i en gryde med rødgrød lavet på danske bær, der simrer på komfuret hjemme i Nikolajs lejlighed i København.
Masser af røverhistorier
”Ohøj sømand – nu spiser vi” er en podcast med lige dele madlavning og historiefortælling. Mens det syder og bobler i gryderne, fortæller Nikolaj Kirk historier om de retter, han og Zissel kokkererer.
– Når man f.eks. laver hakkebøffer med bløde løg, skal man snitte nogle løg og karamellisere dem på en pande. Men dengang Gud sad og dryssede alle råvarerne ned på planeten, så dryssede han løget ned i Mongoliet, det er der, det kommer fra. Når hakkebøfferne skal formes, kommer vi igen til at tale om mongolerne, for de opfandt tataren. De puttede råt kød ind under sadlerne, så det blev mørnet, mens de red, og så kunne de flå det i småstykker, når de kom frem, siger han og fortæller også, at man i Centralafrika kværner silkemyg til fars og laver bøffer af dem.
Nikolaj Kirk har besøgt godt og vel 130 lande i sit 45-årige liv, så forvent masser af røverhistorier fra hans mange rejser rundt i verden.
– Man skal lytte med, hvis man har lyst til at høre nogle røverhistorier fra nogle naturfolk rundt omkring i verden, som man ikke så tit møder, hverken i fjernsynet eller andre programmer. Podcast er et langsommeligt medie, og det betyder, at man har tid til at snakke om det, man gerne vil snakke om, og så er det enormt billedskabende. Her får du ikke billederne serveret, men skal selv bruge din fantasi, slutter kokken.
Du kan lytte til ”Ohøj sømand – nu spiser vi” i Apple Podcasts lige her.