Da Mette Gjerskov blev ramt af akut sygdom, stod én ting pludseligt klar for hende

Hvilken vej var den første, du gik på?

"Jeg er født i Jyllinge, som i dag er min naboby. Min mor var lærer på en lille rød landsbyskole, hvor der var lærerbolig på første sal, og der kom jeg til verden ved en hjemmefødsel. Jeg kan svagt huske, at jeg gik og vandede blomster der med min lille vandekande, og jeg kan huske bakelittelefonen i vindueskarmen – et stort sort monstrum, som man skulle passe på ikke at tabe ned over fødderne. Jeg var i huset for nyligt, og jeg kunne genkende køkkenlågerne endnu."

"Da jeg var et par år, købte mine forældre Dyssegården, som var noget ualmindeligt gammelt lort med isblomster på indersiden af ruderne, gulvbrædder, der var lagt direkte på jorden og mangel på varmt vand. Jeg er derfor også vokset op med hårdt arbejde, og jeg har faktisk bygget mit eget hus her på Dyssegårdens grund i Gundsø, for jeg kan både mure og støbe. Jeg var nok heller ikke mere end syv år gammel, da jeg stod på ladet af en kartoffelopsamler og sorterede sten fra kartofler, fordi min far, som ellers var kontorassistent, ville prøve at dyrke kartofler. Om natten havde jeg mareridt om, at jeg sorterede forkert."

Hvordan fandt du din levevej?

"Jeg havde ingen drømme om, hvad jeg ville være, men der var en af mine lærere, der skrev i min karakterbog: ”Jeg vil ikke anbefale Mette at søge ind i diplomatiet”. Ha! Nej, jeg vidste ikke, hvad jeg ville, men jeg skulle have en uddannelse for at kunne klare mig selv. Det blev så agronom på Landbohøjskole. Jeg blev dog aldrig særlig glad for det, og da jeg var færdig, løb jeg inden i halvandet års arbejdsløshed, og der led selvtilliden et knæk. Hvorfor var der ingen, der kunne bruge mig? Man kommer let til at vende det mod sig selv, og jeg troede aldrig, det skulle lykkes at få et job."

"Min uddannelse fik mig dog ind som fuldmægtig i Fødevareministeriet. Da der kom jugoslaviske flygtninge til landet i begyndelsen af 1990’erne, lavede jeg en tværpolitisk flygtningegruppe her i Gundsø, så de kunne lære hvor skolen, skraldespandene og supermarkedet var, og så startede jeg en lokal Røde Kors-forening, inden jeg nogle år senere blev vicepræsident i Røde Kors."

"Jeg har altid været politisk interesseret, og min far sad i byrådet, uden at der dog blev holdt 1. maj-taler i vores hjem. Jeg meldte mig faktisk først ind i Socialdemokratiet, den dag jeg så kampvalget mellem Nyrup og Auken. Jeg har intet imod Nyrup, men hvorfor var der ikke plads til Svend Auken? Jeg var rasende. På et tidspunkt blev der en ledig plads som folketingskandidat i min kreds. Jeg skulle op imod Ritt Bjerregaard og Henrik Sass Larsen, og der var kun to pladser."

"Men så skete der det, at Ritt hellere ville være overborgmester i København, så jeg kom ind. Da Helle Thorning vandt valget i 2011, sad jeg en aften og så tv-serien Borgen, da en embedsmand ringede og sagde, at statsministeren ville ringe til mig lidt senere. Det gjorde hun, og hun tilbød mig at blive fødevareminister. Jeg var i tvivl, for at være minister er øretævernes holdeplads. Man mister sin anonymitet, og hver dag kan du havne på Ekstra Bladets forside. Fødevareministeriet var heldigvis noget, jeg kendte til, så jeg sagde ja efter at have tænkt mig om."

Hvornår har du været på afveje?

"Jeg er sådan en, der ikke altid tænker så meget over konsekvenserne af, hvad jeg gør, når jeg mener noget meget stærkt. Men der var først smykkeloven, hvor vi var et par stykker fra Socialdemokratiet, der ikke stemte med partilinjen. Så kom burkaloven, og der var det et spørgsmål for mig om, at vi i forvejen lovgiver alt for tæt på mennesker. Vi kan altså ikke regulere ethvert hjørne af menneskers liv."

"Skal vi så lovgive om, hvordan de skal gå klædt? Hvor ender det så? Vi kan jo ikke lave en lov, hver gang der er noget, vi ikke kan lide. Det var også særligt latterligt, fordi der var så få, der gik med burka. Jeg fik på forhånd at vide, at det langt fra ville være karrierefremmende at stemme imod partilinjen, men jeg har også siddet længe nok i Folketinget til, at vide, at man godt kan mene noget andet end partiet, hvis man føler meget stærkt for det."

"Jeg havde forinden fået at vide på et gruppemøde, at vi ikke kunne være uenige i denne sag, men jeg svarede meget tydeligt, at jeg ikke kunne se mig selv i øjnene, hvis jeg stemte for. Så rejste mine partikammerater sig en efter en og skældte mig ud for at være ukammeratlig. Det værste var, at jeg ikke engang måtte få ordet. Derefter fik jeg taget alle mine ordførerskaber. Heldigvis er Folketinget ikke et sted, hvor man triller tommelfingre, så jeg har haft travlt med meget andet som for eksempel kvinders rettigheder lige siden. Med tiden går det over, men jeg er sikker på, at jeg står i folks små sorte bøger rundt omkring. Det må man tage med."

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

"Jeg blev gift, da jeg var 29, og jeg troede, det var for livet, ellers havde jeg ikke gjort det. Men da jeg var midt i 30’erne smuldrede det, og vi gik i hver sin retning. Det var hårdt. Jeg havde faktisk aldrig troet, at jeg skulle giftes, før jeg mødte ham, og jeg følte virkelig, at jeg mistede mine rødder og det liv, vi havde skabt sammen. Vi fik aldrig børn sammen, for det er en stor beslutning, man skal være helt sikker, og behovet kom aldrig hos mig. Derfor gik jeg heller ikke i panik, da jeg fyldte 40 år og ikke havde fået børn. Jeg havde aldrig den drøm, og jeg er i øvrigt heller ikke typen, der gør som alle andre."

"Jeg har ikke siden fundet nogen, der kommer i nærheden af det, jeg følte i mit ægteskab, og jeg har ikke været gift siden. Jeg kan godt drømme om, at det en dag sker, for det giver en ro at vide, at der altid er en, der er der."

Har du nogensinde mistet vejgrebet?

"Jeg har lige været alvorligt syg og for første gang i mit liv oplevet at være komplet hjælpeløs. Sidste år kom jeg i udredning for smerter. Jeg havde så mange smerter, at jeg haltede, og på den måde kom jeg til at brække min fod på grund af overbelastning. I to måneder gik jeg på den fod og troede, at det ”bare” var smerter. En dag sad jeg i min sofa og lagde puslespil med mine niecer, da jeg fik voldsomt ondt i maven. Et par timer senere blev jeg kørt med fuld udrykning til Roskilde Sygehus, hvor der stod et traumehold på ti mand klar til at tage imod mig. Imponerende."

"Det viste sig, at jeg havde en sprængt milt og havde mistet en masse blod. Jeg har stadig smerter, men jeg er igennem alt det andet som blodansamlinger, sår og stafylokokinfektion. Jeg havde ikke fulgt med i mails og nyheder siden september, men pludselig en dag kunne jeg mærke, at jeg var klar til at komme tilbage. Jeg stiller også op igen, ork ja!"

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

"Når du går hjælpeløs rundt med slanger, iltapparat og gangstativ på Køge Sygehus, har du ikke lyst til at blive genkendt. Jeg kunne jo knap genkende mig selv i spejlet. Lige der var jeg glad for mundbindet. Men normalt vil folk mig det godt og kommer over i Brugsen, på gaden og i hundeskoven og siger, at det er godt, jeg er tilbage."

"I begyndelsen som kendt ansigt skulle jeg lige vænne mig til, at når jeg holdt tale, kom folk altid op bagefter og sagde: ”God tale, men …” og så kritiserede de alt fra mit tøj til mit sprog, eller at mit fokus var forkert. Der lærte jeg altid at have mit skjold med mig. Jeg har også haft enkelte stalkere og fået dødstrusler. Det er ikke sjovt, når naboens teenagedatter kommer hjem og ser, at der står ”Dø, luder” på den ene side af huset og ”Minister-so” på den anden. Det er stærkt ubehageligt, men de var åbenbart ikke klogere, end at de ikke kunne finde mit hus. Der var også engang en, der klippede et stykke ud af en artikel i avisen om, hvor jeg skulle holde møde, og skrev ”DØ” henover og sendte det til mig. Så er der altså langt fra bilen til mødelokalet, når du skal over en mørk parkeringsplads."

Hvor er du på vej hen lige nu?

"Mens jeg var syg, tænkte jeg over, hvor vigtige ens relationer er. I mit liv har der altid været et møde, der var vigtigere, og jeg har indrettet alt efter mit arbejdsliv. Det bliver anderledes nu, for jeg vil til at prioritere mine venner højere. Det er vigtigt at have nogen omkring sig, når man er hjælpeløs."