Pusle Helmuth: "Jeg havde ikke en stabil skolegang, og jeg savnede tryghed"

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Det var Ordrupgårdsvej, men den kan jeg ikke huske så godt, for mine forældre blev skilt, da jeg var halvandet, og så flyttede jeg med min mor til Christian X’s Allé i Lyngby. Det var en kaotisk barndom, hvor der skete meget. Min far var der aldrig, mens min mor altid var hjemme. Jeg måtte næsten ingenting, men sad hjemme hos hende, til jeg var 18 år og tog revanche.

– Jeg havde ikke en stabil skolegang, og jeg savnede tryghed. Det har jeg siden søgt hele livet og først fundet nu. Jeg var med i film, fra jeg var tre til ti år, og først som tiårig begyndte jeg at gå rigtigt i skole. Det var en leg for mig at spille med i film, og det var supersjovt. Jeg fik masser af opmærksomhed, og det var min hverdag. Derudover var jeg et meget aktivt barn, som elskede at klatre i træer og lege med drenge, men det måtte jeg ikke altid, fordi min mor var bange for at der skulle ske mig noget, og det ville også været et problem, når jeg skulle medvirke i film.

Hvornår har du stået ved en korsvej?

– Jeg var ikke klar over det dengang, men da jeg var omkring 18 år, skulle jeg tage stilling til, om jeg skulle være skuespiller eller ej. Jeg kunne ikke forstå, at der var gået så mange år, fra jeg var ti år, hvor der ikke havde været brug for mig i filmbranchen. Skuespil er jo ikke fedt, når der ikke er brug for en.

– Jeg ville gerne og så alligevel ikke. Jeg kunne godt lide jobbet, men som menneske var jeg overhovedet ikke klar til at blive skuespiller. Som barn havde jeg jo bare spillet mig selv, og mit talent var slet ikke udviklet. Den slags sker på skuespillerskolen, men jeg søgte aldrig ind. Jeg ville måske gerne være skuespiller, men jeg gad ikke bruge tre år på en uddannelse. Da min far døde (Frits Helmuth døde i 2004, red.), overvejede jeg igen at blive skuespiller, men dengang havde jeg brug for fast indkomst, fordi jeg havde små børn.

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

– Min mor var ikke en god vejleder, fordi hun selv var så kaotisk, og min far var der slet ikke. Jeg tror, at hvis mine forældre havde været bedre rådgivere, havde jeg fundet min hylde tidligere i livet. Jeg bliver mere og mere sikker på, at min vej er rigtig, og derfor har jeg mindre brug for vejledning. De rådgivere, jeg har omkring mig, er primært astrologer og numerologer, som jeg har opsøgt, siden jeg var ung. Det gjorde min mor i øvrigt også.

– Da jeg var omkring 30 år, var der en astrolog, der sagde til mig, at jeg skulle fyre mine forældre som forældre og ansætte dem som medmennesker i stedet. Astrologer og numerologer kan fortælle mig, hvorfor tingene er, som de er. Jeg har også været hos psykolog, men det har mest været for at læsse af, for jeg kender jo godt mig selv.

Hvordan fandt du din levevej?

– Jeg troede aldrig, min barndom med film ville stoppe, og jeg tænkte aldrig på min levevej videre. Jeg er faktisk ikke typen, der tænker ret langt frem. Jeg er stabil i det, jeg laver, men jeg elsker også forandringer, og det afspejles i de job, jeg har haft. Jeg har været receptionist, tjener, bartender og gjort rent. Som 43-årig blev jeg lægesekretær, og så har jeg været på forskelige afdelinger, men de seneste to år på en akutmodtagelse, hvor ikke to dage er ens.

– Derudover er jeg er i gang med at åbne en restaurant, hvor der hver dag er nye gæster. Fremover kommer jeg til at være i restauranten hver dag og indgå i den daglige ledelse, så det bliver mit andet hjem. Jeg beholder mit job på hospitalet, men når jeg har nattevagt, har jeg et par dage fri bagefter, hvor jeg kan være i restauranten. Nu prøver jeg det frem til nytår, og så må vi se, hvordan det går.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Jeg arbejder jo i det offentlige, og mange af patienterne genkender mig. Men jeg har intet problem med det, for jeg har aldrig oplevet noget negativt. Jeg er jo også vokset op med det. Det er fint med mig. Jeg kom engang ud fra en fiskespa på Kreta og gik direkte ind i et dansk ægtepar. Hun var min største fan og i gang med at læse en bog om mig. Hun fik tårer i øjnene, da hun så mig.

– Det var faktisk hende, der fik mig til at skrive en anden bog om mig selv. Den handler om de vigtige ting i livet; min far, astrologi, hormoner og min ældste søn, der har ADHD – alt det, jeg er blevet klogere på. Jeg skriver stadig sammen med hende på messenger, og hun kom til receptionen, da bogen udkom i 2017.

Har du nogensinde mistet vejgrebet?

– Jeg er lige blevet skilt efter 24 års ægteskab. Jeg har aldrig haft hverken en 30-, 40- eller 50-årskrise, for jeg har fået mine børn i nærmest alle de aldre – jeg har haft for travlt til at have kriserne og stadig følt mig ung, fordi jeg havde små børn. Men så blev børnene store, og det hele lidt for hverdagsagtigt. Nu skulle Søren og jeg finde hinanden som voksne igen. Men Søren havde lige startet firma, og jeg sad alene hjemme, jeg blev rebelsk, og der skulle ske noget.

– Jeg kan også forklare det som aspekter i mit horoskop; når Pluto dominerer, skal noget rives ned og bygges op igen. Mit ægteskab skulle bygges op på ny, men Søren havde travlt med at bygge sin virksomhed op, så måtte jeg bygge mit liv op, og det valgte jeg at gøre alene. Det var superhårdt og en svær beslutning. Jeg kan ikke engang sige med sikkerhed, at det var den rigtige, men det var det, der skulle til på det tidspunkt. Jeg tror, vi er nogenlunde afklarede, men der er stadig mange savn.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Det er der mange, der har, for jeg er typen, der let forelsker mig i mennesker, som har empati, følsomhed og hengivenhed – og tør give noget af sig selv. Jeg har ikke lukket mit hjerte efter skilsmissen, men jeg skal passe på mig selv. Jeg vil gerne have en kæreste, for jeg er ikke bygget til at være alene. Samtidig er jeg en kvinde i min bedste alder, og jeg hygger mig. Jeg er lige blevet skilt, og hver dag står der 30 ambulancereddere på mit arbejde og flirter med mig.

Hvordan er kommandovejen hjemme hos dig?

– Du skal nok spørge dem derhjemme, og de vil sikkert sige, at de er et regiment soldater, der bliver kostet rundt. Jeg er meget kontant, og jeg har en hård tone, uden at jeg mener noget personligt med det. Men tingene skal gøres, og jeg gider ikke slinger i valsen. Folk, der kender mig, ved, at jeg ikke er så slem. Jeg synes også, jeg er ret fleksibel, ikke stædig eller typen, der står på min ret. Men man er vel løve.

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Jeg er på vej til at åbne Restaurant Helmuth i Hellerup. Det kom egentlig af, at jeg og min ven Thomas sad og så tv-programmet Masterchef en aften. En af deltagerne røg ud, og så sagde Gordon Ramsay til ham, at han gerne ville give ham en kokkeuddannelse.

– Jeg rejste mig op og tændte en cigaret og sagde: ”Hvorfor er der aldrig nogen, der har givet mig sådan noget”? Samme aften så jeg et opslag på Facebook om nogen, der manglede én til at drive en restaurant. Thomas er kok, og det er lige det, vi drømte om. Dagen efter gik vi ned og spurgte, og så fik vi lov med det samme.

Hvornår kan du føle dig på afveje?

– Når jeg er kastet ud i noget, hvor jeg mangler overblik og kontrol. For eksempel nu hvor jeg har åbnet en restaurant, og der er mange ting, jeg skal lære. Jeg har været bartender, kok, garderobepige og tjener, så jeg ved meget om service, og hvordan du hygger om gæsterne, men der er meget andet, man skal vide, hvis man vil drive en restaurant. Alene at få en alkoholbevilling er svært. Jeg tager dog det hele som en udfordring, og jeg skal nok lære det. Men jeg frygter selvfølgelig, at tingene ikke klapper, og der ikke kommer nogen mennesker.