Rikke hjælper de hjemløse i Aarhus: "De skal også have lidt ekstra"
For Rikke er de hjemløse i Aarhus en hjertesag – hele året. Og til jul gør hun sammen med andre frivillige noget ekstra for dem. En stor julefrokost med mad, musik og frisør og en personlig julegave. Nu har hun skaffet penge til en foodtruck, hvor hjemløse kan få varm mad om søndagen og en ekstra god kop kaffe.
Smilet er ikke til at tage fejl af. Det er ægte. Det kommer hele tiden frem i Rikkes ansigt her på Sydhavnen i Aarhus, hvor hun møder de hjemløse med en snak og måske et kram udenfor, eller en portion rygende varm mad, som hun rækker ud inde fra den nye madvogn.
"Jeg har valgt at give noget til de hjemløse, fordi det er dem, der er på livets bund. De trænger om nogen til at få noget hjælp," siger Rikke.
I ti år har 42-årige Rikke Sejthen hjulpet de hjemløse i hjembyen Aarhus. Det har gjort hende glad og givet mening fra første øjeblik. Det hele begyndte med en julefrokost, som gik i hjertet på hende.
"Jeg så, at der var en, der lavede en lille julefrokost for hjemløse her i Aarhus. Jeg tænkte, "Wauw, det gider jeg godt at være med til!" Og det blev en utrolig god oplevelse," fortæller hun.
"Al den taknemmelighed. Du kunne se glæden i de her menneskers øjne, og hvor glade de var for at komme til en julefrokost med masser af mad, og hvor der ingenting manglede. Det blev starten på min vej ind i den her verden, som jeg elsker."
Julearrangementet blev senere også til en påskefrokost, og efterhånden meget mere. I dag bruger Rikke en stor del af sin fritid på at gøre gode ting for de hjemløse.
Hun er primus motor i 'Hjemløs i Aarhus', der er en privat forening med frivillige hjælpere, og hvor lokale sponsorer forærer varer og ydelser til den gode sag.
"Det giver mig en enorm stor glæde, og det har også givet mig nogle dybe venskaber med mange af de her mennesker, som jeg er kommet ind under huden på," siger hun.
For at være sammen med de hjemløse og lave ting sammen med dem, kommer hun også på Aarhus Kommunes 'Værestedet' for hjemløse og socialt udsatte. Det er her, foodtrucken bliver parkeret udenfor om søndagen nu. Det betyder meget for hende at give de hjemløse noget ekstra.
For et par år siden fik hun ideen om at skaffe penge til en foodtruck. Hun havde lyst til, at der skulle være noget nyt og lækkert til de hjemløse, og mad om søndagen. Efter en stor indsats slog Rikke og de andre frivillige lugen op til madvognen i oktober.
Den lille luksus
"Når vi laver tarteletter, drysser vi persille på, og pynter med friske asparges. Uden for vognen lægger vi lammeskind på bænkene, sætter en blomst på bordet, og lægger plaider frem. Jeg synes, det er dejligt at kunne give det ekstra," siger Rikke.
På samme måde har foodtrucken fået en kaffemaskine, der kan lave caffe latte.
"Det tager længere tid at lave kaffe med varm, skummet mælk. Men det er hele oplevelsen, der tæller. Vi vil gerne forkæle de hjemløse lidt," siger Rikke.
Denne søndag har hun følgeskab af Luci og Allan, der også har været frivillige hjælpere for de hjemløse i hele ti år. Der er 'bøf med bløde løg, kartofler og sovs, lavet på kærlighed', står der på foodtruckens skifertavle.
"De, der kommer her, lægger mærke til den lille luksus, de får. De siger: "Hold da op, det smagte godt – det var anderledes med de der friske asparges"," glæder Rikke sig over.
Julen er en særlig tid på året, og Rikke er involveret i flere julearrangementer.
"En dag bager vi julesmåkager på 'Værestedet', det er virkelig hyggeligt."
Julefrokosten for hjemløse i Aarhus er vokset, så der nu både er masser af mad, levende musik og blandt andet to frisører, der klipper hjemløse hele dagen. Samt et rum med godt brugt tøj, som de må tage alt det fra, de vil.
Men julen er også en balancegang. For højtiden kan være forbundet med mange følelser for hjemløse og dermed også være et lidt ømt punkt, forstår man på Rikke.
"Jeg prøver at drysse lidt glimmer ind i de hjemløses jul," som hun siger.
Rørende juleaften
I tre år har hun for private donationer købt personlige julegaver til hver enkelt af 50 hjemløse, der holder juleaften på 'Værestedet'. De får lov at skrive ønskesedler.
Og Rikke køber så for eksempel en skjorte, en ny dyne, et sæt sengetøj, fem pakker cigaretter eller en årgangsøl til dem. Hun holder juleaften med de hjemløse på 'Værestedet' hvert år, før hun tager hjem og fejrer jul med familien klokken 20.
"Jeg elsker det. Det er meget rørende at være her juleaften," siger Rikke, der også bliver rørt, nu da hun fortæller om det.
"Det er rigtig dejligt at give gaven til hver enkelt. Og jeg bliver også stolt over det, jeg har skabt for de hjemløse, for jeg kan se, hvor meget det betyder."
På Facebook-siden, 'Hjemløs i Aarhus', fortæller Rikke meget personligt om det der sker.
"Folk skal kunne mærke, at det ikke er en stor organisation, der står bag. Men at det er os ægte mennesker, der gerne vil gøre noget godt. Når folk donerer til os, går der ingen penge til administration. Det går direkte til de hjemløse," understreger hun.
Rikke giver et stort kram til en kvinde, der kommer for at få et søndagsmåltid.
"Folk får alle de kram, de vil," erklærer hun.
Rikke er i det hele taget ikke bange for de hjemløse, hvilket hun ved, at mange er.
"Jeg oplever, at der er ikke noget at være bange for. Og det eneste, de, der lever lidt på kanten har brug for, er faktisk bare at få et smil med på vejen."
Rikke giver både mange smil og rigtig meget andet til de hjemløse. Hun får også meget igen, fordi folk er så søde og taknemmelige:
"Hvis jeg har haft en dårlig dag, så tager jeg her ned omkring og siger hej. Så går jeg herfra tusind gange mere glad, end da jeg kom."