Sådan fortæller du ham på en god måde, at han irriterer dig

Sådan fortæller du ham, at han irriterer dig

Se, hvordan du slipper for den evige konflikt om de sure sokker på gulvet eller den store opvask...

Jeg er sikker på, at de fleste der læser med her, kan nævne et par ting ved deres partner, som er ret irriterende, og vi kvinder gør os sjældent for fine til ikke løbende at kommentere på forbedrings-muligheder..... Det lille issue er bare, at vi ofte glemmer, at det faktisk godt kan siges på en måde, som gavner alle parter.

3 spørgsmål når du er irriteret

Der er nemlig tre sider af irritationsmomenterne.

Kan vi vende vores tankegang, så der ikke opstår den negativ tilgang til forskellighederne?

Hvordan får vi det sagt på en positiv og konstruktiv måde?

Hvad kan vi overhovedet tillade os at kommentere på – vores holdning er vel ikke den eneste rigtige?

Det er sjældent, at jeg bruger mit eget liv som eksempel, men lige i forhold til emnet at lade sig irritere, så oplever jeg både privat og i mit professionelle virke, at vi i bund og grund ofte lader os irritere af små ligegyldige ting i hverdagen, så nu vil jeg bruge et eksempel fra min egen hverdag – en ting som er simpel, ligegyldig og alligevel piv irriterende.

"Han sviner totalt!"

Min søde mand er i sin tid uddannet kok, har madlavning som fritidsinteresse og står rigtig ofte i køkkenet. Han sviner totalt! Eller det vil sige, han er god til at rydde op, men våde fingre, våde gryder, lidt saft fra ingredienser osv. splatter ned på gulvet. Lyse våde klinker, fedt, mørke sko.... behøver jeg at sige mere.... Andre irriterer sig over sokker på gulvet, toiletbræt, manglende oprydning – hos mig er det så beskidt klinkegulv.

Spørgsmålet er dog, hvorvidt det i bund og grund ikke er ligegyldigt. Ja, det er nemlig hundrede gange bedre at være glad for alt det lækre mad, der bliver serveret, at vi er to om at lave mad, at vi har en fælles interesse – så hvorfor egentlig lade sig irritere.

Når det så ikke altid helt lader sig gøre, så er næste spørgsmål , hvordan jeg nemmest får ham til at "holde ind over bordet", for jeg mener jo i bund og grund, at det blot er en lille bitte forandring, der kan gøre hele forskellen.....

Jeg har to mulige måder at sige det på:

Kan du dog ikke holde ind over bordet, eller tørre hænderne i stedet for at ryste dem udover gulvet. Jeg er stinkende træt af konstant at støvsuge og vaske gulv – hvor svært kan det egentlig være?

ELLER:

Nej, noget lækkert mad du har lavet. Det er så fedt at have en mand, der kan lave mad. Du ved jeg er lidt småhysterisk med rengøring og specielt i køkkenet, hvor jeg synes det virker ulækkert med beskidte klinker, jeg vil blive helt vildt glad, hvis du gider prøve at lade være med at gøre det så vådt, bare for min skyld. Jeg ved godt det er latterligt, men gider du at tænke over det for min skyld.

" Mænd vil rigtig gerne gøre deres kvinder glade!"

Mænd elsker ros!

Mænd vil rigtig gerne gøre deres kvinder glade!

På en tur med tog fra København til Middelfart, talte jeg engang med en meget meget smuk, Emma Gad lignende ældre dame, der netop havde mødt sin anden mand i en alder af 84 år. Hun havde været enke i to år, og selvom det havde været svært at miste den mand, hun havde levet sammen med i mere end 50 år, så ville hun leve livet, som hun sagde. Vi talte længe om livet og ægteskabet. Hun sagde mange kloge, brugbare og lærerige ting på den tur. Det jeg dog senest glemmer er sætningen "Vil du leve et langt og lykkeligt liv med den samme mand, så husk at rose ham, som var han en hund", hvorefter hun slog en rungende latter op!

Behøver jeg at sige mere....

LÆS OGSÅ: Krise i parfoholdet - Her er faresignalerne

Mette Haulund

Mette Haulund er parforholds- og skilsmissecoach og stifter af virksomheden Institut for Krisehåndtering, der blandt andet driver hjemmesiderne parforholdsraad.dk og skilsmisseraad.dk, Mette hjælper dagligt par og enkeltpersoner til et bedre parforhold, eller med at komme gennem en skilsmisse og videre i livet som et helt menneske.

Mette er gift og har to børn fra et tidligere ægteskab, samt to bonusbørn, og lever i det man kalder et living apart together ægteskab. Det vil sige, at de lever sammen, men ikke altid er under samme tag.