Parforholdsekspert Mette Haulund giver dig tips til, hvordan I holder liv i kærligheden

Sådan holder I liv i kærligheden

Forelskelsen forsvinder, erstattes af kærlighed og dagligdag, men du kan godt gøre noget for at holde gang i ilden.

Vi lærer hinanden bedre og bedre at kende, der kommer måske børn til, arbejde, fritidsaktiviteter, videreuddannelse, sygdom, glæder og sorger fylder dagligdagen og vi bliver dårligere og dårligere til at prioritere hinanden, fordi vi som par nemt kommer til at tage hinanden for givet.

Hvor tit har du ikke villet fortælle din partner noget, og fået oplevelsen af, at han enten ikke lyttede eller svarede dig, inden du var færdig med at fortælle? Hvor tit har du oplevet, selv at tænke på børn, madlavning, arbejde eller vasketøj, mens din mand fortæller dig noget fra hans arbejdsplads.

Vi er blevet for dårlige til at lytte!

Vi er blevet for dårlige til at værdsætte livet sammen!

Måske kommer det i bund og grund af, at vi ved, at vi hvis alt kom til alt kan klare os alene, sammenkoblet med, at vi fylder vores hverdag op med så mange ting, at overskuddet forsvinder og det bliver en lang kamp for at få dagligdagens gøremål til at gå op i en højere enhed.

Der er ikke noget værre end at blive taget for givet, ikke at blive lyttet til, ikke at blive prioriteret! Men hånden på hjertet må jeg også selv indrømme, at min mand nogle gange bliver prioriteret temmelig langt nede af listen på de travle dage. Jeg ved jo, at han kan klare sig selv. Men har han lyst?

Det samme gælder for mig selv. Jeg ved, at jeg kan klare mig selv, og har gjort det i flere år, hvor børnene var små, hvor terminen stadigvæk skulle betales, hvor mit arbejde fyldte meget og hvor jeg havde det rigtig godt. Jeg har bare ikke lyst til at skulle klare alting selv, så hvorfor er det så så svært at prioritere tiden til, at få kærligheden til at fungere?

Fordi vi er blevet for dårlige til at vælge fra!

Det er umuligt at nå det hele, uanset hvor meget energi og overskud man har – så hvad skal vælges fra, så der er tid til at prioritere det, der er vigtigere end alt andet, nemlig kærligheden til den man holder af?

Nej, det kan ikke vente til påske, eller til efter sommerferien, når der kommer mere ro på arbejdet, eller til børnene bliver lidt større. Kærligheden skal plejes nu. Den skal vandes og passes som den sarteste blomst – ikke fordi du ikke kan klare dig uden, men fordi du ikke har lyst til at klare dig uden.

Du skal lytte, bidrage, vælge fra, gøre en forskel og værdsætte det I har sammen. Din partner udvikler sig og det samme gør du, så I skal hele tiden opdage hinanden på ny.

Indfør kærestetid og skiftes til at arrangere. Det behøver ikke at være voldsomt og dyrt og du kan eventuelt kopiere mit bedste bud på en ultimativ kæresteaften derhjemme:

- Inviter din partner hjem på middag (Få børnene passet!) og fortæl, hvornår han må komme hjem (Hvis han er lidt smart, så bruger han tiden inden på noget, der giver ham energi).

- Gør noget ud af maden.

- Træk en flaske vin op.

- Hav tid til at forberede.

- Sæt tid af til at gøre dig klar inden middagen.

- Tænd en masse levende lys og dæk fint op.

- Brug hele aftenen på at snakke og hygge med og om hinanden.

- Tal med fordel om alle de positive ting I har sammen og tal om, hvad I godt kunne tænke jer sammen fremover.

LÆS FLERE KLUMMER AF METTE HAULUND HER

Mette Haulund

Mette Haulund er parforholds- og skilsmissecoach og stifter af virksomheden Institut for Krisehåndtering, der driver hjemmesiderne parforholdsraad.dk, skilsmisseraad.dk og sammenbragtfamilieraad.dk. Mette hjælper dagligt par og enkeltpersoner til et bedre parforhold, eller med at komme gennem en skilsmisse og videre i livet som et helt menneske.

Mette er gift og har to børn fra et tidligere ægteskab, samt to bonusbørn, og lever i det man kalder et living apart together ægteskab. Det vil sige, at de lever sammen, men ikke altid er under samme tag.