Som 11-årig begyndte Bathsheba at skrive sange: ”De fungerede som outlet for alt det, der skete derhjemme”
Julen er ikke ubetinget en glædesfyldt tid for sanger og sangskriver Bathsheba, 24. For den bringer også dårlige minder med sig og har ikke altid været præget af julefred. Så nu synger hun julen ind på sin egen måde – med en håndsrækning fra Joni Mitchell, den perfekte flæskesteg og rødkål fra spand.
Hun vil gerne lave den perfekte flæskesteg i år. Med sprødt svær og saftigt kød.
Det er faktisk hovedambitionen for Bathsheba, ud over at få en rolig juleaften i en Airbnb i Norge – sammen med hendes mor og tre søskende. Julefred. Så må rødkålen godt komme fra en spand – “det er alligevel den, der smager bedst, ik?” – og juletræet være interimistisk. Bare der er fred. For det har ikke været en selvfølge i Bathshebas liv.
Hun debuterede i 2020 med singlen 'Blind', der hurtigt blev fulgt op af hittet 'Hit ’N’ Run'. I 2021 kom EP’en 'As of Right Now', der cementerede Bathshebas navn og viste, at hun er et lyrisk talent og en vigtig ny stemme udi den genre, hun selv kalder “dark pop.”
“Jeg måtte blive voksen meget hurtigt. Min far er afrikaner og fra Nigeria, er uddannet sportspsykolog og en stolt mand. Old school, du ved. Han mødte min mor i England, og de flyttede til Danmark, hvor de fik mig og seks år senere min lillesøster. Hun og jeg er meget tætte. Det har vi været nødt til at være, for vi er de eneste, der kan relatere til den næsten samme livssituation,” fortæller den 24-årige sanger og sangskriver, der denne december holder en helt særlig julekoncert for alle dem, der ikke forbinder julen med fred og fordragelighed.
Bathsheba har altid sunget, og allerede som 11-årig begyndte hun at skrive sine egne sange.
“De fungerede som et outlet for alt det, der skete derhjemme. Jeg har haft en hård opvækst. Min far kunne ikke leve med de jobs, han blev tilbudt i Danmark. Han ville bruge sin uddannelse og ikke gøre rent eller arbejde som opvasker, så han rejste. Og lidt efter blev mine forældre skilt. Bare sådan. Som barn forstår man ikke, at man bare kan rejse og skabe en ny familie i et andet land. Skilsmissen var hård, og den stedfar, jeg fik, var… grum.
Når jeg kigger tilbage, kan jeg se, at det er alt det, jeg skrev sange om. Det fyldte så meget, at jeg blev bedt om at flytte hjemmefra som 15-årig. Jeg kom på efterskole, og det blev besluttet, at jeg skulle flytte hjem til min moster bagefter. Det var jo fint, men det føltes ikke som at være hjemme, så jeg flyttede hurtigt videre. Jeg prøvede for nyligt at tælle, hvor mange steder jeg har boet, fra jeg var 16 til nu, og jeg tror det er 12-13 forskellige. Jeg ville ikke ønske den opvækst for nogen,” siger hun.
“Det er ikke atypisk at være skilsmissebarn, men jeg har ikke set min far, siden jeg blev student i 2018. Jeg forstår ikke, at man vil sætte børn i verden og ikke være der. Jeg ved godt, at han var en sort mand i et meget hvidt land og ikke kunne få det rigtige job, og at han sikkert nu lever sit bedste liv med en ny kone og børn. Men min søster og jeg er produkter af hans valg og hans stolthed…”
Talestrømmen bliver afbrudt af en tjener, der serverer svamperisotto og grøn juice, og Bathsheba tager smilende og takkende imod, inden hun fortsætter.
“Han ringer altid til jul, og min søster bliver så ked af det hver gang. Der bliver plasteret revet af igen. “I love you, I’m so proud of you, my beautiful girls. May God bless you.” Hele den smøre understreger, hvor langt vi er fra hinanden.
Vi er ikke særligt gudsfrygtige, og han ved ikke rigtigt noget om vores hverdag. Min søster har fødselsdag i november, men der glemte han at ringe, så når han siger tillykke i december, er det too little, too late. Især fordi han sagde tillykke med de 15 år – selv om hun lige var fyldt 17.“
Mixed girl in a white world
Bathsheba voksede op som en “mixed girl in a white world,” hvor den eneste repræsentation, hun kunne spejle sig i, var Hella Joof i børnefjernsyn og reklamekampagnerne fra United Colors of Benetton.
“Jeg ville da ønske, at min far havde været her og fortalt mig om mine afrikanske rødder, om hvad jeg skulle være stolt af, om min historie. Men jeg har aldrig været i Afrika, og den eneste i min opvækst, der rigtigt lignede mig, var min søster,” husker Bathsheba.
“I min opvækst mærkede jeg den danske hyggeracisme, og jeg grinede selv med, når der blev lavet en upassende joke eller nogen brugte n-ordet. Hvad skulle jeg ellers gøre? Mit største ønske var, at mit hår var langt og glat, at jeg lignede min spinkle bedste veninde, og at jeg havde et dansk navn som Anna.
Min søster har heldigvis kunnet spejle sig i meget mere på de sociale medier, da hun voksede op. Hun har set videoer på Musical.ly og siden på TikTok, og det har gjort, at hun elsker den krop, hun har, sit hår og sine kurver… Ej helt ærligt, det er da ikke skide julet, det her?”
Julen handler jo om mange ting. Især store følelser. Men måske du vil fortælle lidt om den julesang, du har lavet et cover af til julekoncerterne?
“Ja, Joni Mitchells 'River', som jeg optræder med. Den vigtigste julekoncert er den på Børne- og Ungekrisehuset Joannahuset, hvor jeg er ambassadør, og som er sådan et sted, jeg ville ønske, at jeg selv havde haft, da jeg var ung.
Vi inviterer børn og unge ind, så de forhåbentligt kan få en god juleoplevelse. Især dem, som måske ikke skal hjem og have en tryg familiejul. Jeg håber sådan, at netop den koncert kan blive en tradition, hvor vi viser en alternativ måde at komme i julestemning på.”
Hvad betyder Joni Mitchell for dig?
“Altså, jeg er kæmpe fan af hende, men der er også noget særligt ved netop den sang. Hvor svært det er med kærlighed, der slutter, særligt op til juletiden. Det er en af de få julesange, som jeg bliver en smule trist over. Den giver stof til eftertanke og er dejlig fri for jingle bells. Den giver plads til refleksion og alle de svære følelser.”
Bathsheba er selv vokset op med et bredt lydtapet. Hendes mor spillede Tina Dickow, “og nu elsker jeg hendes musik”, Depeche Mode og Coldplay. Faderen introducerede hende til Busta Rhymes og R. Kelly “inden han blev cancelled” og hørte masser af Outlandish. Selv opsøgte hun forbilleder som Aaliyah, Alicia Keys, Rihanna og Beyoncé.
“Jeg tror, at jeg er ret atypisk i min smag i forhold til julenumre. Mange af dem vækker nemlig minder om alle de sammenligning-er, vi ikke kan undgå at lave i julen. Jeg var ikke hende, der fik ballerinasko fra Chanel og kunne vise et marmorbord fyldt med snorlige hjemmebag på insta. Og et kæmpe juletræ. Derfor har jeg nok også et had-kærligheds-forhold til sange som "All I Want For Christmas Is You" og "Last Christmas",” forklarer hun.
“Som barn elskede jeg selvfølgelig også gaver og juletræer, og jeg elsker stadig skumjulemænd og æbleskiver. Men jeg er også nervøs for julen; jeg synes, den lægger et kæmpe pres på os. Jeg forstår godt, at vi skal holde sammen i julen og samle generationerne, men nogle gange er det ikke klart, hvorfor vi skal holde fast i nogle traditioner, som ikke rigtig tjener nogen, eller som måske pådutter mere kaos og uro end glæde.
Jeg er kæmpe fan af næstekærlighed og nærvær, men jeg har det stramt med gaveræs og overtrukne kontoer. Jeg ønsker mig faktisk ikke noget i år andet end at få en stille jul med min mor og mine søskende. Jeg har alt, hvad jeg skal bruge af tøj og ting og sager.”
Det betyder ikke, at Bathsheba ikke er vild med mange af de ting, der hører julen til, understreger hun. Særligt de traditioner, der er i øjenhøjde med børnene.
“Jeg elsker at pynte op, og mit kærlighedssprog er gaver, så jeg har altid lavet pakkekalender med små hyggegaver til mine kærester og små søskende. Jeg elsker at synge sange fra det lille salmehæfte og danse om juletræet. Og så elsker jeg, når julemanden kommer på besøg. Det er en cute tradition, der hylder børnenaiviteten, som vi ikke må ændre på.”
Hvad glæder du dig mest til i det nye år?
“Ny musik. Jeg udkom med Disc 1 i oktober, og inden længe kommer efterfølgeren. Det glæder jeg mig helt vildt til. Og så spiller jeg med i tv-serien 'Dark Horse' på TV 2 over for Josephine Højbjerg, Birgitte Hjort Sørensen og Nina Rask. Det har været en en kæmpe oplevelse, som jeg er så spændt på at se.
Og så selvfølgelig min koncert i Store Vega 19. oktober 2024. Jeg kan stadig ikke helt forstå, at jeg har sådan en sat til salg og går bare og krydser fingre for, at der er nogen, som køber billetter. Ellers må jeg gå rundt og sælge dør til dør. Så ja, det jeg glæder mig til er: keep hustling, keep working, keep believing.”