"Når man spiller 21 job sammen på et år, er det en del tid at tilbringe sammen med sin eks"

Hvilken vej var den første, du gik på?

"Jeg voksede op med seks søskende på en stor gård vest for Køge.

Min tvillingebror, Flemming, og jeg måtte ikke cykle til skole, så vi gik ad en vej med æbletræer, som vi spiste løs fra i sæsonen.

Læs også

Da Mona Juul mødte sin mand for 40 år siden, var hun ikke i tvivl om, at de skulle ende sammen: ”Det var så naturligt”

Der var også løse heste, og dem var jeg så bange for. Bare jeg kiggede på dem, sitrede det i mig. Skolen var sådan en lilleskole de første tre år, så 1., 2. og 3. klasse sad på tre rækker i samme rum, og læreren, Frk. Trige, sov middagslur hver dag.

Det var meningen, vi børn skulle vække hende, men jeg tror, vi indimellem glemte det. Flemming og jeg var vidt forskellige. Jeg var ikke vild med skolen, mens han var god til blandt andet matematik.

Vi kom fra et hjem fuld af mennesker, for der var altid fætre, kusiner, onkler og tanter i huset, og engang kom en af min fars venner på besøg og blev hos os i tre år. Vi var jo syv børn, og det blev vist lidt meget for min mor, da hun skulle have nummer syv, for da blev alle vi børn sendt i sommerhus. Det var et dejligt hjem.

Min far var næsten blind på grund af en øjensygdom, så jeg var hans øjne, når han gik i skoven, i marken eller ved åen, og jeg tror, det er derfor, at jeg siden er blevet maler. Min far var oprindeligt københavner, men hans far havde købt en gård til ham, og så blev han landmand.

Derudover kunne han spille på sav, så der ikke var et øje tørt. Som ung spillede han også banjo i et jazzorkester, og mine brødre spillede forskellige instrumenter. Når der skulle vaskes op – og det skulle der tit og meget i vores familie – stillede mine brødre mig op på køkkenbordet, så jeg kunne synge."

Hvordan fandt du din levevej?

"Jeg var jo ikke vild med skolen, så jeg skyndte mig at gå ud og tage til England for at lære engelsk og gå på malerskole. Da jeg kom hjem, kom jeg ind på Kunsthåndværkerskolen. Nu skulle jeg alt det, som jeg ikke havde kunnet i skolen.

Jeg fik gode veninder, og vi lavede et værkstedskollektiv sammen, Valsedronningerne. Det var et 100 kvadratmeter stort rum oppe under taget i Studiestræde. Ingen af os havde en rød reje, ellers burde vi da have købt det i sin tid. Vi var syv-otte kvinder, som lavede fælles udsmykningsopgaver blandt andet en kælder under Hvidovre Hospital. Vi havde det sjovt, selv om vi skulle have alle vores stilarter til at passe sammen.

Det var også bare sjovt at være i Studiestræde i 1970’erne, for der var gang i den. Jeg kan huske, at min mor engang kom ind og besøgte os, og hun var dybt fascineret over nogle, der var oppe at slås på åben gade. Den ene slog den anden med en stegepande, og vi måtte trække min mor væk.

Læs også

Signe Svendsen skrev om skilsmisse: ”Sangen handler om at sige farvel, når man har gjort alt for at få det til at fungere”

Når vi lavede julemarkeder, var det også min mor, som kom ind og sad ved kassen, det nød hun. Hun var en kvinde med meget gang i, og hun kendte altid nogen. Hvis en stod og manglede et værelse i København, ringede man til min mor hjemme på gården, og så ordnede hun det i et snuptag, for så kendte hun nogen, som havde et.

Det var også sådan, jeg mødte Jesper (Rocazino-komponist og musicalproducent, Jesper Winge Leisner, red.), for hun skaffede ham et værelse samme sted, som jeg boede med min bror. Jespers og min bedstemor var søstre, så han er faktisk min grandfætter, og første gang jeg mødte ham, var han bare en lille irriterende unge. Da jeg mødte ham som voksen, tænkte jeg: ”Ham skal jeg have”, og det lykkedes.

Jesper og jeg flyttede i kollektiv, men vi tog tit hjem til mit barndomshjem, Stenkelstrup, i weekenden og hjalp med høsten. Så blev Jesper og jeg og vores søskende og venner sendt ud for at læsse halm, til vi var lamme i armene. Men vi holdt også nogle forrygende fester."

Hvornår i livet tog du en genvej?

"Jesper spillede i et ret hårdtslående rockband, der hed Maglerock, så han var aldrig hjemme. På det tidspunkt havde vi lige fået vores første barn, Jonas, så jeg besluttede mig for at tage med ham rundt, når han spillede. Så gav bandet mig lov til at spille koklokke og synge lidt kor helt omme bagved.

På et tidspunkt skrev Jesper en sang til mig, som jeg skulle synge. Det var Elsk mig i nat. Jeg sang kun den ene sang, og Jesper sang alle de andre. Vi sendte også musikken til alle pladeselskaberne, og pludselig sad vi omkring et kæmpe bord til forhandlinger. Der gik det op for mig, at det var min sang, de ville have. Elsk mig i nat skulle være vores første single, og da Jesper så spurgte, hvad der skulle på den anden side af singlepladen, sagde de, at han skulle lave en ny sang til mig.

Jesper tog det pænt, men jeg havde svært ved at skulle stå i front. Jeg kan huske, at vi lå på stranden i Tisvilde den sommer (1982, red.) og hørte Elsk mig i nat blive spillet igen og igen. Vi skulle også optræde i programmet Lørdagskanalen samme aften som Dire Straits. Jeg var ved at dø af skræk, for jeg var jo ikke scenevant, og i starten tænkte jeg tit: Hvornår opdager de, at jeg ikke kan synge?"

Hvornår har du stået ved en korsvej?

"Vi stoppede med Rocazino, da vi fik Anna, jeg havde først haft Jonas med, og derefter ammet Valdemar bag scenen, men jeg ville ikke have tre børn med på landevejen. Da Anna var seks år, blev Jesper og jeg skilt, vi holdt dog kontakten gennem alle årene, og i mange år sagde jeg nej, når han spurgte, om vi skulle spille sammen. Men da jeg en dag begyndte at kede mig, sagde jeg alligevel ja. Da var der gået 18 år.

Når man spiller 21 job sammen på et år, er det da en del tid at tilbringe sammen med sin eks, men vi kan sagtens være sammen, og nu er jeg også kommet mig over nervøsiteten. Totalt. Det er nok alderen, der gør, at man bliver mere ligeglad med, hvad andre tænker. Det betyder jo ikke noget.

Til gengæld får jeg så meget med mig hjem, når jeg optræder. Folk kommer og fortæller, at vi har været musikken til deres forelskelser, glæder og sorger. Jeg har også for nyligt været nede på mit barnebarns skole, hvor hele hendes skole og jeg optrådte med All my love, og bagefter stod de i kø for at få min autograf, mens Martha bare stod og tænkte: What?"

Læs også

Under en færgetur opdagede Peter Mygind noget nyt om sig selv

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

"Det er mest i Køge, jeg bliver genkendt, og det er slet ikke et problem. Folk vil jo bare sige, at de er glade for min musik."

Den vigtigste vejleder i dit liv?

"Det er min tvillingbror, Flemming. Min mor havde på fornemmelse, at hun skulle have to børn, men lægerne sagde, at der kun var en. Da hun så havde født, ringede min far til fødeklinikken – som man jo gjorde dengang – og spurgte, hvordan det var gået. Hun sagde, at hun havde fået en dreng. Han vidste, at hun sådan havde ønsket sig en pige, så hun skyndte sig at tilføje: ”Og en pige!” Han var ved at falde ned af stolen.

Der går ikke en dag, uden at Flemming og jeg tænker på hinanden eller taler sammen. Selv om vi er forskelligt køn og meget forskellige af natur, kan vi tit tænke på hinanden på samme tid. Netop som jeg tænker på Flemming, ringer han. Vi mødes også flere gange om ugen, for hele vores familie har sommerhus sammen ude ved kysten syd for Køge, tæt på hvor både Flemming og jeg bor. Flemming er en klog mand, og det er tit ham, der skal sige til mig, at jeg ikke skal bekymre mig. Jeg er frygtelig til at bekymre mig om børn og børnebørn."

Hvor er du på vej hen lige nu?

"I år er jeg med på ti koncerter med Rocazino. For mig er det intet problem at være 75, selv om alle hele tiden spørger, hvor gammel jeg er. Jeg siger tit til bandet, at jeg ikke bliver ved i evigheder endnu, men de siger bare ”ja-ja”, for de ved, at jeg bliver ved. Vi har fået yngre kræfter ind i bandet, og vi hygger os sammen.

Vi har blandt andet spillet på Musik i Lejet i Tisvilde, hvor der ikke kunne været et eneste menneske mere i teltet. Og vores fans bliver yngre og yngre. For nylig mødte jeg tre brødre til en koncert. Deres far var lige død, og han var Rocazino-fan, og de græd, da de hørte musikken. To af dem havde endda fået tatoveret min autograf på armen, og nu skulle den tredje også have det gjort. Det er da rørende.

Jeg får jævnligt besøg af mine børnebørn og voksne børn, som bliver her i dagevis. Så laver vi bål og går i skoven. Men jeg er ikke ensom, når jeg er her alene, for man bliver kun ensom, hvis man selv vil. Jeg har en spiseklub med mine venner og har lige været en tur i Krakow med folk her fra Køge-egnen. Ellers nyder jeg bare endelig at have tid til at lave, hvad jeg selv vil. Nu har jeg tid til at male hele tiden."

Hvad tænkte du på, da vi var på vej herhen?

"At jeg skal i min urtehave i dag. Den anlagde jeg under corona med kartofler og det hele, men jeg har ikke fået sat kartofler i år. Jeg tror, det bliver en ren blomsterhave i år. Hvis helbredet holder, bliver jeg her i mit hus, for det er på landet, jeg har hjemme. Når jeg har været inde i København og besøge mine børn og tager toget hjem, ånder jeg naturen dybt ind, når jeg stiger ud på Vallø Station."