”Han er sådan et godt menneske, som formår at gøre tingene mindre komplicerede”
Der findes omveje, afveje, lige veje og genveje. Kommandoveje og veje til hjertet. Vi spørger Sara Maria Franch-Mærkedal om hendes veje rundt i livet.
Hvilken vej var den første, du gik på?
"Det var forskellige veje i Hedehusene, som ligger tæt på Roskilde. Min far rejste meget, fordi han var iransk cirkusartist. Jeg havde to ældre halvsøskende, som er 9 og 13 år ældre end mig, og vi rejste ofte ud i verden og besøgte min far, når han var på turné med et cirkus uanset om det var i Japan eller Sverige. Han ringede hjem og snakkede med mig næsten hver dag, og han optog endda vores samtaler på bånd, som jeg har endnu. Nogle gange ringede han og sang I just called to say I love you.
Min barndom var en kombination af en sprællemandsagtig far, som var vanvittig dygtig, og en mor, som var pædagog i den institution, jeg selv gik i, til jeg var seks år og skulle i skole. Så de første seks år af mit liv, var jeg sammen med min mor hver dag. De blev skilt, da jeg var 10 år, og derefter blev min far hjemme i Danmark. Han er den eneste i sin familie, som bor i Danmark, og jeg tror, at jeg inderst inde altid var bange for, at han skulle blive ensom, fordi han valgte at blive hos mig. Han har heller aldrig undladt at fortælle, hvor meget, jeg betyder for ham.
Når jeg ser tilbage, er jeg glad for, at min barndom var så tryg, og jeg kunne godt ønske mig den rolige og mindre komplekse barndom for mine egne to børn. Men tiden har udviklet sig. I går var jeg inde og se filmen om Flemming ”Bamse” Jørgensen, og som jeg sagde til min kæreste, så var der ingen, der havde mobiltelefoner dengang. Folk var mere til stede i livet. I min barndom var man sammen med vennerne – helt uden TikTok – og der var en frihed i, at en aftale var en aftale. Man var aldrig i tvivl om, hvem man skulle være sammen med, og hvornår man skulle være hjemme. I dag er aftalerne så fleksible, og planerne laves hurtigt om på telefonen."
Annonse
Hvordan fandt du din levevej?
"Jeg har haft virkelig mange leveveje og mange stikveje fra hovedvejen. Oprindeligt ville jeg gerne være skuespiller, jeg ville også gerne være cand.polit., men så søgte jeg ind på designskolen og kom ind men valgte alligevel en marketingsuddannelse, fordi det virkede mere sikkert. Samtidig syede jeg kostumer til en revy og arbejdede som baggrundsdanser til shows og i et solcenter om aftenen, hvor jeg sad og læste lektier. I en periode havde jeg også min egen virksomhed, som solgte alt fra rollespilsudstyr til sengetøj samt agentur på tøj og livsstilsprodukter. Jeg tror, det hænger sammen med mine meget forskellige forældre, for jeg har både en gøglerside og en businessside.
Jeg har også arbejdet som model og kendte en del castere. En dag ringede jeg til en af dem og spurgte, om de havde noget inden for tv, for det ville jeg gerne. Jeg har altid vidst, at jeg gerne ville arbejde med tv, men jeg har aldrig haft modet til at gøre noget ved det. Jeg var 32 år og havde lige fået mit andet barn, og jeg tror, jeg savnede følelsen af at stå i manegen og lugte savsmulden.
Kort tid efter ringede TV2 og tilbød mig jobbet som vejrvært. I starten må jeg indrømme, at jeg tænkte: ”Arhhh, det var ikke lige det, jeg havde regnet med.” Jeg har virkelig meget energi, og jeg er måske lidt for meget cirkushest til at være vejrvært, men nu har jeg fundet min plads i det. Mine venner synes vist, at jeg er blevet meget ordentlig, pæn og smilende af det job, og de har nok ret. Men når man ser mig på tv, ser man ikke den tossede, rodede og glemsomme side af mig.
Selv om jeg er glad for mit job, kan jeg stadig godt savne en anden side af arbejdslivet. Noget forretning. Jeg vil nok altid være splittet i ønsket om at drive en blandet landhandel mellem show og noget mere forretningsorienteret. I dag arbejder jeg heldagsvagter på Kvægtorvet i Odense, primært de dage hvor mine børn er hos deres far."
Hvem har fundet vejen til dit hjerte?
"Jeg er glad for, at mine pigers far i sin tid fandt vej, og mit hjerte blev fyldt med endnu mere kærlighed, da vi fik dem. Til gengæld syntes jeg, det var svært som voksen – efter at hans og mine veje skiltes – at skulle tilbage på den vej, man gik på, inden man blev voksen. Det med at skulle ud og lede efter en at bruge sit liv med. Men for mig er livet for gråt, hvis jeg ikke har nogen at dele det med. Alle regnbuens farver kommer ind i livet, når du finder en partner. Jeg blev skilt for syv år siden, og jeg er chokeret, når jeg ser tilbage på, at jeg har boet alene med to børn i al den tid. Det havde jeg aldrig regnet med.
Nu har Nicolaj (Skuespiller Nicolaj Kopernikus, red.) fundet vejen. Vi kendte godt hinanden i forvejen, for vi har tidligere lavet noget tv sammen, og vi skulle have været med i TV2-programmet 'Over Atlanten' sammen for fire år siden, men jeg sprang fra. Dengang talte vi meget sammen helt venskabeligt, for vi var begge i andre forhold. Men en dag skulle vi mødes om en podcast, og da var ingen af os i et forhold, og så var det nemt at sige: ”Skal vi ikke gå ud at spise?”. Han er sådan et godt menneske, som altid formår at gøre tingene mindre komplicerede, end de er. Nogle gange møder man lige de mennesker, man har brug for på det tidspunkt i livet, og jeg var netop nået dertil, hvor jeg syntes, at det hele godt måtte blive lidt lettere og mindre kompliceret, da jeg mødte Nicolaj."
Annonse
Den vigtigste vejleder i dit liv?
"Der er så mange sjæle, der hjælper mig gennem tilværelsen og gør mit liv dybere og bedre hver dag. Men min mormor var mit forbillede. Min mormor kom engang ud af en scanner på sygehuset, og da hun vågnede op på sin stue og så sine børn og børnebørn stå omkring sengen, udbrød hun: ”Hvad står I alle her for? Skal I ikke ud at lave noget andet?” Hun var så sød og uselvisk.
Vi er 20 fætre og kusiner på min mors side, og vi samledes flere gange om året hos min mormor og morfar på en gård ved Thisted, hvor min mor og hendes seks søskende kommer fra. Min mormor havde en regel om, at man ikke måtte tale om nogen, der ikke var til stede, for man kunne komme til at sige noget dårligt om dem. Sådan vil jeg virkelig gerne være. Et positivt sind, der omfavner alle og aldrig siger noget dårligt om nogen. Jeg elskede at være på ferie på gården, og jeg kan huske, hvordan jeg sad på mejetærskeren med min fætter, når morfar kørte den, mens nogle andre børn legede på høloftet, hentede æg hos hønsene eller sagde hej til grisene. Mine børn får heldigvis også lidt af det, for i dag bor min mor på en planteskole, så de har også en mormor på landet – ligesom jeg havde."
Har du nogensinde mistet vejgrebet?
"Ja, da jeg blev skilt. Der følte jeg mig fortabt dybt inde i sjælen, og jeg skal stadig holde tårerne tilbage, når jeg taler om det. Det var illusionen om, at vi var to mennesker, der havde valgt hinanden og sat børn i verden, der brast, og jeg havde aldrig haft tanken, at det en dag ikke skulle være os to længere. Men vi voksede fra hinanden. Vi er gode venner i dag, og selv om skilsmissen var det rigtige valg, slog det benene væk under mig. Jeg følte virkelig, jeg var hende, der kunne få et ægteskab til at fungere, til døden skulle skille os, og det var et kæmpe nederlag at sætte mine børn i den situation, at de hver dag skulle savne en af os. Det har jeg stadig svært ved at tilgive mig selv. Men jeg er glad for Nicolaj. Hvem fanden er ikke det?"
Hvor er du på vej hen lige nu?
"Jeg er på vej til at færdiggøre en uddannelse i buddhistisk lederskab. Jeg har taget den, både fordi jeg gerne vil blive klogere på den filosofi, men også fordi jeg gerne vil finde mere ro i mig selv. Jeg overvejer faktisk at lave en podcast, der hedder Sæt dig nu ned, for det er virkelig svært for mig som datter af en cirkusartist.
Jeg er dog faktisk et roligt menneske, selv om mange synes, jeg larmer. Jeg er sådan en, der elsker at sidde i sofaen i uldsokker, men jeg kan godt komme til at rejse mig op midt i en film og lave noget andet.
Jeg har nok et håb om, at meditation kan hjælpe mig med at blive bedre til at være rolig. Jeg har for nyligt haft lidt hjerteflimmer, og da fandt jeg ud af, at når jeg var på meditationskursus en hel dag fra 8 til 18 med slukket telefon, holdt det op. Hvorfor er det man ikke giver sig selv den ro altid? Man lægger sig tit på sofaen, men rejser sig igen efter to minutter, fordi man har dårlig samvittighed over et eller andet."
