Sascha Dupont og ægtemanden er ikke glade: ”Jeg ved ikke, om det bliver ved med at gå”
Sangerinde og tv-pianist Sascha Dupont og hendes mand, Bryan, har indrettet deres ægteskab på en måde, som de færreste kan genkende – og på de fleste punkter fungerer det for dem. ”Vi besøger hinanden, men lige nu har jeg ikke set ham siden januar. Der kommer hele tiden noget i vejen,” fortæller sangerinden til Hendes Verden i uge 29.
Sascha Dupont har lige købt et hus i Horsens. Den store beslutning og udgift forbundet med købet er for hende blevet et meget håndgribeligt tegn på, at hun er blevet voksen.
Artiklen fortsætter efter videoen...
”Det er første gang i mit liv, jeg står med den slags alene. Jo, jeg har betalt en regning før, for både i mit første og andet ægteskab har jeg været med til at tjene penge og betale regninger, men jeg har aldrig stået alene med det hele og følt mig så voksen. Nu er det mig, der er den,” fortæller den 49-årige sangerinde og pianist til Hendes Verden uge 29, som er på gaden nu.
Men selvom det er hende, der nu ”er den”, er Sascha Dupont alligevel ikke helt alene om at være den voksne i sin 11-årige søn, Timothys, liv. På den anden side af Atlanten, i USA, bor Timothys far, Bryan, nemlig.
I 2008 flyttede Sascha Dupont til USA med sin daværende mand, blev skilt og mødte Bryan, som hun fortsat er gift med. For nogle år siden vendte hun dog hjem til Danmark igen, og det er grunden til, at hun nu ”er den” helt alene. Bryan bor nemlig stadig i USA, og i dag deler de to efternavn og deres søn – men ikke ret meget andet.
”Vi kører COLA-modellen,” siger hun om forholdsmodellen ”Couples Living Apart”, som er en betegnelse for ægtepar, der lever hver for sig.
”Men jeg ved ikke, om det bliver ved med at gå. Tro kan flytte bjerge, men den kan åbenbart ikke flytte Bryan Conner til Danmark. I hvert fald ikke lige nu. Vi er dog ikke skilsmissen nær, siger Sascha, men tilføjer så:
”Eller det ved jeg faktisk ikke, om vi er. Jeg er enlig mor til en dreng, der har haft det svært med at flytte til et land, hvor han ikke kunne sproget. Det har krævet meget, og oven i det er jeg lige blevet husejer. Nogle gange kan jeg godt græde over, at Bryan er i USA og ikke her. Vi besøger hinanden, men lige nu har jeg ikke set ham siden januar. Der kommer hele tiden noget i vejen.”
”Vi skylder det til Timothy”
Sangerinden vil ikke sige, at hun og manden er glade som ægtepar, men samtidig går hun heller ikke og er ulykkelig over situationen.
”Jeg er faktisk afklaret med, at det er så uafklaret. Lyder det mærkeligt? Jeg har bare ikke travlt, for der står ikke en anden mand og banker på. Og jeg synes, vi skylder Timothy ikke bare at smide vores ægteskab væk,” siger Sascha Dupont og fortsætter:
”Jeg siger ikke, at man skal være gift for børnenes skyld, men jeg ved, at Bryan og jeg altid har hinanden et eller andet sted. Jeg elsker min mand. Ikke fordi man skal, det gør jeg bare, siger hun og tilføjer så:
”Jeg kan mærke, at der er kommet ro på mig. Det er sådan det er, og så må vi se, hvad fremtiden bringer.”
Læs hele interviewet med Sascha Dupont i Hendes Verden uge 29, hvor hun også fortæller om at møde fantastiske mennesker og et stærkt fællesskab i kirken, om at kende sin fremtidige karrierevej allerede som barn, og om drømmen om at genoplive tv-hittet ”Hit med sangen” sammen med Amin Jensen.