Berit Siedler Afrodite Shop

Berit ejer en sexshop: ”Jeg har aldrig solgt så mange piske, som da den film kom”

For mange af os er sex noget, der hører privatlivet til, men for nogle er sex (også) deres arbejdsliv. Mød Berit Siedler, der ejer sexshoppen Afrodite.

Siden jeg var 18-20 år, har jeg vidst, at jeg ville have en sexshop. Jeg kommer fra et åbent og frit hjem, hvor intet var tabu, men i mit første ægteskab var det ikke aktuelt. Da jeg blev gift igen i 40-års-alderen, var min mand helt med på den, så vi gik i gang med at undersøge, hvordan man gør, blandt andet ved at tage på studietur til København. Jeg havde aldrig været i en sexshop før, men da jeg så dem i København, tænkte jeg: Det kan jeg gøre bedre! Vi begyndte at lede efter lokaler, og jeg holdt home parties for at researche på, hvad folk ville have. Nu er det 17 år siden, jeg skrev under på dette lokale, som er venligt og lyst.

Jeg er talende og udadvendt, og jeg kan godt lide at hjælpe folk. Derudover synes jeg, sex er spændende, og der er ikke meget, jeg ikke har prøvet. Hos mig får du betjening af en voksen kvinde, hvor det andre steder er unge mennesker, der bare skal tjene nogle penge i et sabbatår. I starten var jeg ikke så kvalitetsbevidst, men i dag sælger jeg ikke noget, jeg ikke selv ville lægge krop til.

Jeg står i forretningen hver dag, og her kommer hr. og fru Danmark. Unge og gamle. Alle typer mennesker. Når jeg går i Ringsted, sker det også, at jeg kan huske folk fra forretningen, men jeg har det princip, at jeg kun hilser på dem, hvis de hilser på mig. Nogle gange har jeg jo både mødt manden og konen og senere manden og elskerinden eller den anden vej rundt. Jeg er diskret af respekt for mine kunder.

Jeg har kunder med sklerose, vaginisme (smerter, red.) og sukkersyge. Og unge mennesker, som skal prøve noget, de har set på film. Jeg har i øvrigt aldrig solgt så mange piske, som da film 50 Shades of Grey kom ud. Men unge fyre kommer typisk for at se på penisringe, mens kvinder er her for at få en vibrator, der kan give dem klitorisorgasme, skedeorgasme og sprøjteorgasme på én gang. Jeg har også folk, der er opereret for det ene eller andet, og for nylig havde jeg en mand, der var blevet til en kvinde og kom for at købe glidecreme. Det er så dejligt at leve i et samfund, som rummer alle typer mennesker, og så kan jeg godt lide, at de alle kommer her hos mig.

Jeg havde engang en praktikant, som blev skræmt fra vid og sans, da et ældre ægtepar ville købe en penisring, fordi han efter en blodprop havde rejsningsproblemer. Men det er netop på grund af den type kunder, at jeg har en fysisk butik og ikke en webshop. Der var også en fyr, som nærmest havde trukket sin kæreste herned ved håret. Hun kunne ikke give sig hen og få orgasme.

Jeg sendte jeg ham ud for at ryge, og så snakkede jeg med hende en halv times tid, og vi fik snakket os frem til, hvad hun skulle have. Det var bare noget glidecreme. Mest af alt sælger jeg gode råd. Især til de unge, for de er så pumpet af porno på nettet. Jeg er dog særligt glad for kunderne over 60, for det er dejligt at vide, at man også har sex i den alder. Jeg nærmer mig jo. Men faktisk kan jeg tit mærke i forretningen, hvad der er blevet skrevet om af sexlegetøj i for eksempel Ekstra Bladet. Så er det det, folk kommer og spørger efter.

Jeg er glad for, at børnesex og dyresex er forbudt. Dengang jeg startede forretningen, var dyresex stadig lovligt, og jeg havde da også nogle film i den genre. Jeg havde også en kunde, der altid kiggede underligt på mig og den hund, jeg havde dengang. Det kan jeg altså slet ikke arbejde med.

Om Berit Siedler, 57 år

  • Indehaver af sexshoppen Afrodite i Ringsted.
  • Mor til to voksne børn.
  • Se mere på afrodite-ringsted.dk