Overlevede frontalt sammenstød med mur: "Min sjæl blev meget ældre"

Shiela trækker lidt på det højre ben, da hun kommer os i møde foran sit hjem på en villavej i Hammel. Foden vil ikke rigtigt som hun, og sådan har det været, siden Shiela Pour i december 2019 med høj fart kørte frontalt ind i et hus.

"Jeg ser huset og tænker, at det var langt væk, men det kommer alt for hurtigt tæt på, og jeg kan huske, at jeg ser den her enorme mur og hører mig selv skrige."

Shiela fortæller med ro i stemmen om den aften, hvor bilen skred rundt på den isglatte vej og hun i et desperat forsøg på at få kontrol drejede ud på en mark. Desværre var jorden frosset så meget til, at bilen blot fortsatte i høj fart hen over marken og altså endte med at brage frontalt ind i et hus.

"Det er ikke løgn: Jeg så mit liv passere forbi på halvandet sekund. Jeg når at tænke, ”det var det”, og så presser jeg mig tilbage i sædet. Da jeg kommer til mig selv igen, er der en masse støv i luften fra airbaggen, og jeg er overrasket over, at jeg stadig er i live."

Shiela misser lidt mod solen. Den er gavmild i dag, og derfor kan vi sidde herude på hendes terrasse og nyde strålerne.

"Der går ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på alt det, som jeg var ved at miste. Som at sidde her," siger hun og smiler lidt.

At leve videre

Shielas fod var nærmest knust, og der var brud fem steder. Da hun kom på sygehuset efter ulykken, så hun, at foden dinglede i hendes cowboystøvle.

"Det der, det vender helt forkert, tænkte jeg, og kunne mærke, at jeg fik meget høj hjerterytme. Benet skulle sættes på plads, og det er nok det mest forfærdelige, jeg har prøvet. De måtte holde mig, mens der var en, der hev i benet – og det lykkedes først i andet forsøg," fortæller Shiela.

Selv nu, mere end to år senere, døjer Shiela meget med sin fod. Før ulykken var hun fysisk aktiv. Det var en stor del af hendes identitet, men nu skal hun altid overveje sin rute, hvis hun går ud, for som hun siger:

"Det gør ondt hele tiden, og havde mine forældre ikke hjulpet mig, havde jeg ikke haft min café i dag!"

Siden Shiela var 22 år, har hun nemlig drevet Shielas Café & Brasserie i hovedgaden i Hammel. Hun overtog den i 2015 efter sine forældre, som havde spisested i de samme lokaler i årevis.

"Det sted har altid været en del af mig. Jeg er nærmest vokset op der," fortæller hun med et smil.

Selvom begge Shielas forældre har andet arbejde i dag, så stod de i cafeen dagen efter Shielas ulykke. Siden har de passet den, hver gang hun ikke har kunnet arbejde, hvilket er flere gange, end hun bryder sig om.

"Jeg er lidt træt af det hele, må jeg indrømme, for det tager mig lang tid hver morgen at få min krop i gang med dagen, fordi jeg har smerter i benet og foden og problemer med min skulder. Jeg ved, at folk tænker: ”Hun er videre”, for jeg er god til at smile og lade, som om det ikke går mig på, men det fylder, at jeg ikke ved, om det bliver bedre," erkender Shiela.

Heldigvis har hun god støtte i sin kæreste, som hun bor sammen med, og i sine forældre, som hun er blevet endnu tættere knyttet til.

"Før i tiden var min kalender altid proppet. Jeg kørte med karrieren og var en rigtig ”Jeg vil selv”-type. I dag er der ryddet godt ud i kalenderen, og jeg er langt bedre til at prioritere samvær. Hvis jeg skal vælge mellem en shoppetur eller en dag på sofaen med min mor, så ved jeg godt, hvad jeg vælger," erklærer Shiela med et smil.

Ikke bange for døden

Det nye livssyn kæder Shiela sammen med ulykken, hvor hun havde en helt særlig oplevelse af at føle sig lykkelig, da bilen susede af sted mod husmuren, og Shiela troede, at hun skulle dø.

"Jeg følte både fred og tristhed. Fred, fordi jeg var et lykkeligt sted i mit liv med min kæreste, min café og mit ståsted, og trist over, at det skulle slutte så hurtigt. Jeg levede videre, og det er jeg så taknemmelig over, men jeg er ikke bange for døden, for jeg mærkede, at det ville gå hurtigt," fortæller Shiela.

I dag er hun mere bange for, at der skal ske noget med hendes nærmeste. Hun understreger flere gange, at hun er taknemmelig for, at der ikke var nogen med hende i bilen, da hun kørte galt, og at den mur, som hun bragede ind i, var ind til et bryggers. Ingen kom til skade undtagen Shiela.

"Jeg har altid tænkt mest på andre, og ulykken har forstærket det, må jeg indrømme. Men jeg er glad for, at jeg fik den åbenbaring, at livet skal bruges på de mennesker, der står mig nær. Før i tiden planlagde jeg altid langt frem i tiden, men ikke nu, for du aner ikke, om de mennesker, du skal møde om 14 dage, rent faktisk er der til den tid. Vi skal møde hinanden, og jeg er helt klart blevet mere spontan, samtidig med at min sjæl er blevet meget ældre," fortæller Shiela.