Signe Egholm Olsen: "Andre kan have det virkelig svært ved, at jeg har så kort lunte"

Om mit arbejde ved jeg nu …

 – At det at være skuespiller har fyldt meget. Allerede som 12-13 årig kom jeg med i et amatørteater, hvor ambitionsniveauet var højt. Jeg havde prøvet håndbold, bordtennis, badminton, guitar, trompet og samspil, men intet af det var mig. På teatret følte jeg mig til gengæld straks hjemme og fik en vanvittig sult på at udforske den verden. Jeg kom på en musik- og teaterefterskole. Efter den hoppede jeg på Den Fri Ungdomsuddannelse og ventede utålmodigt på, at jeg blev 18 og kunne søge ind på Statens Teaterskole, hvor jeg kom ind i første hug. 

I perioder er det frustrerende at være freelancer, selv om jeg frivilligt har valgt det. For eksempel aner jeg ikke, hvad jeg skal lave efter november. Men samtidig er jeg taknemlig over at have så mange og afvekslende opgaver. Lige nu spiller jeg en af hovedrollerne på Husets Teater i København i forestillingen Lille Eyolf, et grumt Ibsen-drama om et ægtepar, der mister deres handicappede søn. Min karakter har nogle ret usympatiske træk, og kunsten er, at jeg alligevel skal få publikum til at heppe på hende. Det er vigtigt både at kunne vise hendes magt og power og samtidig også hendes sårbarhed og angst, for uden vrangsiden er de fleste dramaer ikke interessante.  

Om min barndom ved jeg nu …

– At den var vildt god. Jeg voksede op i Ormslev, en lillebitte landsby 12 kilometer fra Aarhus, hvor jeg gik i skole og havde mine venner. Der gik kun en bus en gang i timen hjem til landsbyen, så jeg har brugt meget tid på at vente på den. Mine forældre var i 1970’erne flyttet i kollektiv i Ormslev på en nedlagt skole, men kollektivet gik i opløsning, og så var de to familier, der i stedet skabte et bofællesskab. Vi var fire børn og fire voksne, der delte alting i hverdagen. Fordelene ved det er blevet endnu tydeligere, nu hvor jeg selv har fået børn. Det var sundt for mig at have andre voksenforbilleder. F.eks. kan jeg huske, at jeg tænkte meget over, at de ikke skændtes så meget inde ved siden af, hvordan kunne det nu være? Hjemme hos os blev der råbt ret højt og smækket med dørene, ikke mindst af mig, jeg var sindssygt hidsig. Indimellem kan jeg godt længes efter at give mine børn en tilsvarende opvækst, hvor der altid er nogen hjemme, plads og frihed til at udfolde sig. Og hvor vi voksne kan passe hinandens børn og skiftes til at lave mad. Det er lidt trist, at vi barrikaderer os i hver vores lille familie.  

Om en af mine store fejltagelser, ved jeg nu ... 

– At jeg har haft for svært ved at sige fra, når nogen overtrådte mine grænser. Som yngre ville jeg gerne have været mere tro mod min mavefornemmelse og ikke fundet mig i at blive talt ned til. Det ironiske var, at jeg oplevede mig selv som rebelsk, ingen skulle bestemme over mig. Jeg fik tit at vide, at jeg skulle styre mit temperament og lade være med at gå mine egne veje. Men indenunder det oprørske har der altså også boet en duks, som gjorde mig afhængig af at få andres accept. Engang medvirkede jeg i en teaterproduktion, hvor stemningen var så elendig, at jeg blev fysisk dårlig af det. Alligevel gik jeg ikke min vej, for så ville de jo få problemer og blive kede af det. I dag, 15 år senere, fatter jeg ikke, at jeg fandt mig i at blive så jordet, det eneste rigtige havde været at sige fra. Det er jeg blevet bedre til, heldigvis, men jeg kan stadig være lidt for bange for at ødelægge den gode stemning. 

Om mit temperament ved jeg nu …

 – At det er vildt og har givet mig mange problemer. Andre kan have det virkelig svært med, at jeg har så kort en lunte. Men jeg ser også store fordele ved det. Jeg oplever det som min drivkraft og det, der giver mig nem adgang til mine følelser i mit arbejde. Selvfølgelig skal jeg kunne styre følelserne, så de ikke går ud over andre, men på andre måder er jeg egentlig godt tilfreds med min hidsighed. Jeg kan også lide, at mine børn er temperamentsfulde, hellere det end at de har for lidt temperament. Jeg lærer dem at tøjle de største udsving, men også hvordan de kan bruge et brusende følelsesliv til at udfolde sig med. Heldigvis er jeg samtidig god til at sige undskyld, og det lærer jeg også mine børn at kunne. Der er dage, hvor min datter og jeg siger undskyld til hinanden fem til seks gange.

Om mænd ved jeg nu … 

– At de stadig tjener utrolig meget mere end kvinder gør, også i min branche, og det undrer mig afsindigt meget. Jeg har oplevet lønforhandlinger, hvor jeg bliver tilbudt 10.000 kr. under det, som min mandlige kollega med samme anciennitet får. Det gør mig målløs. Hvordan kan vi i et moderne vestligt land som Danmark være så håbløst bagud med ligestillingen. I mange år ville jeg ikke kaldes feminist, for egentlig troede jeg ikke, at mænd havde flere muligheder end kvinder. Men det har de, ved jeg nu. Der er også klart flere gode hovedroller til mænd end til kvinder. I stedet for at blive bitter, forsøger jeg at handle mig ud af mit raseri.  Sammen med ni andre kvinder har jeg dannet kunstnerkollektivet Sort Samvittighed. Vores forestillinger med tekster af bl.a. Tove Ditlevsen og Anne Linnet er blevet meget populære, så samtidig med at vi lyser på andre kvindelige kunstnere, har vi også skabt gode, indbringende kvinderoller til os selv. Det føles enormt tilfredsstillende.   

Om kærligheden ved jeg nu ... 

– At den betyder alverden for mig. Jeg mødte min mand, Jimmy Jørgensen, på Aarhus Teater i 2008. Vi var med i hver sin forestilling og på gæsteophold i byen.  Om aftenen fik vi for vane at hænge ud sammen, snakke og drikke en masse øl og fik efterhånden et ret godt øje til hinanden. Derefter tog det yderligere et par år, før vi blev et par. Det er klart, at vores forhold som alle andre til tider er udfordret. Men det er for stor en åbning at lave, hvis jeg i interviews hver gang skal fortælle i detaljer om, hvordan det går os lige nu. Det føles bare for helligt og privat. 

Om at blive mor ved jeg nu …

– At det jo er en fantastisk kraft, der slippes løs i en, når man får børn. Tidligere tog mit arbejde hele mit fokus, men nu har Billie og Morgan trumfet det. De har ikke gjort lysten til mit arbejde mindre, der er bare kommet mere balance i det. De skaber liv og glæde, men kræver også en masse. Forleden så vi sammen tegnefilmen De utrolige om en superheltefamilie, hvor morens superkraft bestod i, at hun kunne få enormt lange arme. Sådan nogle føler jeg også, jeg har udviklet, så jeg hele tiden kan gribe ud efter nogen eller kramme dem eller stoppe dem i noget tøj. Før kunne jeg bruge en hel dag på at lade op til at spille om aftenen. I dag er jeg mere afslappet. Tre måneder efter, jeg fødte Morgan, havde jeg ham med på armen i omklædningen og ammede ham nærmest på vej ind på scenen, og alligevel kunne jeg sagtens præstere det, jeg skulle. Så jeg er gået fra at være den, der kom først og gik sidst, til at blive den der kommer sidst og går først, og synes alligevel, jeg er lige så skarp på scenen som før.

Om mod ved jeg nu …

– At det først er bagefter, jeg har tænkt, at det egentlig var modigt at flytte til København som 17-18-årig uden at vide, hvor jeg skulle bo. Jeg fik et Krakskort og min cykel med, så jeg kunne komme rundt. Egentlig også vildt modigt af mine forældre at slippe mig løs på den måde. I første omgang boede jeg hos min moster i Vanløse, men i anden omgang måtte jeg overnatte på sofaen hos en veninde i 14 dage, indtil jeg fandt et værelse. Jeg var bange for, at folk skulle synes, at jeg var en kæmpestor bonderøv og lavede ikke stor reklame for mig selv. Jeg turde heller ikke ringe til en skuespiller og spørge, om jeg måtte læse hos vedkommende, for tænk hvis jeg blev afsløret i ikke at være god nok. Alligevel vovede jeg mig kun 18 år gammel til prøve på Statens Teaterskole. Det kan virke lidt modsætningsfyldt, men på scenen tør jeg mere end udenfor den. Da jeg for nylig holdt en tale til min fars 70 års-fødselsdag, var det med bæven og rysten, selv om vi på grund af corona-epidemien kun var ti.

Om familie ved jeg nu … 

– At den betyder meget. Både min nærmeste familie og den sammenbragte familie, jeg med Jimmy blev en del af. Da jeg mødte ham, var der allerede nogle ret faste traditioner omkring jul, og pludselig sad jeg i Birkerød og holdt juleaften med Jimmys datter Sally, hendes to søstre og deres mor Lise og Lises mor. Det er meget kærligt og generøst og kan kun lade sig gøre, fordi Lise er et fantastisk menneske, der villigt lukker andre ind i sin familie. Hatten af og kæmpe respekt for det. Vi stimler også sammen til andre familiefester, og jeg holder virkelig meget af det samvær, og at mine børn på den måde udvikler et stærkt bånd til deres seje og kloge storesøster og hendes verden. 

Hvem er Signe Egholm Olsen

• 40 år og uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole i 2003.
• 19. september til 24.oktober kan hun opleves på Husets Teater i København i forestillingen Lille Eyolf, hvor hun spiller mor til den handicappede Eyolf, der dør i en ulykke.
• Du kender hende bl.a. fra roller som Maria i filmen Nordkraft og Iselin i tv-julekalenderen Pagten, samt fra tv-serier som Borgen og en lang række teaterforestillinger.
• Privat danner hun par med sangeren og skuespilleren Jimmy Jørgensen, sammen har de børnene Billie på otte og Morgan på fire.