Signe Lindkvist: "Jeg sagde slet ikke til nogen, at jeg gik rundt med en kæmpe sorg"

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Det var Tinvej, hvor jeg boede med min mor i et keramisk kvindekollektiv. Det var en ekstremt stejl vej i et ret øde område. Dengang i 70'erne var man nemlig bange for, at keramikovnene skulle eksplodere, så det måtte ikke ligge i et beboelsesområde og lå derfor i et industriområde. En idyllisk hvidkalket gård, hvor der var følelser, kærlighed, rod, dyr og højt til loftet. Det hele var ret kontrastfyldt, og det blev mit liv også. Jeg er vokset op i et hippiemiljø i Nordsjælland, hvor min mor syede tøj af en gammel faldskærm, og vi havde påfugle i køkkenet, mens de andre i området kørte i BMW og spiste frikadeller. Jeg skulle finde balancen i det, så jeg besluttede ret tidligt, at jeg ikke ville være som alle andre. Det var en klog beslutning, for i dag lever jeg jo af det.

Din levevej?

– Som barn ville jeg være advokat eller skuespiller. Advokat fordi min mor sagde, at jeg var god til at argumentere, og så kunne jeg også tjene mange penge. Men jeg spillede allerede teater som ung, og jeg kunne fornemme, at det var noget, jeg var god til. Da jeg var 16 år, blev jeg henvist til en prøvefilmning i DR. Det var X-faktor-agtig udskillelse, for først var vi 500, så var vi 100, så 50, 20, og til sidst var vi mig og Casper Christensen. Vi fik begge to jobbet, men fordi jeg var 16 år, ville DR kun give mig børneløn. Jeg kæmpede vildt og endte med at få voksenløn. Det var ret stort. Programmet hed Hvaffor en hånd, og det var mit første tv-job.

Dengang så 86 procent af alle danskere med, ellers blev man kaldt til samtale på chefens kontor. Når man lavede et eller andet sjovt i tv, så gjorde alle andre det samme. Der var engang, jeg lavede et spindelvæv af en masse tråde i programmet, og da jeg en dag kørte forbi Høje Gladsaxe, kunne jeg se i vinduerne, at alle havde gjort det samme.

Det er i dag 26 år siden, jeg begyndte i DR. Dengang skrev jeg mine manuskripter i hånden og gik på posthuset og faxede dem til DR, hvor de blev renskrevet på maskine. I dag er jeg selvstændig i mit enmandsfirma, og jeg arbejder både i og uden for tv. Jeg laver tv, foredrag og store shows, og så laver jeg cirkus hele sommeren. Jeg sagde min faste stilling i DR op, fordi jeg arbejdede 45 timer om ugen, og jeg vidste, at jeg ikke skulle have flere børn. Så jeg prioriterede at hente min datter, Karla My, klokken 14 eller pjække en hel dag og stå klar med te og nybagte boller. Jeg vil også være noget for familien, mens de har brug for mig.

Mister du nogensinde vejgrebet?

– Min mor døde, da jeg var 24 år. Jeg havde lige sagt ja til at lave en rejsereportage på TV2, hvor jeg skulle rejse verden rundt med to andre værter og et kamerahold i fire måneder. Jeg tog af sted 10 dage efter min mors begravelse, og jeg var så bange for, at tv-holdet ikke ville turde sige til mig, hvis jeg ikke var god nok. At de ville skåne mig, fordi min mor lige var død. Så jeg sagde slet ikke til nogen, at jeg gik rundt med en kæmpe sorg. Da jeg kom hjem til Danmark, faldt jeg en dag om på min cykel. Jeg måtte sygemelde mig og gå i hardcore terapi for at blive et menneske igen. Det var jo ikke hårdere for mig end for alle andre mennesker at miste en mor, men jeg havde ikke taget sorgbearbejdelsen alvorligt.

Hvornår har du stået ved en korsvej?

– Jeg har for eksempel besluttet mig for, at jeg ikke gider opfatte mig selv på en bestemt måde. I min branche er det ikke ret smart at være halvanden meter høj, lyshåret og have store bryster. På et tidspunkt var jeg nødt til at gøre op med mig selv, at jeg ikke ville gå op i mit udseende. Hvis jeg hele tiden skulle tænke på, om jeg nu var tynd nok og smuk nok, så ville jeg bruge for meget af min hjernekapacitet på det. Der er jobs, du ikke kan få i tv-branchen, når du ikke er lækker nok, og jeg er ikke atletisk af bygning, som det hedder. Jeg tror godt, jeg kunne være gået ned på det, men det gad jeg ikke, så jeg slap det totalt og sagde: "Okay, så er jeg den sjove og fjollede". Det var befriende. Jeg har mange kolleger, der døjer med anoreksi, og kostumierne prøver at stå og skrue dem ned i størrelse 34, fordi det er smart at kunne passe kollektionsprøverne. Jeg bliver træt, når jeg ser udbuddet af kvinder i tv. De fleste har et ansigt, der ikke bevæger sig, de har noget i læberne og ligner kyllingefileter over kindbenene. Jeg ville ønske, der var flere som Sofie Linde, Puk Elgård og Tine Gøtzsche, der ser naturlige ud. I 2018 burde kvinder blive hyret for deres talent og ikke deres udseende. Jeg glæder mig til revolutionen!

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Jeg har været i tv, siden jeg var 16 år, så jeg har nærmest aldrig prøvet andet. Alle danskere har sikkert set mig i tv på et eller andet tidspunkt, så jeg tænker ikke over det i dag. Men jeg undgår selvfølgelig Lalandia i påskeferien, for så ville der lynhurtigt stå 100 børn foran mig, og jeg ville være på arbejde igen. Jeg tænker faktisk mest over det i forhold til mit eget barn. Hun ved godt, at en Tivolitur betyder, at jeg stopper 35 gange for at få taget en selfie, men hun er efterhånden vant til at dele sin mor med andre. Heldigvis er folk jo altid søde, når de stopper mig. Og så er der dem, der tror, at jeg er Puk Elgård.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Det har Mads. Ingen af mine venner ville have troet, at det var en god idé med os to, for vi er hinandens modsætninger. Men jeg tror, det er derfor, det fungerer. Jeg elskede også min datters far engang, men vi var for ens. Mads er direktør, går i jakkesæt, stemmer til højre for mig og har styr på sin pensionsopsparing. I starten kunne jeg godt tænke: "Hvordan skal det her nogensinde gå", men da vi overgav os, lærte jeg, at jeg bliver et dejligere menneske med ham. Jeg kan bedre lide Signe med Mads end Signe uden Mads. I dag bor vi sammen og har også hans to piger på halv tid. Så nogle gange er vi fem, og andre gange er vi kun mig og Mads.

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

– Det er faktisk mit barn, Karla My. Hun var to et halvt år, da jeg blev skilt fra hendes far. Jeg kan huske alle de aftener, jeg sad og var skilt, forvirret og ked af det. Jeg talte meget med hende om livet – på hendes niveau. Det hjalp mig. Vi har i det hele taget altid talt meget sammen. På godt og ondt. Nu er hun næsten 13 år, og jeg er så taknemmelig for, at det kloge hoved er i mit liv. Jeg er typen, der har svært ved at falde til ro. Da jeg var ung, troede jeg, at jeg ville få børn, hus og bil, og at der ville være styr på det. Nu er jeg 42, og jeg har barn og hus, men jeg føler stadig ikke helt, der er styr på det.

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Jeg er mentalt på vej i cirkus. Det dejlige ved at blive gammel er, at du kan nyde frugterne af det, du har lavet i din ungdom. Nyde at min datter er godt opdraget, og at jeg har luget min have, så den ser pæn ud. I år skal jeg nyde, at jeg for ti år siden var med til at opfinde Cirkus Summarum. Ideen opstod, da vi lavede Åh Abe-koncerterne over to weekender. Den ene weekend var så varm, at man anbefalede folk at blive hjemme, og den næste weekend regnede det hele væk. Derudover var arrangementet præget af candyfloss og billige parisertoasts. Muskelsvindfonden, der lavede Åh Abe-koncerterne, ville lave noget indendørs, og så opstod Cirkus Summarum, fordi jeg altid har elsket cirkus. De første år kæmpede vi hårdt for at få folk til at være med, men nu sælger billetterne hurtigere end en stor rockkoncert. Jeg har ikke været med de sidste par år, men nu glæder jeg mig som en gammel cirkushest til at vende tilbage.