“Det var hjerteskærende, men historien i Afghanistan var langt vigtigere end min søns fødselsdag”

“Jeg kom til Afghanistan første gang i 2009, for at rapportere for TV 2 og blev mødt af så mange mennesker fyldt med kærlighed til trods for, at de stod midt i en krig. Jeg boede der fast i halvandet år fra 2010 til 2012 og har siden rejst frem og tilbage mange gange om året. Jeg oplevede, at der kom kvinder i parlamentet, pigerne kom i skole, unge kvinder fik universitetsuddannelser, og nogle af de afghanske kvinder fik frihedsrettigheder, som de ikke havde haft under Taliban-regimet i 90’erne. Der skete en masse, som måske ikke var alverden set med vestlige øjne, men som fyldte meget i en afghansk kontekst, hvor kvinderne blev betragtet som andenrangsborgere.”

“Nu har kvinderne mistet det hele igen, og Taliban er tilbage ved magten. Det er verdenshistorie, det der sker nu. En stormagt har forladt landet efter 20 års krig. Vi har mistet 44 danske soldater, vi har brugt milliarder på genopbygning, prøvet at indføre demokrati og kæmpet for kvinderettigheder. Vi skulle sørge for, at Afghanistan ikke blev en terrorrede igen, og nu er alt kastet op i luften. Vi efterlader en masse kvinder og mænd, som har fået deres drømme, håb og liv knust. Pigerne fra 7. klasse og op må ikke komme i skole. Der er kvinder, som ikke må komme på arbejde, fordi Taliban har besluttet, at kvinder skal blive hjemme, og at alle offentlige stillinger skal erstattes af mænd. Der er kvinder, som står alene med børn, og så er der alle de kvinder, som har stukket næsen frem og kæmpet for deres egne og deres medsøstres rettigheder og som nu er flygtet, fordi de er bange for at blive slået ihjel. Det er et kæmpe vendepunkt for Afghanistan og afghanerne, og derfor er det også utrolig vigtigt at dække det, der sker.”

“Da Taliban begyndte at tage magten, var jeg usikker på, om det var muligt at komme afsted. Jeg har korrespondent-venner i hele verden, så jeg ringede rundt til dem for at høre, om de tog derned. Nogle af dem var i Afghanistan og sagde, at de allerede var på vej ud igen, fordi det var for farligt og usikkert, og fordi de var bange for, hvad der ville komme til at ske. De syntes ikke, jeg skulle tage derned. Jeg havde været i Afghanistan en måned forinden, hvor jeg så, at det hele gik stærkt. Frygtscenariet var, at Kabul ville blive frontlinjen. Ville der være kamp i gaderne? Ville der være raketangreb og selvmordsbomber? Ville Taliban begynde at halshugge og kidnappe journalister? Vi vidste det ikke. Afghanistan har altid været et farligt land at rapportere fra og er et af de farligste lande for journalister. Jeg har selv mistet flere journalistvenner dernede, så det er altid med en risiko, at jeg tager derned. Denne gang var forskellen bare, at NATO-styrkerne og amerikanerne var på vej ud, så der var ikke rigtig nogen beskyttelse. Ikke en gang en dansk ambassade, hvor jeg ville kunne gå hen og få hjælp, for den var lukket.”

“Det var nogle kaotiske døgn op til, at jeg tog afsted. Mange frarådede mig at gøre det. Der var også et dilemma på hjemmefronten. Jeg har to sønner; Daniel på tre og Adam på syv. Vi skulle holde stor fødselsdagsfest for Adam om søndagen og fejre hans syvårs fødselsdag. Jeg kunne godt se, at det gik stærkt i Afghanistan, så hvis jeg skulle afsted, skulle jeg nok rejse aftenen før hans fødselsdag. Jeg måtte desværre sige til ham, at mor skulle på arbejde. Han blev simpelthen så ked af det. Han kunne ikke forstå, at jeg skulle til Afghanistan, for jeg havde jo lige været der. Børnene tror, jeg er på ferie, når jeg er ude at rejse. De ved ikke, hvad mit arbejde går ud på. Et par dage efter havde Adam første skoledag, hvor jeg heller ikke kunne være der. Det var hjerteskærende, men historien i Afghanistan var langt vigtigere end en fødselsdag og en første skoledag.”

“Da jeg tog afsted, var det med en uro i maven, jeg ikke havde haft før. Jeg vidste ikke, hvad der ville ske. Min smertegrænse var, hvis Taliban løslod de farligste fanger, som sidder i det største fængsel lige uden for Kabul. Hvis det skete, ville det ligefrem være dumt at tage derned. Det skete så, mens jeg var i luften. De løsladte 5.000 Al-Qaeda-, ISIS- og Taliban-fanger, så da jeg mellemlandede i Istanbul, var jeg i tvivl, om jeg skulle vende om. Men jeg tænkte: “Jeg har min skudsikre vest og min hjelm,” så jeg forsatte rejsen. Jeg bookede en masse flybilletter hjem, så jeg kunne komme ud af landet igen. Men jeg vidste ikke, at de ville lukke lufthavnen. Jeg landede med det sidste fly i Kabul. Så var det ligesom sket. Alle fly blev indstillet, og jeg kunne ikke komme ud. Det var den søndag, Taliban overtog Kabul. Jeg så, hvordan Talibankrigere kom kørende ind i hovedstanden, og hvordan der pludselig var en frygtindgydende stilhed i byen, som jeg ikke havde oplevet før.”

“Jeg sendte min første live på TV 2 fra toppen af det hotel, jeg var checket ind på, men jeg fik hurtigt en følelse af, at der ikke var sikkert at være. Så jeg flygtede igennem byen for at komme hen til et andet hotel ved lufthavnen. Jeg var simpelthen bange for, hvad fangerne kunne finde på, hvis de fik fat i mig. På det nye hotel var der andre internationale korrespondenter, men de blev evakueret en efter en. Og efter et par døgn var vi kun otte pressefolk tilbage. To britiske hold, et amerikansk hold og så mig. Alle andre var blevet evakueret. Jeg var ene dansker. Det var mig og min mobiltelefon. Det var min sikkerhedsrådgiver i Danmark, der ville have mig ud på hotellet ved lufthavnen. Jeg syntes, det var et åndsvagt sted, jeg var faktisk skidesur, for der var fyldt med sandsække, pigtråd og bevæbnede vagter, og sådan arbejder jeg altså ikke. Jeg vil gerne være tæt på befolkningen.”

“Ude foran hotellets store metalport begyndte der at være rigtig mange mennesker. Den første dag var der måske flere hundrede. Folk var desperate efter at komme ind i lufthavnen. De britiske soldater prøvede at holde dem hen, og Taliban stod og skød op i luften. I løbet af et par døgn var der så mange derude, at folk begyndte at blive mast ihjel. Jeg så ligene. Vi kunne heller ikke komme igennem menneskemassen, for så ville vi også blive mast. Så det endte med, at vi var ufrivilligt fanget på hotellet. Vi ville gerne have været inde i byen, men det gik op for os, at den virkelige historie var den fejlslåede evakuering af alle afghanerne, som var desperate efter at forlade deres land. For dem var Taliban lig med død og en forfærdelig fremtid. Det er ikke for sjov, at man pakker hele sit liv ned i en lille rygsæk. Lufthavnen var lyset og håbet.”

”Vi arbejdede i døgndrift, vi talte med folk og så babyer blive kastet over pigtrådshegn, fordi forældrene var desperate for, at de skulle reddes. Jeg mødte små børn, der var blevet væk fra deres forældre. Hvis ikke vi havde sendt billeder og beretninger derfra, var det ikke kommet ud, hvor kaotisk evakueringen var. Det var en kamp mod tiden, for 31. august var deadline for, hvornår alle internationale soldater skulle være ude af landet. Det er den vigtigste historie, jeg har rapporteret om.”

“Det var svært at sove om natten, men til sidst er man så udmattet, at man falder om. Jeg kørte hele tiden på adrenalinen. Jeg blev bombaderet med desperate beskeder fra fremmede, som troede, at jeg kunne hjælpe dem. Men jeg kunne jo ikke hjælpe. Jeg endte med også at rapportere til engelsksprogede medier i andre lande, fordi vi var så få journalister dernede. Så mange kontaktede mig, men jeg havde ikke tid til det hele. Nogle gange nåede jeg ikke at spise, så blev det bare et hurtigt stykke brød. Det var 11 intense døgn.”

“Jeg har aftalt med min mand Allan, at jeg ikke ringer hjem, men børnene må gerne ringe til mig, hvis de får brug for det. Jeg vil ikke skabe unødig støj i deres hverdag og rutiner. Mine børn ringede og spurgte, hvor jeg var? “På hotellet,” sagde jeg. “Er der pool? Og hvor er dine venner?” Jeg svarede, at de ikke var der lige nu, mens der lød skud i baggrunden. Det tænkte de heldigvis ikke over.”

“Allerede to dage efter jeg var ankommet, ringede Udenrigsministeriet til mig om natten og sagde, at jeg godt kunne gå over til landingsbanen, så jeg kunne blive evakueret. Jeg takkede pænt nej tak, jeg skulle ikke evakueres. Ikke endnu. Jeg tog den beslutning uden at vende det med min chef. Set udefra var det måske lidt vanvittigt, men jeg kunne ikke forlade landet. Historien var for vigtig. Jeg skulle nok komme ud med briterne eller amerikanerne.”

“Jeg endte med at komme ud med et af de sidste amerikanske transportfly sammen med omkring 400 flygtninge og de andre pressefolk fra hotellet. Vi kom til Qatars hovedstad Doha og trængte bare til ro. Dagen efter vi var rejst fra Kabul, var der et blodigt selvmordsangreb, der dræbte utrolig mange mennesker lige dér, hvor vi havde været. Det første jeg tænkte, var: “Nej! jeg skulle have været der nu for at dække det.” Men det var nok meget godt, jeg ikke var der. For sandsynligheden for at en af os var kommet hjem i en ligpose, var stor. Min mand ringede og sagde: “Fedt, du er kommet til Doha, så kan du komme hjem om lidt, børnene savner dig helt vildt!” “Nej, det kan jeg ikke,” sagde jeg. “Jeg skal lige lande.” Jeg skulle skifte mentalt fra Kabul til Doha. Jeg kunne ikke bare tage direkte til København. Det hele havde været så intenst og følelsesmæssigt hårdt, at jeg kunne ikke bare tage hjem og læse om Peter Pedal. Jeg rapporterede videre om historien fra Doha i en uge.”

”Da jeg kom hjem til Danmark efter to en halv uge, var det meget kontrastfuldt. Jeg var så udmattet og træt, men et par dage efter tog jeg til forældremøde, og det var nærmest som at stå og piske mig selv levende. Vi skulle sidde og tegne, og jeg tænkte: “Hvad fanden foregår der? Jeg sidder simpelthen ikke her og tegner, mens Taliban lige har dannet regering i Afghanistan.” De andre forældre snakkede om nogle børn, der lavede uro i klassen. “Hvor er de møgforkælede,” tænkte jeg, for der er børn i Kabul, der slet ikke kan gå i skole. Jeg indså, at jeg aldrig skal til et forældremøde så kort tid efter hjemkomst fra en krigszone. Siden har jeg været nødt til at afskærme mig selv og tage det stille og roligt.”

“Det er svært at vide, hvordan fremtiden ser ud for Afghanistan. Det kan gå mange veje. En borgerkrig er ikke udelukket og når folk ikke ved, hvad der kan ske i morgen, skaber det meget utryghed. Det er en usikker fremtid, der venter, og det kan ende i en meget stor humanitær krise. Vi ved ikke alt, der sker dernede lige nu. Den dygtige afghanske journaliststand er flygtet, og der er journalister, som er blevet tortureret af Taliban i Kabul, så det er meget begrænset, hvad der kommer ud af informationer.”

“Men jeg skal snart derned igen. Og jeg glæder mig til det. Det er vigtigt for mig at se, hvad der er sket. Jeg skal forholde mig til det nye Afghanistan. Og fortælle historierne.”