"Min opvækst er ikke noget, jeg ville byde mine egne børn"

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Jeg voksede op i mange lande, for min far var ingeniør, og da jeg var cirka tre år, fik han job i Iran, så hele baduljen – jeg havde fire ældre brødre – flyttede til Iran. Der adopterede mine forældre min lillesøster, som havde polio og var blevet anbragt på det børnehjem, hvor min mor arbejdede som frivillig. Derefter flyttede vi til Pakistan, hvor vi boede et halvt år, og jeg gik på muslimsk skole og lærte at skrive arabisk. Så flyttede vi til Holland og siden et røvkedeligt sted i Tyskland, inden vi flyttede to år til Trinidad, hvor jeg gik på engelsk skole med skoleuniformer. Undervejs gik jeg faktisk også i skole et halvt år på Samsø, hvor min familie havde et hus, og så tilbage til Trinidad igen. Jeg talte flydende persisk, da jeg var lille, men jeg glemte det hurtigt igen, og mit hollandske er også væk. Tysk og engelsk taler jeg stadig ret godt, men mit engelsk er lidt rastafari-engelsk.

Jeg har det meget dobbelt med min opvækst, for det var ikke noget, jeg nogensinde ville byde mine egne børn, men jeg kendte jo ikke til andet. 

LÆS OGSÅ: Mette Bluhme Rieck: "Medmindre man har hadet sin opvækst, får man lyst til at give den videre til sine børn"

Mine brødre var flyttet hjem lidt ad gangen, mens vi var væk, og to af dem var kollektiv-hippier på Djursland, da jeg kom hjem. Jeg startede forfra ved at gå på gymnasiet i Grenå, fordi ingen rigtig vidste, hvad jeg kunne efter de mange år i forskellige skoler. Men jeg fik faktisk en ganske udmærket studentereksamen alt taget i betragtning. 

Hvordan fandt du din levevej?

– Jeg var altid glad for at tegne og læse bøger, og jeg troede, jeg skulle på kunstakademiet. Mest for at få SU søgte jeg ind på dramaturgi, mens jeg havde forskellige småjobs i Aarhus som statist og bartender. Min veninde ville søge ind på skuespillerskolen, og hun fik skaffet os et halvt års gratis undervisning af en skuespiller, og da jeg søgte ind på skuespillerskolen som 19-årig, kom jeg ind. 

Når jeg ser på de unge skuespillere i dag, bliver jeg helt rædselsslagen ved tanken om at søge ind, men dengang var jeg en 19-årig punker, som tænkte: ”Enten vil de have mig, eller også er jeg bare ligeglad”. I dag ville jeg aldrig turde søge ind, og jeg ville da slet ikke have regnet med, at jeg skulle lave det her så længe. Efter skuespillerskolen blev jeg ansat på Aarhus Teater, jeg havde nok ikke været den flittigste elev, og jeg var sgu ret grøn, men det gav mig hår på brystet, for jeg fik lov at prøve en masse ved at være med i det ensemble. Jeg sagde op for at flytte til København, og efter et år blev jeg freelancer. 

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Det var meget voldsomt, efter jeg var med i Strisser på Samsø. Dengang var der jo ikke ret mange serier, så alle så den. Det var heftigt, og jeg kunne ikke engang få mig selv til at se den – jeg har faktisk stadig ikke set alle afsnittene. Jeg er enormt selvkritisk, og jeg var ikke tilfreds med det, jeg lavede. Jeg syntes, det var en lorterolle, og jeg spillede ad helvede til, så jeg var bestemt ikke sådan selvfed omkring Strisser på Samsø. 

Efter jeg havde været med i den serie, kunne jeg gå ned ad Blågårdsgade og ikke vide, om folk smilede til mig, fordi jeg så sød ud, eller fordi de havde set mig i tv. Det var et tab for mig. Så farvede jeg håret mørkt, for at ingen skulle genkende mig. Nogle gange var der alligevel nogen, der kom og spurgte, om jeg var søster til hende fra Strisser på Samsø. Jeg tror måske, den rolle blokerede for nogle andre fede ting, og jeg ved, at jeg på et tidspunkt ikke blev brugt af DR – som ellers havde meget større budgetter – fordi jeg havde medvirket i den TV2-serie. Så Strisser på Samsø var både på godt og ondt. Men jeg har levet godt af det her arbejde i 31 år, så jeg skal jo bare klappe kaje. 

LÆS OGSÅ: Nikoline Werdelin: ”Jeg blev skilt som 30-årig, og da fløj hele bilen af vejen”

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Jeg har været gift med Mikkel i 20 år. Vi har to børn sammen, vi blev voksne sammen, og jeg vil altid elske ham. Men i 2012 mødte jeg en ny mand, som jeg er gift med nu. Kasper er arkitekt, og jeg mødte ham til en fest, hvor ingen af vores respektive eks’er gad tage med. Den aften sad vi og flettede fingre i 10 timer. Kasper er 10 år yngre end mig, og han var også i et andet forhold og havde endda små børn. Efter et halvt år gik han, men jeg kunne ikke. Det var en lang og heftig proces, for det er så svært at splitte to familier. Tre år senere blev jeg skilt, men Kasper og jeg ventede med at flytte sammen, for hans børn var små, og min mindste var på det tidspunkt 14 år og har en autismediagnose. De blev jo påvirket af de valg, vi traf. Først flere år senere flyttede vi sammen, og i dag er vi glade for, at vi gjorde det på den måde. Vores børn fik mulighed for at fordøje og vænne sig til det. Jeg vil anbefale alle at klappe hesten i den situation. 

Kasper er meget velbegavet og smuk, og så har vi en fantastisk kemi. Han er vidunderlig at være sammen med, og så kan tossen også godt lide mig! Han blev jo ved, selv om jeg var ”hard to get” i begyndelsen. Jeg ved ikke, om mit forhold til Mikkel nogensinde bliver rigtig godt igen, for det har været en hård omgang, men nu har han fundet en vidunderlig ny kvinde, og vi kan tale sammen. 

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

– Ikke nogen specifik. Jeg bruger mine venner, og folk har jo forskellige forcer, så jeg opsøger forskellige mennesker alt efter, hvad det handler om. Jeg var engang med i en forestilling, hvor jeg følte, jeg blev presset til at spille lidt for stort. Så sagde Tommy Kenter til mig: ”Hold igen. Du skal ikke sælge ud fra starten”, og det har jeg brugt siden. Man skal ikke give publikum alt lige fra starten. Der var også engang en østtysk instruktør, som instruerede mig i en ikke særlig vellykket forestilling. Han forklarede mig, at normalt er rollerne dummere, end man selv er. Det var dog ikke tilfældet i denne rolle. Hende, jeg skulle spille, var lige så intelligent som mig selv. Men sådan er det sjældent. Mennesker bliver forenklet i fiktionen, hvor virkelige mennesker er mere komplicerede. I øvrigt kan jeg bedst lide at spille roller, der ikke minder om mig selv. Det falder mig lettere.

LÆS OGSÅ: Signe Egholm Olsen: "Andre kan have det virkelig svært ved, at jeg har så kort lunte"

Har du nogensinde mistet vejgrebet?

– Jeg har været ramt af det, jeg vil kalde emotionel stress. Jeg synes ellers, jeg har været rimelig god til at tackle arbejdspres, selv i de perioder hvor jeg stod med to små børn. Men på et tidspunkt fik min bror knoglekræft, og han døde, mens jeg var instruktør på en forestilling. Jeg var meget tæt på min bror i hele det forløb, men pludselig en dag da jeg kom ud fra prøver, var han død. Jeg gennemførte den forestilling, jeg var instruktør på, men den næste forestilling, jeg skulle have været med i, måtte jeg springe fra. Jeg tror, at når døren til stress en gang har været åbnet, så vil den altid være det, og jeg vil altid være lidt sart og opmærksom på mig selv. Jeg har nu tre døde brødre, flere af mine venner er døde og mine forældre. Der er mange, der dør, og det gør noget ved mig hver gang. Derfor er jeg altid opmærksom på mit stressniveau. Ikke med hensyn til arbejdet, men emotionelt. 

Hvor er du på vej hen lige nu? 

– Først og fremmest er jeg på vej til at lave forestillingen Dirty Dancing, som er noget helt andet, end jeg plejer at lave. Faktisk troede jeg, de havde ringet forkert, da de spurgte, om jeg ville komme til casting på en musical, for jeg kan hverken synge eller danse, men det skal jeg heller ikke i den forestilling. Det er sjældent, jeg siger nej til en casting, men det overvejede jeg, for jeg var sikker på, at jeg alligevel ikke ville få rollen. Jeg tog dog afsted og fik rollen, så nu skal jeg være Marjorie Houseman (Babys mor, red.) i Dirty Dancing. Det er sjældent, man får mulighed for at være med i så stor en produktion, og det er søde mennesker. Jeg skal formodentlig også være med i en polsk produceret horror thriller til Netflix, hvor jeg indtil videre har medvirket i et pilot-afsnit. Det er ret sjovt, for de har castet i hele Norden, og fem ud af de syv skuespillere er danskere. Polen har dog været hårdt ramt af corona, men jeg har på fornemmelsen, at det nok skal blive til noget. Mit arbejdsliv er som at hoppe fra ø til ø.

Hvad tænkte du på vej herhen?

– Helt ærligt? Jeg tænkte: ”Åh nej, nu skal jeg snakke om mig selv og fortælle om mit liv igen.” Når jeg siger ja til interview, så gør jeg det også ordentligt, men ofte kan jeg bare ikke overskue det. Det er ikke for at være krukket. Og så tænkte jeg også, at jeg håber, jeg får en cigaretpause undervejs ha-ha.