”Engang var kvinder helt døde, når de rundede 40. Men sådan er det ikke mere”

0 til 10 år (1978-1988)

Fællesspisning og cellospil

"Jeg voksede op i Mejdal, en lille forstad til Holstebro. I en fællesbebyggelse, der stoppede lige der, hvor markerne begyndte.

Det var ikke et kollektiv, men en lille enklave af ligesindede børnefamilier, der ville en anden form for liv og fællesskab, end det der blev levet i parcelhusene.

Læs også

Iben Dorner: ”Dét kan være enormt svært ikke at tage det personligt”

Det var båret af ideologi, men var også bare en praktisk indretning. En form for 1980’er-optimering, som gav mine forældre, der arbejdede på meget forskellige tidspunkter, lidt mere luft i hverdagen. Det var en helt klassisk ”når far kommer hjem, så er mor lige gået”- situation hjemme hos os. Og det hang bare bedre sammen, når man var del af et større fællesskab med fællesspisning et par gange om ugen.

 Mit barndomshjem var et hjem med klaver og samspil. Med nærhed. Og klassisk dannelse. Min far er cellist og underviste mig i cello, fra jeg var 7 år. Og selvom det var en blandet oplevelse at have ham som ambitiøs og dedikeret underviser, og mine hypermobile fingre aldrig fik det nødvendige greb om instrumentet, gav det en helt unik nærhed og forståelse mellem os. Det er hundrede år siden, jeg opgav at spille, men celloen findes stadig som en følelsesstreng i mig. Mellem mig og min far. Og mellem mig og min barndom. Jeg græder stadig, når jeg hører et smukt stykke cello-musik. 

Som lille græd jeg også hver gang, vi skulle hjem fra en teaterforestilling eller forlod et cirkustelt. Ulykkelig og helt utrøstelig over at jeg skulle forlade al magien. Især min mor var virkelig god til at introducere os for kultur. Det var en vigtig del af hendes opdragelse. Og jeg elskede det. Jeg ville være cirkusprinsesse, musicalsanger, skuespiller. Alt, hvad der kunne give mig adgang til en scene. Det var en eventyrlig verden, som, jeg uden at vide det allerede dengang nok bare følte, på en eller anden måde var min."

10 til 20 år (1988-1998)

Reddet af gøgl og teater

"Jeg gik på en lillebitte landsbyskole, hvor parcelhusbørnene også hørte til. Og der var ikke nogen mobbepolitik i 1980’ernes kolde, vindblæste skolegård. De var bysbørnene, og vi var fællesbebyggelses-børnene. Og det lod de os vide. Jeg var god til at sno mig i det sociale spil, så jeg blev aldrig direkte offer for mobningen.

Men jeg var på ingen måde stærk nok til at skærme dem, der blev. Jeg nøjedes med at trøste dem, når ingen så det. Prøvede sådan febrilsk at lappe folk sammen og mediere. Det var enormt opslidende og sindssygt utrygt. Jeg kan stadig blive helt dårlig over de ting, der skete.

Måske var det også derfor, jeg var så draget mod den lokale teaterfritidsklub, som jeg blev en del af som tiårig. Det var en verden fuld af gøgl og teater og sang. Alt det, jeg elskede. Men det var også et alternativ – en form for helle – fra alt det, der foregik i min klasse. Og som jeg følte mig fuldstændig forsvarsløs imod. Vi havde nogle helt fantastiske undervisere, der troede på os og satte os fri til at være kreative og skabende og modige.

Læs også

Sara Maria Franch-Mærkedal: ”Det bliver underligt at skulle holde jul uden ham”

Jeg havde nu også det drive selv. Det er lidt mærkeligt, for lige så sky og skræmt, jeg var som barn – især i min klasse – lige så målrettet og modig var jeg, når det handlede om mine ambitioner, der meget tidligt blev rettet mod teatret. Da jeg var 12 år, gik det op for mig, at instruktøren af en lokal opsætning af Skatteøen havde overset min ansøgning.

Så jeg troppede op på eget initiativ og aflagde audition. Jeg gav den fuld gas med både en klassisk og en jazzet version af auditionsangen Jeg ved en lærkerede. Og jeg fik rollen. Og fik også stor ros af Sebastian, der kom forbi og så forestillingen og tog en form for 90’er selfie sammen med mig med et engangskamera. Det gav mig helt vildt meget mere blod på tanden. Og som 15-årrig satte jeg mig ned og undersøgte i hvilke byer, jeg kunne uddanne mig til skuespiller, og skrev mig op til boliger i både København, Odense og Århus, så jeg havde et sted at bo, når jeg kom ind på skolen.

Jeg flyttede til København allerede som 19-årig, fordi jeg havde googlet mig til, at der fandtes over 30 teatre – det var et teatermekka, så det var bare der, jeg måtte bo. Så selvfølgeligt var det for mig, at det skulle ske. At jeg skulle være skuespiller. Derfor blev det også virkelig svært, da det viste sig, at det i virkeligheden slet ikke var så lige til."

20 til 30 år (1998-2008)

”Og så skete det bare ikke”

 "Jeg gav den fuld skrue i København. Arbejdede gratis som suffløse, gulvvasker og alt muligt andet for ethvert teater, der ville lukke mig inden for døren. Læste skuespil hos en af tidens største stjerner, Lars Bom, og meldte mig også lige ind på universitetet, så jeg kunne læse lidt teatervidenskab on the side. Alt, der kunne sikre en optagelse på skuespilskolen, kunne jeg sætte hak ved.

Det første år, jeg ikke kom ind, tænkte jeg ”nå, ok”. Men de to næste ramte mig vildt hårdt. Jeg var i chok simpelthen. Jeg havde arbejdet så målrettet og indædt og terpet alle de stykker og monologer, der kunne opstøves på Den Sorte Diamants (Det Kongelige Bibliotek, red.) teaterafdeling. Det havde jo aldrig været et spørgsmål om, hvorvidt det ville lykkes, bare om hvornår.

Og så skete det bare ikke.

I virkeligheden var jeg alt for forhippet. En krampagtig 13-talspige, som leverede helt perfekte replikker helt blottet for personlighed. Fjerde gang jeg gik til optagelsesprøve, mødte jeg nærmest bare op. Med en skør og skøn tekst om en tic-ramt pige med spiseforstyrrelse. Det var fuldstændigt uhøjtideligt og filterløst. Og så kom jeg ind.  

Jeg blev færdig som 29-årig. Og fik nok det, der i hvert fald udefra lignede øjeblikkelig succes, da jeg ret hurtigt fik en stor rolle i Anders Matthesens film 'Sorte Kugler'. Jeg blev ligesom båret frem af filmens succes og af Matthesens store popularitet. Men selvom det så rigtigt godt ud på overfladen – og også var det – så er skuespilfaget bare sådan for langt de fleste, at der ar lange perioder med arbejdsløshed. Jeg tacklede det ved at være helt afsindigt opsøgende. Kimede castere ned og gjorde opmærksom på, hvem jeg var, indtil de begyndte at sige: ”Iben, helt ærligt - vi ved altså godt, du findes!” Og så sagde jeg ja til alt, jeg fik tilbudt. Selvom jeg selvfølgelig ikke kunne holde til det."

30 til 40 år (2008 – 2018)

Den lurende fare

Jeg gik ned med stress første gang i starten af mine 30’ere og crashede fuldstændig. Fik galoperende høj puls, hjertekramper, kastede op og kunne ikke sove. På det tidspunkt pendlede jeg mellem tre job fordelt sådan jævnt over hele landet. Spillede forestilling på Mungo Park i Kolding om aftenen og filmede 'Den, som Dræber' og 'Borgen' om dagen. Jeg boede nærmest i et tog, der fragtede mig fra job til job om natten. Og jeg tror, jeg tænkte, at det sgu da var smart. Men det var jo i virkeligheden fuldstændig skørt.

Læs også

Mahtab kører kvindelance: ”Det her arbejde er mit blødende hjerte”

Jeg har oplevet stress siden. Og det er stadig en lurende fare i mit liv. Jeg er ret dårlig til at mærke efter og sætte grænser. Og jeg arbejder i en ret grænseløs branche, hvor man hurtigt bliver ædt, hvis man ikke gør netop det.

Lykkeligvis mødte jeg en mand, der er ret god til at mærke efter. Også på mine vegne. Vi mødtes gennem vores fælles ven – skuespiller Esben Dalgaard – og selvom jeg i starten holdt ham lidt ud i strakt arm, fordi jeg virkelig var træt af mænd på det tidspunkt, kunne jeg jo godt se, at han var smuk og klog og talentfuld. Og faktisk også bare en good guy! Til sidst kunne jeg ikke undgå at lade mig friste.

Daniel er billedkunstner. Vi er begge to meget optagede af og passionerede omkring vores arbejde. Og han kunne aldrig finde på ikke at bakke mig op i det, jeg gerne vil. Men han kan fornemme – længe før jeg selv kan – når noget bliver for meget. Og han giver mig en ro og en klarhed, jeg ikke har så nem adgang til selv. Han er totalt manden i mit liv. Min trygge favn og min fortrolige. Og så er han faren til mine børn.

Der er mange, der taler om det at få børn som enormt hårdt og fastlåsende. Og det er det jo også. Men for mig – og faktisk også for Daniel – har det også været en stor befrielse. Det var enormt fedt at få fokus flyttet et andet sted hen end på en selv. Begge vores fag er i virkeligheden meget sårbare. Nogle skal hyre mig som skuespiller, og nogle skal købe Daniels skulpturer. Vi er afhængige af, hvad andre synes om os, og hvordan de værdisætter det, vi laver. Og vi har været meget afhængige af den anerkendelse udefra. Også på et personligt plan. Men efter vi fik børn, er det blevet langt mindre vigtigt. Fordi vi bliver fyldt op indefra. Af vores børn og af den familie vi har skabt."

40 år- (2018-)

Drømmen om at gå længere ud

"De sidste mange år har jeg spillet nogens mor. Og endda ofte en pæn og sød og overskudsagtig en af slagsen. Det er meget nemt den rolle, man lander i, når man som kvindelig skuespiller nærmer sig de 40.

Heldigvis er det begyndt at ændre sig. Der er langt flere roller, der viser sprækkerne i det stereotype kvindebillede og lader kvinder fremstå komplicerede og sammensatte, som de jo er. Jeg har lige spillet en ret fordrukken og ikke særlig overskudsagtig mor i filmen Glasskår. Stadig nogens mor, men dog en knap så forbilledlig en.

Men jeg drømmer da om at gå endnu længere ud af noget, der ikke er så pænt. Om at spille narkoprostitueret, despotisk chef eller psykopatisk morder. Og jeg kan faktisk mærke, at jeg tror på det. Engang var kvinder helt døde, når de rundede 40. Men sådan er det ikke mere. Og gudskelov for det, det er jo i det årti, vi virkelig blomstrer, hviler i os selv og for alvor kan folde os ud. Det glæder jeg mig helt vildt til."