Emma Sehested Høeg: ”Der er noget, jeg har glemt at sige”

Emma Sehested Høeg er mødt op med en krystal i lommen og englekort i tasken.

I sit arbejde såvel som i en interviewsituation er hun mere tryg, kreativ og bedre til at improvisere, når der er sat en ramme, og proaktiv som hun er, sætter hun den selv fra første minut af interviewet.

“Du kan trække her,” siger hun og breder nogle tykke lyseblå kort ud i en vifte mellem hænderne. Jeg trækker et kort: Spiritual growth, står der.

“Ahaaa!,” siger Emma Sehested Høeg og oplyser hele Ørstedsparken, hvor vi sidder på en café, med et enkelt blik.

“Er det ikke sjovt?”

Er det?

“JA! Måske skal du udvide din horisont for, hvad spiritualitet er, i dag.”

Jeg blander kortene, og Emma trækker Meditation.

“Det er helt perfekt! Det var det, jeg havde brug for, for jeg er pissenervøs, og kortet minder mig om, at jeg lige skal trække vejret.”

Hvorfor er du nervøs?

“Det er jeg altid, når jeg skal lave et interview. På scenen har jeg jo valgt at gemme mig bag nogle karakterer, hvor jeg har planlagt det hele. Det er også derfor, jeg vælger mine samarbejdspartnere med stor omhu, så jeg er tryg. Når jeg er tryg, bliver jeg modig, slipper min forfængelighed og tør sige mine dårlige idéer højt, og det er faktisk grundpillen i alt, hvad jeg gør. At vi starter med det dårligste bud.”

Og et interview, siger hun, “er ude af mine hænder. Det er et kontroltab hver gang.”

“Vi to kender jo ikke hinanden, ud over at jeg synes, du har en god energi, så på en måde er jeg ikke safe. Endnu.”

Emma Sehested Høeg er overordentligt godt selskab. For det første er hun ekstremt sjov. Når jeg spiller min diktafonoptagelse igennem, kan jeg høre mig selv forsøge at undertrykke et grin i snit en gang i minuttet. Hun taler også utrolig hurtigt, og flere gange ved gennemlytningen tror jeg, at jeg har sat ekstra speed på optagelsen. Hun siger, at hun ikke har travlt, altså generelt i sin karriere, men at hun bare når meget. Og det må man sige.

I en alder af 29 har hun succes på flere parametre, end mange kunstnere tør drømme om på et helt liv. Som skuespiller på teater, i film og serier, som skaber af sin egen tv-serie, som filmkomponist og som sanger og sangskriver.

Hun har modtaget adskillige priser og nomineringer for sit arbejde – senest Kronprinsparrets Stjernedryspris, som hun sammen med sin partner in crime, instruktør Jennifer Vedsted Christiansen, modtog for i deres teatertrilogi at stille sig op “som repræsentanter for den unge samtidskvinde,” som kronprinsesse Mary formulerede det fra scenen:

“De blotter det, som for mange er pinligt og grimt, og synliggør det, der kan være svært i livet.”

Emma Sehested Høeg, der i anledning af mødet med de royale bar diadem, kvitterede med en tale om at have menstruation. Og spurgte om kronprinsparret, hvis de næste gang overvejede at tildele dem den helt store pris, lige kunne koordinere datoen med Emmas cyklus? Dernæst leverede hun en storslået ballade om, ja, at have menstruation, Månebørn.

Som kronprinsessen sagde: “Med humor kan vi grine af det skamfulde, vi kender i os selv.”

I karrieren såvel som i vores samtale en regnvåd onsdag lyser Emma Sehested Høeg op i store energiudladninger. Men en stille eftertanke sniger sig også ind. For her på tærsklen til de 30 er hun nået frem til, at historien om den energiske kunstner, der kan, vil og gør alt, mangler en vigtig nuance.

“Der er noget, jeg har glemt at sige,” siger hun.

Først vil jeg dog gerne høre, hvad Emma Sehested Høeg er rundet af. Hvem var hun som barn? Hvordan fandt hun sin vej? Hvordan har hun lært at tro på sig selv?
Men bortset fra hvad man kan læse på nettet – at Emma er vokset op nord for København, har en bror, og at hun debuterede som 11-årig i en Far til fire-film – blafrer svaret i vinden. Hun vil ikke tale om det, fastslår hun meget venligt.

“Lidt mystik har aldrig skadet,” som hun har sagt i podcasten Det sidste måltid med Lærke Kløvedal, og som er hendes svar, når man spørger ind til barndommen. Hun vipper hemmelighedsfuldt med øjenbrynene. Det private skal have lov at være privat.

Fordi hun i andre sammenhænge giver alt.

“Når jeg står på en scene, synger, laver teater eller er på et filmset, er det – den ros vil jeg godt give mig selv – hudløst! Jeg går til grænsen. Jeg giver ALT væk på scenen, så jeg har brug for et sted, hvor jeg er lidt nærig. Og for mig er det mit privatliv, herunder min barndom,” siger hun og lukker hænderne om en imaginær lille skat inde mellem håndfladerne.

“Min barndom er noget af det fineste, jeg har.”

Men, siger hun:

“Jeg har da sagt, at jeg kommer fra et hjem med klaver!”

I dag bor hun også i et hjem med klaver sammen med sin kæreste Jonas Visti, der er radiovært på P8 Jazz, musikelsker og -kender samt dj, nogle gange sammen med sin bedre halvdel. Da de flyttede sammen, var det samtidig to klaverejere, der fandt hinanden.

Musikken er allestedsnærværende i øjeblikket.

For 2023 var også året, hvor Emma Sehested Høeg for alvor slog sit navn fast musikalsk. Dels har hun, efter udgivelsen af sit pilotalbum Dame Dearest i maj 2023, givet et hav af koncerter i sommeren 2023, dels spiller hun til marts hele fire totalt udsolgte koncerter med symfoniorkestret Copenhagen Phil, ligesom hun netop har annonceret tre store solokoncerter i maj.

Men mange kender hende måske bedst som skuespiller. Inden hun blev klogere, troede hun, at hun måtte vælge mellem skuespil og musik – for ikke at spænde ben for begge karrierer. At ville begge dele var “for meget.” To ord, der ofte er blevet sagt om Emma. Noget, hun i begyndelsen ikke ville være, men noget, hun med tiden har taget fuldstændigt ejerskab over.

Før hun nåede dertil, lagde hun officielt musikken på hylden til fordel for skuespillet. Men det holdt ikke i længden. Musikken pressede sig på, den nærmest væltede ud af hende, og det var ikke ligefrem en hemmelighed for de andre på Den Danske Scenekunstskole, at deres studiekammerat Emma godt kunne lide at synge og skrev sine egne sange.

På fjerdeåret bad Jennifer Vedsted Christiansen, der gik på samme årgang, bare som instruktør, Emma Sehested Høeg om at komme med et bud på et åbningsnummer til deres afgangsforestilling, som de havde besluttet at lave sammen, og som de, inden de havde skrevet et ord, lancerede som verdens bedste forestilling nogensinde. Nummeret skulle ligge klar næste dag.

“Min yndlingsting i hele verden er jo opgaver! Så er jeg bare meget bedre kreativt,” siger energibomben ved siden af mig. Igen; en ramme.

Hun gik hjem og satte sig ved klaveret, slog løs i tangenterne, sendte tre bud, og Jennifer elskede sangene, der alle kom med i forestillingen Velkommen til Pandora, som blev den første af tre mildest talt hypede forestillinger. En trilogi, der bedst kan beskrives som et festfyrværkeri af et overflødighedshorn af et vanvidshow, der har som politisk sigte at sætte kvinder fri, lade dem fylde og i det hele taget bare lade dem være, præcis som de har lyst til at være. Tilsat en masse god musik fra Emmas hånd og stemmebånd.

Sammen kalder Emma Sehested Høeg og Jennifer Vedsted Christiansen sig … ikke Sehested & Vedsted men How To Kill a Dog, fordi de som kunstnere drømmer om at være mere katteagtige. De vil ikke kun vente på rollerne, som en hund, der venter hele dagen på, at dens ejer kommer hjem for så at logre frejdigt med halen. De vil skabe mulighederne selv.

Da kunstnerduoen – der siden er blevet et kunstnerstudio – lavede tv-serien Killjoy om den manglende respekt for den kvindelige orgasme, skrev Emma Sehested Høeg også al musikken.

Musikken er med årene begyndt at fylde mere og mere, og nu får den lov at stå alene, efter Emma Sehested Høeg i år endelig sprang ud som fuldblodsmusiker. Hvilket hun “til ingens store overraskelse også var virkelig god til,” som musikkritiker Pernille Jensen skrev i Politiken efter hendes koncert på Heartland i juni.

Du har sagt et sted, at du er blevet dygtig til at spille rollen som Emma. Hvad betyder det?

“Det er sgu da en god sætning, hvornår har jeg sagt det? Det er nemlig lige det, jeg er. Når jeg går på scenen, er det en person, der minder enormt meget om mig selv med alle de sider af mig selv, som godt kan lide at være flirtende, at styre slagets gang, at være selvsikker, pludselig at kunne danse som en, der nyder blikket udefra. Det er alle de ekstreme sider af mig, som kommer til udtryk,” siger hun.
Og skifter toneleje.

“Men der er jo intet – intet – på den scene, der handler om at ligge i en seng og ikke kunne komme op, fordi man er så smadret. Og græde som pisket, fordi man har så mange følelser i sin krop. Det introverte, det følsomme og det sårbare gemmer jeg væk, når jeg står på scenen.”

En anden forskel er, siger hun, at når noget går galt på scenen, ved hun grundlæggende, at det, hun har gang i, er godt. For rammen er på plads. Musikken spiller, den har de øvet til perfektion.

“Lige nu,” siger hun og kigger mig lige ind i øjnene, “sidder jeg kun og tænker på, om du synes, at det går ok? Det er det, der er forskellen. Det er en kæmpe usikkerhed. Det er jo så rart at påtage sig en karakter på scenen og sige: “I den her situation kan du det hele.””

Er du også nervøs, når du skal på scenen?

“Ja, det kommer altid om morgenen, og så er det ellers en lang dag med ondt i maven, høj puls og svedige håndflader. Jeg har en regel om, at jeg skal ud at spise en fin frokost og drikke et glas bobler med mig selv hver gang, der er premiere på noget. Det er mit forsøg på at finde roen,” siger hun. Og tænker sig om et øjeblik.

“Jeg har talt rigtigt meget om, at det er fedt at være ekstrem. Og der er fandme også et højt tempo i den der DR-dokumentar ('VISION: Emma Sehested Høeg', red.). Men der er noget, som er vigtigt for mig at sige. For en af de vigtigste ting i livet, synes jeg, er, når man kan se sine egne blinde vinkler.”

En af dem har hun fået øje på nu, og det er det, hun har glemt at sige i andre interviews:

“Du kan ikke blive ved på det der niveau.”

“Du bliver nødt til, eller jeg bliver nødt til, at finde plads til det fuldstændig modsatrettede: Ro, gåture, ingen stimuli, afslapning, stilstand. Jeg har sagt virkelig mange gange, at jeg synes, at man skal fejre det, der fejres kan, men i øjeblikket øver jeg mig også i at fejre roen, for det er noget, jeg ikke har givet mig selv så meget af.”

Er det nyt, at du er begyndt at prioritere det?

“Ja. Det seneste år har jeg kunnet mærke, at jeg ikke kan blive ved i det her tempo. Jeg kan godt lade, som om jeg kan, men jeg har forsømt en meget vigtig ting inde i mig selv: det lille nervesystem. Når jeg har det så dårligt på en premieredag, kunne det være, jeg skulle tage det som et tegn fra kroppen om, at det går for stærkt det her.”

Det lille nervesystem passer hun på ved at trække vejret, dyrke roen, dyrke det introverte, være alene, være hjemme, se en film, blive holdt om.

“Det er måske også det, der er med en interviewsituation … at jeg aldrig bare kan møde op og være sådan … chill. Det er ikke noget, jeg kan gøre for, jeg bliver bare opslugt af stemningen og tager det hele ind. Jeg bliver glad for at sidde her med dig, uh, maden er lækker, hov, hej lille fugl, det regner, hold kæft, hvor er der flot her, hold kæææft mand. Og får jeg sagt det rigtige? Jeg har antennerne ude. Jeg er et antennebarn! Du ville jo gerne have lidt barndom!”

Tiden efter de tre succesfulde forestillinger, der for Emma Sehested Høeg repræsenterer en overjordisk energiudladning aften efter aften, følger samme mønster: Hun bliver syg. Og tager en måned væk, altså helt væk. Efter 'Lolita' for altid var hun i Caribien og efter 'Farvel til Madonna' i USA.

“Det er jo ekstremt, at jeg er nødt til at rejse om på den anden side af jorden,” siger hun.

“Jeg øver mig i øjeblikket på at finde ud af, hvordan jeg kan undgå, at det hele bliver så ekstremt. Hvis jeg, da jeg lavede 'Farvel til Madonna', havde dyrket yoga, gået nogle lange ture, mediteret og været i svømmehallen dagen inden, jeg skulle spille, tror jeg, at det havde været bedre, men der følte jeg lige, at jeg også skulle lave en plade.”

Emma Sehested Høeg er meget 100 procent-typen. Sin nye “identitet” som “yogi” – som hun siger med store ironiske citationstegn omkring begge ord – med englekort, krystaller og palo santo-duftpinde tager hun også hele vejen. Selv afslapning går hun all in på.

“Og der kunne jeg bare godt tænke mig – som menneske – at finde ud af, at det nok ville være federe at være lidt mere i midten. Det er fandme nogle store udsving, jeg har, så en lidt mere jævn kurve ville være fedt.”

For Emma Sehested Høeg er det dejligt at blive klogere på sig selv. Herunder at nuancere ting, hun tidligere har sagt. Hun vil meget nødig være en, der tror, hun har regnet sig selv ud for tidligt. Det kloge er at stoppe op og anerkende sine fejl, siger hun. Et eksempel:

At hun godt må være både skuespiller og musiker. Og at hun ikke, som musiker, behøver at gemme sig bag en karakter, som hun gjorde, da hun udgav sit debutalbum under kunstnernavnet Dame Dearest.

“Det er jo selvmodsigende i forhold til, hvad jeg står for. Jeg vil jo netop gerne stå for, at man godt kan lave begge ting: skuespil og musik.”

Da Emma Sehested Høeg skrev musikken til 'Killjoy', var hun “pisseforvirret” over, “hvem fanden” hun er, når hun laver musik, hvilket endte i en vægelsindet akkreditering på rulleteksterne: Emma Sehested Høeg skråstreg Dame Dearest.

Nu står hun ved, at hun er Emma Sehested Høeg, også når hun laver musik, og har pillet navnet Dame Dearest af igen.

“Det var en ny dåb: Vi starter lige forfra. Jeg døber dig … mit eget navn.”

Og tilføjer:

“Det kunne være fedt, hvis flere politikere anerkendte deres fejl og sagde: “Jeg stopper lige op her. Det kan godt være, at jeg sagde det her for to år siden, jeg mener det bare ikke i dag.””

På samme måde har en af hendes egne sange skiftet betydning for hende: Nummeret 'Aldrig helt nok', der, efter at blive opsat i en forestilling på teatret Revolver, har levet et liv under radaren, udkommer endelig i det nye år.

Sangen blev til i et sommerhus, hvor Emma og hendes kæreste havde forskanset sig, da de som nogle af de første i landet – Emma kalder dem firstmovere – fik corona i sommeren 2020.

En aften, mens Jonas lavede mad, satte Emma sig hostende og snottet ved klaveret, og pludselig kom nogle akkorder til hende, som det var meget ulig hendes fingre at slå an.

“Men uiiij, det lød godt!”

Hvad handlede sangen om – dengang?

“At slippe andres meninger om en. Fuck it, jeg er sådan her, jeg fylder, jeg står ved det, og jeg kommer til at gøre vanvittige ting, jeg kommer til at stå nøgen på en bar, det kan aldrig blive nok for mig. Og det skal bare gentages – som et mantra: Aldrig helt nok, aldrig helt nok, aldrig helt nok for mig. Det kan kun blive vildere. Dengang ville jeg gerne have, at alt skulle være maks. Maks, maks, maks!"

Og i dag?

“I dag ser jeg mere sangens titel som et spørgsmål. Kan det aldrig blive helt nok? Jo, det kan det måske godt. Man skal passe på sig selv, og det gør man ikke ved, at det bare bliver vildere og vildere. Man bliver nødt til at have modpolen.”

Til marts kan 'Aldrig helt nok' og andre sange fra bagkataloget – samt nogle helt nye – høres i deres rette element: Fra scenen i Konservatoriets Koncertsal (tidl. Radiohuset) med Emma Sehested Høeg i centrum akkompagneret af 35 klassiske musikere fra Copenhagen Phil.

Et setup, der utvivlsomt vil tage musikken til nye højder.

“Det er 100 procent min største drøm nogensinde karrieremæssigt. Jeg har altid tænkt, at jeg ville gå efter det, inden jeg blev 80. Men jeg havde altså også accepteret, hvis det ikke skete.”

Hvorfor har det altid været din drøm?

“Fordi det er så delikat, som det overhovedet kan være. Det er jo sådan, musik skal spilles: Af et stort orkester, hvor du kan høre den specifikke lyd af violiner, cello, fagot, klarinet og så videre. Det kan jo ikke blive større.”

Så skal du finde en ny drøm?

“Ja, og her er de private drømme de vigtigste og den store drøm at have det godt. Og fortsat lade kærligheden blomstre til dem, jeg elsker,” siger hun.
”Og så er der de kreative drømme. Der er klart nogle af dem, som kan krydses af nu, og resten, synes jeg, er meget fede af have for mig selv.”

Vi er kommet godt igennem interviewet, Emma, og vi har ikke engang haft brug for dine englekort.

“Ah, det vil jeg ikke sige, for jeg har haft det med mig. Er du spirituel?”

Nej.

”Det er jeg som sådan heller ikke. Men i en verden, hvor du hele tiden bliver bombarderet med indtryk – fra din telefon, reklamer, lyde etc. – har jeg fundet en dejlig ro i at tro på inputs, jeg selv vælger.”

Som englekort. En krystal, der gør hende tryg. En vis dame, som siger, at der venter noget godt bag det næste kys. At bade i et iskoldt hav efterfulgt af en tur i sauna med æteriske olier.

“Den slags inputs gør mig rolig og åbner mit sind. Kortet gav os ro på, for det havde fortalt mig, at der skulle være tid til at trække vejret, og du havde fået at vide, at du skulle være åben for det spirituelle, og jeg tror, at du går herfra… jeg tror, at du kommer til at købe en krystal på et tidspunkt.”

Dagen efter interviewet skriver Emma en mail:

“Fik alle mulige tanker, efter du gik, hehe, selvfølgelig. Fik lyst til at sige, at jeg i øjeblikket går meget ind for blidhed. Blidhed mod mig selv. Blidhed mod alle og mod hele verden.”