Pernille Schrøders mor fik søn med anden mand: Han 'arvede' mig, og jeg betragter ham som min far

Mit første minde

"Man kan godt være i tvivl, om det er noget, man kan huske, eller om man bare har fået det fortalt mange gange, men jeg tror, jeg husker, at jeg sidder med min familie på nogle tæpper mellem de røde huse i Odder, hvor vi boede, da jeg var tre-fire år. Jeg legede med dukker sammen med min papsøster, og min mor og far var der også.

Der var sorte svalegange på de røde huse. Derfra gik man ind i køkkenet, som i modsætning til tiden dengang havde plads til et spisebord.

Dengang var det jo mere almindeligt, at husmoren skrællede kartofler på få kvadratmeter i et køkken, som var gemt væk.

Mit var et helt almindeligt borgerligt hjem med en far, som var i militæret, og en mor, som var en stangsmart kvinde, der var uddannet skrædder og gik i hotpants og lange hvide plastikstøvler, streg om øjnene og det hele. Da jeg blev ældre, ville jeg ønske, at min mor lignede de andre mødre, som var tykke og gik i blomstrede kjoler, for jeg syntes, hun var lidt pinlig.

Min mor, som lever endnu, var 20 år, da hun fik mig, og 24 da hun fik min lillebror med en anden mand, som ”arvede” mig, og som jeg i dag betragter som min far."

Min første skoledag

"Det var en gammeldags skole i Snekkersten, men eftersom der blev bygget nyt, mens jeg boede der, tvivler jeg på, at den ligger der endnu. Første skoledag skulle vi ind i gymnastiksalen, som var pyntet op med balloner, og hvor skoleinspektøren holdt tale. Der stod jeg med min mor. Min far har nok haft travlt på kasernen, for han var der ikke.

Det var en gammeldags skole, og uanset om det var regn eller sne, stod man hver morgen på to rækker i skolegården, og så kom inspektøren ud og gav forskellige meddelelser om, hvornår der var idrætsdag, eller at Henrik fra 5.C var sendt hjem i en uge for at medbringe en dolk i skolen. Den sidste er også god nok, det ér sket. Når det var overstået, marcherede man ind i klassen, hvor læreren sad på en forhøjning ved katederet, hvor der også stod et gammeldags trædeorgel. Så sang vi et vers af enten I Østen stiger solen op eller Nu titte til hinanden.

Jeg var et meget velopdragent barn og en dygtig skolepige. Jeg tror, mine forældre morede sig med at lære mig mange af tingene derhjemme, for jeg havde knækket læsekoden, inden jeg kom i skole. Senere slog jeg mig mere i tøjret og fik min egen vilje. Men dengang skulle man jo skrælle kartofler og passe sine yngre søskende, hvis ens mor lige stak over til naboen efter et glas syltede agurker.

Hvis min søster sked i bukserne, havde min mor vist mig, hvordan jeg skulle skifte hende ved først at skylle stofbleen ved at holde den ned i toilettet og skylle ud, så den blev lidt renere. Jeg vil ikke udelukke, at jeg nogle gange ”tabte” bleen, så den blev skyllet med ud."

Mit første job

"Mine forældre kendte ham, der havde Myginds fabrikker, som lavede blandt andet de prismærkere, som købmænd stod og prismærkede alle deres varer med dengang. Katjung, katjung, katjung.

Dengang var det ret almindeligt, at folk havde hjemmearbejde, og jeg fik det job, at jeg skulle samle en lille dims ved at tage en metaldims og skubbe en plastikdims ind over. Det fik jeg 11 øre for pr. styk. De stod i en kasse i bryggerset, så jeg kunne bare gå i gang, når jeg havde tid.

Nogle gange kom min mormor over fra Jylland og boede hos os en uge, og vi kunne godt sidde en hel eftermiddag og samle dimser, og det var selvfølgelig mig, der fik alle pengene. Metal-plastik-klik, metal-plastik-klik, metal-plastik-klik."

Min første succes 

"Allerede som 14-årig fik jeg at vide, at jeg sang godt, og jeg kunne teksterne til alle de gamle sange som My boy Lollipop, It’s my party og den slags. Så kom jeg med i et partyorkester og begyndte tidligt at tjene penge på at synge.

I starten tog min mor med ud for at tjekke, at drengene i bandet ikke drak for meget, inden de kørte mig hjem i deres kassevogn. Hun sørgede også for, at jeg havde tøj à la Barbie Benton eller Charlie’s Angels. I en periode kom jeg ret meget på steder som Nøddebo Kro, for vi spillede sådan noget rigtig ballemusik, som egnede sig til sølvbryllupper og den slags.

Senere arbejdede jeg også som hjemmehjælper, hvor jeg cyklede rundt til de gamle og lavede øllebrød og smurte madder til dem med gammel ost. Jeg lærte hurtigt at have en serviet i kitlen, for jeg kunne ikke spise de der ostemadder, så jeg gemte dem i servietten og smed dem ud bagefter. Dengang sad man jo lige og fik en smøg og lidt kvalitetstid med de gamle, inden man cyklede videre."

Min første kærlighed

"Jeg var 15 år, da jeg faldt for Per, som var et år ældre end mig og kørte Puch med fullface styrthjelm, cowboyjakke og stålkam i lommen. Han inviterede mig i biografen i Helsinge, hvor vi sad på bagerste række, men jeg måtte sidde på styrthjelmen for at kunne se lærredet. Indtil da havde jeg været en lille tynd pind uden antydning af bryster, men den sommer bulede jeg ud både her og der, og det gik så stærkt, at jeg fik strækmærker over hele kroppen. Så var jeg moden til den slags.

Per og jeg var ikke kærester særlig længe, men da jeg senere havde en lejlighed i Helsinge og manglede en roommate, stod Per der pludselig en dag. Han var vist blevet smidt ud af sin mor, fordi han var en møgknægt, og så fik han sin egen hylde i køleskabet og rykkede ind med boksmadras og ølkasser. Vi var gode roommates, men det blev aldrig til mere."

Læs også

Da en præst sagde særlig sætning, satte det gang i tankerne hos Lisbet Dahl: ”Det er meget rigtigt”

Min første Cirkusrevy

"Ja, der var jeg 33 og havde lige lavet Rottefælden i Svendborg, men der var nogen, der havde set mig og tænkt: ”Hun skal ind i et cirkustelt, hende der”, og jeg syntes, det var yderst fortjent, ha-ha. Det var også skrækindjagende, for det var jo revyernes flagskib.

Det var en anden tid, men jeg havde ingen problemer backstage. Jeg er jo ikke nogen skønhedsåbenbaring med lange lyse ben, jeg er bygget som en landmandskone, og jeg kender ikke til det med at smile mig til et job. Jeg har aldrig taget min krop så højtideligt, og jeg kan godt se, hvis nogen i garderoben står og tænker: ”Hun er da vist blevet for fed til den kjole”. Det har jeg ingen berøringsangst over for, ligesom jeg kan skifte tøj hvor som helst. Nej, jeg har sgu aldrig følt mig krænket, og hvis nogen har klappet mig i numsen, har jeg klappet tilbage.

Jeg spillede i lange perioder sammen med Ole Ernst, og han sagde altid: ”Kan du flytte din store erotiske røv” til mig, og når Claus Ryskjær tog mig på brysterne, døde jeg heller ikke af det. Måske er det fordi, jeg var med dengang, at jeg har det sådan i dag, at hvis Niels Ellegaard ikke siger noget småsjofelt til mig på en hel arbejdsdag, bliver jeg lidt ked af det."

Mit første alderstegn

"Det var rynkerne om munden, som jeg hader, fordi de får mig til at se sur ud. Jeg kunne dog ikke finde på at få sprøjtet noget i ansigtet, for jeg vil ikke se kunstig ud. Jeg kan godt forstå, det er vigtigt for piger med bryster, der går indad, at få lavet en håndfuld, eller dem med øjenlåg, der hænger, så de ikke kan se ud af øjnene, men det er blevet så overdrevent i dag, og hvorfor skal man skjule sin alder?

Mine bryster strutter ikke som en 22-årigs, for der er over 40 års tyngdekraft i dem. Jeg har også appelsinhud på ballerne, men jeg går jo heller ikke i hotpants. På en varm sommerdag er jeg helst hjemme i haven, men hvis jeg en sjælden gang imellem er på stranden, tager jeg sådan et stort tørklæde om røven."