Maria gjorde en vild opdagelse, da hun begyndte at slægtsforske

En sommer for to år siden rejste Maria Miret, hendes mand, Martin, og børnene Isabella og Carlos på i dag 25 og 18 år fra deres hjem i København til Nordspanien.

Ad bjergveje kørte de til byen Muro en Cameros til en ejendom kaldet Solar de Tejada. Ejendommen er fra 800-tallet og derinde foran et gammelt arkivskab erklærede Maria, Isabella og Carlos, at de hørte til familien, der ejer den.

– Fra den dag var jeg adelsdame med ret til at bruge slægtens våbenskjold, siger 52-årige Maria.

Hun har en spansk mor og en dansk far og voksede op i en boligblok i Hillerød. Men hun tilbragte også meget tid hos sin mors familie i Spanien, som med kæmpe huse, dyre biler og tjenere levede i et helt andet miljø, end hun var vant til i Danmark.

– Hos min mormor og morfar hang der et våbenskjold på væggen, og jeg vidste godt, at der var noget særligt omkring min morfars familie. Men ingen gik særligt meget op i det, siger Maria.

Hun forsøgte selv at danne sig et overblik og tegnede som 11-12-årig små stamtræer. Og når hun i de følgende år skrev breve til sin morfar, stillede hun gerne spørgsmål om hans forfædre. Derved fik hun kendskab til små bidder af historien. Meget videre kom hun ikke de første mange år, hvor slægtsforskning krævede, at man rejste rundt og besøgte arkiver.

Men for tre år siden blev Maria opereret i foden, måtte sygemelde sig fra sit arbejde som chefkonsulent og ligge stille hjemme i sofaen.

Det blev begyndelsen til et nyt kapitel i hendes liv. For med et stamtræ, som en præst havde lavet til hendes tipoldemor på hendes morfars side, i den ene hånd og sin iPad i den anden begyndte hun at kortlægge sine forfædre. Og nu, hvor mange kirkebøger og dokumenter verden over var lagt på nettet, og hvor hun på digitale søgemaskiner kunne matche de oplysninger, hun kendte, med oplysninger, andre havde lagt ud, åbnede der sig en helt ny verden for hende:

– Et af de helt store øjeblikke var, da jeg opdagede den gren af min morfars familie, der kommer fra den nordspanske bjerglandsby Muro en Cameros og ejer Solar de Tejada.

Det var Marias tipoldemor, Maria Antonia, der havde det stamtræ, som Maria gik ud fra i forskningen af sin morfars slægt.

Adelig

Gennem Spaniens historie har der været flere krige, hvor man kæmpede for at få maurerne ud af landet.

Marias slægtsmedlemmer fra Solar de Tejada deltog i kampene og blev i 800-tallet adlet af den spanske konge for deres bedrift. De ejer stadig ejendommen, hvor våbenskjoldet er muret ind i væggen.

– Det var vildt spændende at opdage, at min familie har den tilknytning til Spaniens historie, og at der findes et fysisk sted, hvor slægten stammer fra.

Maria fandt også ud af, at medlemmer af slægten har dannet en forening, man kan blive medlem af, hvis man kan dokumentere sit slægtskab – og derved altså blive adelig og få retten til at bruge våbenskjoldet.

Og det var på den baggrund, hun i 2015 rejste dertil med sin mand og sine børn – og som traditionen foreskriver ved et ritual erklærede, at hun tilhørte familien:

– Det er sjovt, at selvom jeg aldrig havde været i Solar de Tejada før, følte jeg mig straks hjemme der.

Også andre grene af hendes spanske familie har bragt hende tæt på landets historie:

Hendes mormors familie kommer fra De Kanariske Øer, der oprindelig var beboet af guanches, som er efterkommere efter berbere – mennesker fra Nordafrika – der i flere hundrede år levede isoleret på øerne.

Med udgangspunkt i dette stamtræ, som en præst lavede til Marias tipoldemor, begyndte hun for tre år siden at forske i sin slægt.

DNA-prøve

Da Maria gjorde den opdagelse, blev hun nysgerrig efter at vide, om hun mon havde berberblod i sig.

Hun fik lavet en DNA-prøve.

– Og her fik jeg dokumentation for, at jeg langt tilbage via min mors side nedstammer fra en guanche-kvinde, der har levet på De Kanariske Øer og har fundet sammen med en af de spaniere, der er kommet tilrejsende, da øerne blev spansk territorium i 1400-tallet. Det er lidt vildt, ikke?, siger Maria med et stort smil.

I det hele taget glæder Maria sig over, at hun nu har fået al den viden om sin slægt, hun som barn spurgte så interesseret til.

– For mig har det været vigtigt at kende min slægts historie. Og så ville jeg gerne give mine børn den gave at kunne fortælle dem, hvor de kommer fra, siger Maria.

Selvom hun nu har styr på sine anetavlerne, fortsætter hun sin forskning i forfædrene.

– Nu dykker jeg ned i enkelte personer blandt min forfædre og undersøger alt, hvad der er omkring dem: Hvor lavede de, hvor boede de, og hvilke historiske begivenheder var der på egnen på den tid ...? Sådan breder det sig ud, og som en ekstra gevinst har det lært mig rigtig meget historie, siger Maria.

Går hun i stå med arbejdet, søger hun hjælp på Facebook, hvor hun er med i flere grupper af slægtsforskere, der synes, det er lige så spændende som hende at dykke ned i fortiden.

– Der går ikke en dag uden, at jeg er på detektivarbejde. Det er blevet min måde at koble fra på, siger Maria.

Dertil kommer så rejserne for at besøge de arkiver, der ikke er blevet digitaliseret eller for at besøge steder, hvor hendes forfædre har levet.

– Jeg kan godt li' følelsen af at mærke fysisk, at her kommer noget af mig fra.

Endelig er der så våbenskjoldet, hun i dag har hængende på væggen:

– Det er alt sammen historisk gods, man har med sig – men sjovt historisk gods, synes jeg.