Sofie Torp: ”Det var som at skrige under vand. Så voldsomt, råt og fuldstændig fremmed”

Hvilken vej var den første, du gik på?

"Jeg voksede op på Kastanievej. Og det var, som man forestiller sig en vej med et navn som Kastanievej. Brogede haver, få biler og sjippetorve og kridttegninger på asfalten.

Det var ren Bulderby og børneidyl midt i en forstad til Århus. Det var skønt og trygt. Vildt dejligt, faktisk. Der var ligefrem et hul i hækken mellem vores og vores naboers have, så jeg kunne smutte direkte igennem busken og ind til min bedste veninde Caroline, der stadig er min bedste veninde i dag.

Alt, hvad man kan sætte flueben ved for at skabe et gennemsundt og lykkeligt barndomsfundament, rummer min barndom. Det var bare totalt tjek, tjek, tjek. Og vi var alle sammen sådan på Kastanievej. Alle var en mor og en far og to-tre børn. Også i mit hus, hvor jeg var den ældste af tre med to yngre brødre.

Der var dog en enkelt undtagelse. Lidt op ad vejen boede en multihandicappet dreng, der hed Kasper. Alt hvad der kunne være galt i hele verden, var gået galt med ham, da han blev født, og lægerne gav ham kun to minutter til at leve i. Men han overlevede og blev på sin egen måde en del af børneflokken. Han var der bare, og jeg tænkte ikke som barn over, at han var anderledes, og hvad det mon betød for ham og hans familie.

Da jeg som voksen selv blev mor til et barn med handicap – min datter Olga har autisme – blev den familie pludselig meget tydelig for mig. Især Kaspers mor, Lisbeth, trådte stærkt frem i min erindring. Jeg føler mig sært forbundet med hende i dag, selvom vi egentlig ikke kender hinanden og tilhører hver vores generation af mødre.

Men jeg tror, der findes et særligt slægtskab mellem mødre, der får børn med udfordringer. Jeg mærker i hvert fald selv det fællesskab meget stærkt. Og det gør mig mindre ensom."

Hvornår fandt du din levevej?

"Som teenager var jeg først og fremmest en mega sportspige. Jeg nærmest boede ovre i AGF Stadion Hallen, hvor jeg spillede håndbold tre gange om ugen, men hang ud stort set hver eneste dag. Jeg elskede at træne, og jeg elskede stævnerne, og jeg blev ved med at rykke op, selvom jeg helt ærligt ikke var noget stort sportstalent. Jeg var bare vildt god til at samle flokken og skabe kampgejst. Også når vi var nede.

Jeg havde også det her andet spor i mig. Teateret og sangen. Men det blev først for alvor foldet ud, da jeg fik en meniskskade i knæet og måtte droppe mine planer om at tage på idrætsefterskole. Jeg kom på Vostrup Efterskole i stedet. Og kunne godt mærke, at det føltes ret rigtigt for mig det her med at spille skuespil og synge. Alligevel mistede jeg lidt modet, da jeg vendte tilbage til Århus og kom ind på det ret regelrette Marselisborg Gymnasium.

Studievejlederen sagde, at skuespil det var noget, man kunne gøre i sin fritid, det var ikke en reel karrierevej. Og det krævede lidt tid og mod for mig at ryste det af mig og søge ind på skuespilskolen. Men jeg gjorde det og kom ind i København i tredje forsøg. Det var i hvert fald ikke noget tab for Danmark, at jeg ikke lykkedes med min håndboldkarriere."

Den vigtigste vejviser i dit liv?

"Jeg har mange. Men det er måske især kvinder, jeg har mødt, der er endt med at blive mine egentlige vejvisere. Ældre kvinder. Jeg har altid elsket voksenselskab.

Som barn var det værste, man kunne gøre imod mig at sætte mig ved børnebordet. Jeg ville hellere sidde sammen med deres forældre. Børn er sjove at lege med. Men de kan jo ikke konversere. De kan ikke livsklogt og engagerende dele ud af deres tanker over middagsbordet. Og det var det, jeg elskede. At sidde der og lytte til mennesker, der havde levet længere og var blevet klogere end mig. Det hang ved langt ind i mit ungdoms- og voksenliv. Jeg har altid haft ældre venner. Som på hver deres måde har lært mig vigtige ting om livet.

En af dem var forstander på Rødkilde Højskole, da jeg gik der. Jeg var i starten af 20’erne, og hun var midt i 50’erne, men vi knyttede et tæt bånd og blev en form for hvidvinsveninder. Vi drak vin, men talte selvfølgelig først og fremmest sammen. Hjemme i hendes forstanderkøkken. Og i smug. For det var selvfølgelig lidt off med en lærer og en elev. Jeg kan huske, at hun i forbindelse med en forestilling, vi opførte på højskolen, hvor jeg virkelig kagede rundt i mine egne følelser og bare mærkede helt vildt meget hele tiden, bare sagde ”løs lortet!”.

Det er et virkelig godt råd, for der kommer ikke en voksen og redder dig. Og ofte skal du bare handle dig ud af ting i stedet for at tro, at du kan tænke dig til alle mulige bedre løsninger. For det kan du ikke."

Hvornår har du oplevet at miste vejgreb?

"Da jeg blev mor. Fødslen var faktisk rigtig god, men et kvarter efter, at Olga kom til verden, var det som om, der startede et jordskred, som først sluttede flere år senere. Da vi rullede ind på barselsafsnittet, var det som om, alting kæntrede. Jeg tror vi blev lidt glemt og overset, og det var helt afsindigt uheldigt, for vi havde virkelig brug for hjælp.

I stedet gik det så skævt, som det kunne gå. Amningen fungerede ikke, syninger i mit underliv gik op, og mit barn kunne ikke sove. Hun var så urolig og utilpas, og vi var helt ude af sync. En mor og en datter i en total og konstant dirren. Uden pauser, uden lindring, uden søvn. Jeg følte mig fuldstændig afmægtig. Det var som at skrige under vand. Så voldsomt, råt og så fuldstændig fremmed, fordi jeg indtil da havde været ret harmonisk med et ret godt tag i mig selv og pludselig og fuldstændigt mistede mig selv.

I dag har jeg bedre fat i mig selv end nogensinde. Og det er Olgas fortjeneste. Det er hende, der har udvidet mig og mit liv. Kærligheden og min forståelse for livet har fået nogle helt andre dimensioner inden i mig, som, jeg er bevidst om, aldrig var sket, hvis ikke det var for hende og den, hun er."

Hvordan er kommandovejen hjemme hos dig?

"Jeg har Olga sammen med min gode ven (instruktør Sargun Oshana), og det er ret vildt at tænke på, at vi sammen har skabt en så anderledes familie end den kernefamilie, jeg selv voksede op i, og som der ikke fandtes alternativer til på Kastanievej. Vi har aldrig boet sammen, men delt vores datter mellem os. Og selvom vi havde en virkelig hård start, så er vi fundet på plads i et familieliv, der fungerer godt for os alle tre.

Olga er helt sin egen. Og har brug for helt andre rammer end andre børn, så tit er det faktisk hende og hendes måde at se og være i verden, der afgør, hvordan vi gør tingene. Så bliver det vores opgave at skabe de rammer, hun har brug for, og bakke hinanden op i, at vi gør det rigtige for hende, selvom vi gør det anderledes end de fleste andre forældre."

Hvilken vejviser vil du gerne selv være?

"Olga er på mange måder blevet min vejviser. Hendes autisme betyder, at hun kun er i stand til at være lige der, hvor hun er lige nu og her, og ikke kan gå over sine egne grænser. Og det er jo præcis det, som moderne mennesker går og længes efter at kunne: Være i nuet og sætte grænser.

Så jeg kigger bare ned på det her lille, særlige barn, jeg har fået, og suger alt det gode, hun lærer mig, til mig. Samtidig prøver jeg at vise hende, at hun og jeg ikke er det samme menneske, men to forskellige individer. Jeg udfylder så mange roller for hende – jeg er hendes bedste ven, hendes advokat, hendes mor og hendes sundhedsplejerske – så hun smelter helst helt sammen med mig.

Derfor bliver det min opgave at lirke hende ud i verden. Nænsomt, men stadigvæk med en vis form for bestemthed. Og det er faktisk en lidt svær øvelse, for normalt er det jo sådan, at det er barnet, der begynder at vove sig ud i verden. For os er det omvendt, for det gør Olga ikke. Hun skal have nogle små kærlige puf. Dem håber jeg, at jeg bliver stadig bedre til at give hende.

For jeg kan se, at det er det rigtige. Hun står stærkere og bedre og mindre skrøbeligt, når hun står selv. Og hun står der så smukt."