Spørgsmål til 'John ser alt': Får jeg et bedre forhold til min svigerdatter?
To læsere har skrevet til ’John ser alt’ i Hjemmet. Her søger de råd om: Min datter slider mig op - får hun det godt igen? Og får jeg et bedre forhold til min svigerdatter?
Kære John
Min datter slider mig op fysisk og mentalt. Hun er på mange slags stoffer og kan ikke styre sine ord og handlinger. Jeg har besluttet at afskrive hende, da jeg ikke magter hende mere. Men jer er usikker.
Hun lover at holde op, men falder i igen og igen. Jeg har været alle instanser igennem, men får ingen hjælp. Kommer hun nogensinde ud af det miljø? Får hun et godt liv i et sundt miljø? Er der en god mand til hende?
Den fortvivlede mor
Kære fortvivlede mor
Du har altid været meget glad for din datter, og du har givet hende en tryg opvækst. Men nogle gange sker der noget, vi ikke er herre over. Jeg ved godt, at det er rent selvforsvar, når du siger, at du ikke kan mere.
Du har prøvet alt og har været 100 procent involveret i det, og du kan ikke holde til mere. Jeg ser, at du trækker dig tilbage. Det vil ende med, hun kommer i professionel behandling med et godt resultat. Det vil betyde, at du kan se mere til hende.
Men du vil altid skulle lytte til dig selv og sige lidt fra, så du ikke bliver opbrugt. Hun vil finde en god kæreste, det er blandt andet det der gør, at hun modtager hjælp – både til hendes misbrug, men også til hendes sind. Du vil komme til at se en ny, dejlig side af hende igen.
Kære John
Hvordan vil mit forhold være fremover til min ene svigerdatter? Min anden svigerdatter er meget bundet op af sit arbejde. Hvordan vil det gå med hende og min søns ægteskab?
Min mand nærmer sig efterlønsalderen. Vil han kunne holde til at arbejde tre år mere? Han er glad for sit arbejde.
Jette
Kære Jette
Du vil få et meget bedre forhold til din svigerdatter i fremtiden. Det er hende, der bløder lidt op. Hun vil dog altid være lidt i forsvar, og det er det, der gør dig lidt nervøs. De andre vil få mere ro på deres ægteskab, da din anden svigerdatter vil arbejde mindre.
Hun er ved at få lidt stress. Det er rigtigt, at din mand er glad for sit job. Han føler, det giver ham mening. Han er også glad for at tale med nogen. Han kan blive i jobbet og kan fint holde til det.
Han vil få en ordning, så det ikke er så hårdt for ham, og senere vil han gå ned i tid. Når han engang stopper med sit arbejde, vil han have mange ting at gå op i.