"Da jeg en dag fik chancen, tog jeg vores søn og flygtede på krisecenter"
Når man har oplevet så meget i livet, som Susan Astani-Kjær har, er man nødt til at have en mand, der kan matche en i livserfaring. Og selv om mange ikke vil tro det, var det, hvad hun faldt for, da hun for 13 år siden fik et noget uventet knus af Christian Kjær.
Hvilken vej var den første, du gik på?
"Skolevejen! Som femårig var jeg besat af at komme i skole, fordi mine fætre og kusiner skulle starte i skole det år. Men i Teheran skal man være syv år. Jeg græd, fordi jeg ikke måtte. Min far bad nogle af de lokale skoler om at give mig en intelligenstest, men det havde de slet ikke.
Min tante var skolelærer, og da hun og min onkel var på besøg hos os en dag, sagde hun for sjov, at hun ville tage mig med i skole i deres hjemby. Jeg sov i deres bil den nat, fordi jeg var så bange for, at de skulle køre uden mig. Mine forældre var ikke glade for det, men de regnede med, at jeg ville komme hjem, når jeg fik hjemve. Jeg blev hos min onkel og tante i to år. Som syvårig vendte jeg hjem og fik lov at starte i 3. klasse i Teheran. Da jeg rejste til Danmark som 19-årig, sagde min mor: ”Ja, jeg kunne jo ikke engang holde på dig, da du var fem”.
Det var i øvrigt en meget privilegeret barndom. Min morfar tilhørte en helt almindelig middelklasse, men længe inden jeg blev født, havde han vundet den største lottogevinst i Irans historie. Der havde ikke været en vinder i mange måneder, så præmien var enorm, og hele Iran sad klar med deres lottokuponer den aften. Han blev meget berømt og kom i medierne.
Jeg kan huske, jeg en dag havde nogle billeder af min familie med i skole, da mine venner så min morfar, udbrød de: ”Det er manden med pengene”. Jeg gik hjem og spurgte mig mor, og først der fik jeg historien om præmien.
Jeg er født i et hjem med alle muligheder. Folk har et meget bestemt billede af Iran, men dengang levede de fleste overklassefamilier i Iran, som man gør i Danmark. Kvinder kunne blive alt; piloter eller politimænd. Det var et meget frit land, og sådan var vores familie også. Jeg var ni år, da revolutionen kom i 1979, og fra da af var vi kun frie i vores eget hjem.
Når man gik på gaden, havde man tørklæde på og smed det så, når man kom hjem igen, ligesom når man i Danmark tager en regnjakke på, inden man går ud. Jeg oplevede også skyderi i gaderne, og jeg har prøvet adskillige gange at flygte om natten på grund af bomber. Min far havde en hovedpude lavet af amerikanske dollars – simpelthen proppet med pengesedler. Den pude var med os overalt, hvis vi pludselig fik brug for at flygte ud af landet, og han sov altid med den om natten."
Annonse
Hvornår i livet har du skudt genvej?
"Da jeg var 19 år, var jeg med mine forældre på ferie i Bulgarien, og på hotellet i Sofia blev jeg smaskforelsket i en ung mand. Vores fædre kendte hinanden, så en uge efter blev vi gift i Sofia. Han var iransk studerende i Danmark, og fem måneder senere blev jeg familiesammenført med ham. Jeg troede, Danmark var et eventyrland, for jeg kendte kun til dansk kage og H.C. Andersen, men ingen havde fortalt mig hvor koldt, der var, og den første vinter var hård."
Hvordan fandt du din levevej?
"Siden jeg var barn, har jeg drømt om at blive læge, for min far havde en god ven, der var kirurg, og når han kom hjem til os, fortalte han historier om, hvordan han reddede menneskeliv. Det år jeg blev student, var der en million unge iranere, der blev studenter, men der var kun 58.000 pladser på landets universiteter. Jeg bestod den skriftlige optagelsesprøve, men der var også en komite, som skulle vurdere, om man var muslimsk nok til at komme ind.
De gik rundt til mine naboer og spurgte, om de havde set mig tale med unge mænd eller gå på gaden uden tørklæde – og ikke bare et tørklæde men sort chador, som dækker hele kroppen. Det var ikke nok at være dygtig fagligt, du skulle også være fanatisk muslim for at komme ind. Jeg valgte i stedet at læse engelsk, for jeg drømte om at forlade Iran, og engelsk kunne jeg bruge ude i verden.
Annonse
Da jeg kom til Danmark, kom jeg til møde på kommunen med en socialrådgiver. Hun fortalte mig, at ingen af mine papirer fra Iran var gode nok. Jeg skulle starte forfra i 9. klasse. Forestil dig en som mig, en ambitiøs pige, som elskede at gå i skole, jeg fik at vide, at jeg skulle satse på rengøring eller at blive frisør.
Al respekt for de fag, men det føltes som et kæmpe tab af ressourcer. Men jeg gjorde det. Først et år på sprogskole, så 9. klasse og gymnasiet, og så fik jeg en studentereksamen i 1994, samme sommer som jeg fik min første søn. Min daværende mand ønskede ikke, at jeg skulle læse medicin, for som han sagde: ”Du kommer aldrig ind, og hvis du kommer ind, klarer du aldrig studiet og for det tredje: Når jeg siger nej, så er det nej.” Så blev vi skilt.
Jeg var gift med min første mand i fem år, men det er ikke en god idé at blive gift efter en uge. Det siger jeg også altid til mine børn i dag: ”Vent til I er 35”. Men det var min første mand, der åbnede verden for mig, og det er jeg ham evigt taknemmelig for."
Har du nogensinde mistet vejgrebet?
"Min mand var ikke glad for, at jeg ville skilles. En aften da han havde drukket en del, truede han mig med at ville flygte til Iran med vores søn, og at jeg aldrig ville se ham igen. Da jeg en dag fik chancen, tog jeg vores søn under armen og flygtede på krisecenter. Jeg kom ikke uden for en dør det år, jeg boede der, fordi jeg var så bange. Med tiden fandt min eksmand og jeg en løsning, og han har siden fortalt mig, at han aldrig havde tænkt sig at gøre alvor af sine trusler.
Bagefter fik jeg en dansk kæreste, som jeg var meget glad for, og jeg besluttede mig for, at nu var det slut med iranere – jeg boede trods alt i Danmark. Vi var meget glade sammen, men så blev han ramt af kræft. Min far var lige død af leukemi, og jeg var helt ny på medicinstudiet og genkendte symptomerne hos min kæreste.
Hans læge gav ham bare pencillin, men jeg fik overtalt min professor til at bruge min kæreste i undervisningen for at finde ud af, hvad han fejlede. Han havde kræft, men der var to måneders ventetid på en operation på Rigshospitalet. Jeg ringede rundt til alle hospitaler i Danmark. Kun Køge Sygehus kunne operere ham næste dag, men så skulle man have adresse i Køge. Samme aften flyttede vi til Køge. Jeg var selv med til operationen, og han overlevede, men det slog vores forhold ihjel. Jeg var knust efter det og sad fast i hans sygdom. Jeg ville også gerne have flere børn, et hus og et rigtigt familieliv.
Så mødte jeg min anden mand, som også var dansker. Jeg elskede ham, og vi prøvede igen og igen at få forholdet til at fungere. Vi fik to børn og boede i whiskybæltet, men jeg var ikke lykkelig. Før i tiden havde en køretur ved Øresund altid været min terapi, for jeg kunne sidde og græde og høre musik og råbe, men pludseligt havde Strandvejen aldrig været så grim.
En dag tog jeg mine to børn under armen, ringede efter min mor, som på det tidspunkt boede på Gran Canaria, og flyttede ind i en toværelses lejlighed, hvor jeg boede med min mor og mine tre børn, mens jeg arbejdede 80 timer om ugen på Helsingør Sygehus. Men jeg var glad og følte, at jeg kunne trække vejret igen. Jeg drømte om at købe et hus i Vedbæk, så jeg knoklede og sparede sammen og fik hjælp af min familie i Iran, og så lykkedes det."
Hvem har fundet vejen til dit hjerte?
"Det har Christian. Jeg ved godt, folk kalder mig en golddigger, men når man ser på mit liv og alt, hvad jeg har oplevet, har jeg dobbelt så meget livserfaring som de fleste på min alder. Christian har samme livserfaring som mig, og jeg har aldrig været lykkeligere. Han forstår mig, og han får mig til at grine. Da jeg mødte ham, var jeg alenemor til en teenager og to blebørn og arbejdede 80 timer om ugen som læge. Hvem gider sådan en kæreste? Det gad han, og han havde fuld forståelse for min situation.
Vi mødtes, da jeg lige var flyttet ind i mit hus i Vedbæk med mine børn. Jeg ville gerne bygge et hegn ud mod vejen, men alle mine naboer havde meninger om det hegn, og den ene af dem stod endda en dag med et målebånd for at fortælle mig reglerne for bredden på danske veje. Jeg var desperat for at få det hegn, da en sagde til mig, at jeg skulle spørge Christian Kjær, for han boede i området og ejede masser af jord.
En dag kom jeg kørende i min bil, da jeg så ham. Jeg stoppede, steg ud, præsenterede mig og spurgte om reglerne for hegn. Pludselig kom der en tredje bil, som viste sig at være en af hans venner. Hun steg ud og gav ham et stort knus og sagde tillykke med fødselsdagen. Så gjorde jeg det samme, for jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle gøre. Det var helt uskyldigt, men det knus var så dejligt, at jeg tænkte: ”Hov, hvad skete der lige der?” I dag har jeg dedikeret mit liv til at passe på Christian, for han har givet mig mit drømmeliv."
