Populær sangerinde bliver dansk statsborger efter 45 år: “Jeg har stadig hjemve”

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Det var en skovvej i et bjergområde i staten New York. Faktisk har alle mine barndomsminder noget med træer og skov at gøre. Det var min far, der byggede vores hus. Han var pilot, men når han kedede sig i sin fritid, byggede han et hus, som egentlig skulle sælges, men i stedet flyttede vi ind i det. Jeg og mine søskende var så stolte af, at vores far havde bygget det. Der var ikke meget countrymusik dengang, men min mor spillede faktisk på mandolin, så jeg plejer at sige, at jeg kommer fra et hjem med mandolin. Vi børn blev tvunget til klavertimer, og mine bror spillede i band. Det var en meget kunstnerisk by, vi boede i. Den var grundlagt af boheme-typer fra New York i 30'erne, så der boede masser af forfattere og tv-folk og den slags.

Din levevej?

– Som barn ville jeg være stewardesse på grund af de flotte uniformer, og fordi min far var pilot. Men da jeg skulle vælge fag som 17-årig, blev det talepædagog på universitetet. Jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle vælge. Da jeg kom til Danmark, kunne jeg ikke bruge min uddannelse, så jeg arbejdede nogle år i en børnehave, men jeg fik tit at vide af mine venner, at jeg kunne leve af min stemme. Jeg kunne bare godt lide at spille og synge. Jeg gik til optagelsesprøve i Viseversehuset i Tivoli, hvor jeg fik nogle jobs. Der startede karrieren, og siden gik det slag i slag.

Har du nogensinde stået ved en korsvej?

– Jeg var rædselsslagen, da Tjernobylulykken skete i 1986, så jeg overvejede at flygte fra atomnedfaldet til USA. Jeg var i forvejen meget miljøbevidst, fordi jeg var vokset op ved siden af USA's ældste atomkraftværk. I stedet blev jeg hjemme i Danmark og bankede på døren til Greenpeace. Jeg arbejdede en del for dem i en periode med oversættelser, aktioner og støttekoncerter. Jeg mødte en masse mennesker, som blev en stor inspiration, og i en periode overtog det næsten musikken. Det var faktisk en øjenåbner for mig, at der var mere i livet end musik.

Hvornår i livet har du taget en genvej?

– I starten spillede jeg folkemusik på små klubber i København og hyggede mig meget godt med det. En aften efter en koncert kom der nogen og spurgte, om jeg ville synge med på deres plade, som skulle indspilles den følgende mandag. Jeg vidste ikke, hvem det var, men det viste sig at være Brødrene Olsen, som var ret store dengang i 70'erne. Jeg kom med på indspilningen og mødte på den måde en masse i branchen. Faktisk føler jeg, at jeg kom direkte ind i eliten, og det var jo ret heldigt.

Hvad er dit livs omvej?

– Jeg kæmpede i årevis for at få countrymusikken accepteret i Danmark. Der var mange, der syntes, det var fedt, men pladeselskaberne og radiostationerne syntes det ikke. Det gode var, at der ikke var andre end mig, så det var altid mig, man ringede til, når man skulle bruge noget countrymusik. I 1991 kom Billy Ray Cyrus med hittet Achy Breaky Heart, og der havde jeg gået i årevis og tigget om en pladekontrakt. På to dage var der tre pladeselskaber, der ringede og tilbød mig en kontrakt. Så fik jeg min debut og blev nomineret til årets album. Det var et stort skulderklap, selv om jeg ikke vandt. Nogle år senere fik jeg ideen til Cowgirls. Jeg havde været venner med Sanne Salomonsen, siden jeg kom til Danmark. Vores stemmer klinger godt sammen. Jeg ventede tre år på den rigtige timing, og så tog jeg op til Sanne og foreslog, at vi lavede et countryband. Hun tænkte sig om i et minut, så sagde hun ja. Men vi manglede en tredje, så vi ringede til Lis Sørensen, og hun sagde også ja. Cowgirls blev til på ti minutter. Vi indspillede vokalerne i Danmark, og så tog jeg til Nashville og lavede musikken. Det blev den mest solgte plade i 2002, og folk spørger stadigvæk, om der snart kommer nyt fra os.

Cowgirls i tv-programmet Musikbutikken i 2002.

Mister du nogensinde vejgrebet?

– Jeg bliver stresset, både når jeg har for meget og for lidt at lave. I september måned i år havde jeg 49 jobs, og det var for meget. Det var så intenst, og jeg havde ikke tid til mine venner, mine børn og til tennis. Jeg kommer ud af balance, når jeg arbejder for meget. Men det er et luksusproblem.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Jeg kom til Danmark, fordi jeg mødte en dansk mand – det er den gamle historie. Jeg kom direkte fra San Fransisco og vidste intet om Danmark, så jeg forvekslede det hele tiden med Holland. I dag virker det uvidende, men dengang vidste man bare ikke ret meget om Danmark. Det var før Lego, vindmøllerne og Muhammedtegningerne. Da jeg kom hertil, var København en lille provinsby. Nu er det en stor fed by, synes jeg.

– I dag er det mine to børn og tre børnebørn, der har den største plads i mit hjerte. Det er så stort at være noget for nogle børn igen, og jeg ser dem ofte. Så holder vi forkælelsesdag, hvor vi spiller tennis, går på museum eller spiller spil. Jeg kan godt mærke, jeg er på vej ind i en ny alder. I år er tre af mine jævnaldrende kolleger døde. What? Det er ikke til at forstå. Så tænker man mere over livet, og hvad man siger ja og nej til. Jeg er ikke gift, og jeg er ikke i et fast forhold, men der er noget på vej. Jeg har været gift to gange og haft mange dejlige kærester, men det bliver sværere med alderen at føre to familier sammen, hvis man finder den helt rigtige, sker det dog nok af sig selv. Men jeg har allerede prøvet at bygge rede med kernefamilien, og det behov har jeg ikke længere.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Det var sjovt i starten, selv om det kan være svært, når folk stirrer, hvis man for eksempel er ude at spise. I dag har jeg det helt okay med det. Jeg er bare glad for, at jeg har betydet noget for nogen. For eksempel hvis folk kommer og siger, at de er blevet gift til min musik, eller har navngivet deres datter efter mig. Pernille Højmark havde i øvrigt engang en ko, der hed Tamra efter mig. En dag jeg skulle spise hos hende, fortalte hun mig, at vi sad og spiste Tamra.

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Jeg er på vej til at blive dansker, efter det er blevet muligt at have dobbelt statsborgerskab. Jeg har aldrig haft lyst til at opgive mit amerikanske pas, og det behøver jeg heller ikke længere. Jeg regner med, at blive dansker til april, for jeg har bestået alle prøver. Men de skal først beslutte det tre gange i Folketinget, og så skal dronningen skrive under. Der skete dog det, at jeg blev blitzet i en fartkontrol forleden, og nu er jeg bange for, at det kan have indflydelse på mit statsborgerskab. Tænk hvis det hele bliver ødelagt. Den dag jeg forhåbentlig bliver dansk statsborger udkommer min næste plade, The Divided Heart, som handler om at have to hjem og to identiteter. I forrige århundrede udvandrede mange danskere til USA, og jeg har været på besøg i nogle gamle arkiver i USA og fundet de gamle danske sange og digte fra dengang. Dem har jeg sat musik til, og det er en hyldest til det at forlade sit hjem og starte et nyt liv.

– Du kan godt være godt tilfreds i dit nye liv, samtidig med, at du har hjemve. Jeg savner stadig USA, min familie og de røde ahorntræer om efteråret. Dufte, barndomsminder og musikmiljøet i Nashville. Uanset hvor flydende du bliver på et andet sprog, vil der altid være nuancer, du kun forstår som indfødt. Jeg er lige kommet hjem fra USA, hvor jeg blandt andet besøgte en gammel skolekammerat i Boston. Vi sad og talte om vores gamle lærere. Det er sådan noget, du kun kan med en gammel skolekammerat, der har kendt dig altid.

Afslut sætningen "Vejen til det gode liv går gennem..."

– De fire "agreements". Det er en sydamerikansk indiansk filosofi, som kort og godt går ud på, at du ikke skal tale dårligt om andre mennesker, du skal ikke antage noget – spørg i stedet. Du skal vide, at alle handler af deres egne grunde, og du skal gøre sit bedste ud fra de givne omstændigheder. Jeg har lært, at hvis du følger de fire regler, så er livet meget lettere. Hvis nogen for eksempel booker et andet band end mit, så tænker jeg ikke, at det er fordi, jeg ikke er god nok. De har deres egne grunde, og i stedet for at tvivle på folk, spørger jeg om det.