Tina Müller om sin værste ferie: "Alle stod og hev og flåede i mig"
Tina Müller er i fuld gang med en sommer foran kameraet, hvor hun dækker flere store sportsbegivenheder. Men der skal også være tid til at nyde både is, jordbær og sommerens særlige dufte.
Hvad er dit bedste sommerminde fra din barndom?
"Jeg var på fodboldlejr i Ungarn, da jeg var 14 år. Jeg tror endda, det var første gang, jeg var i udlandet, for i min familie plejede vi altid at tage på bil- eller cykelferie i Danmark. Men alene det at køre i bus med sine kammerater og skulle spille fodbold i udlandet – uden sine forældre. Det var så frigjort en følelse – næsten forbudt."
Hvornår begynder sommeren for alvor for dig?
"Når de danske jordbær, ærter og kartofler kommer i handlen. Det er smagen af sommer. Fordi perioden er så kort, værdsætter man det endnu mere. Selve sommerferien begynder til gengæld først i august eller september, fordi jeg altid er på arbejde hele sommeren. I år skal jeg for eksempel dække OL, EM i fodbold og Postnord Danmark Rundt. Sådan har det været i seks år, og jeg har vænnet mig til det. Det er ikke et tab for mig. Men det er da rart at se frem til en god ferie, når det begynder at blive koldt i Danmark."
Hvad er det bedste ved sommeren?
"Duftene. Jeg elsker duften af rapsmarker, nyslået græs og syrener. Så ved man godt, hvad klokken har slået. Jeg er så heldig, at jeg bor tæt på naturen og de mange dufte, og i går aftes gik jeg en tur med min kæreste og mødte fem-seks dådyr, som vi kunne beundre på få meters afstand lige midt i vores eget område."
Hvordan har du det med solen?
"Godt, så længe der er en strand eller en pool i nærheden. Jeg kan ikke lide at dyrke motion, når det er varmt, der er efteråret faktisk bedre. Men når man mærker solen i ansigtet, er det rigtig sommer. Så er det bare med at finde et hjørne med læ og en kop kaffe. Det er jo de rene vitaminer."
Er du en vandhund?
"Ja, men faktisk mest om vinteren, for jeg har været medlem af vinterbadeklubben Helgoland i seks år. Jo, en pool er da skøn, når man er på ferie, men det er ikke afgørende for mig, og jeg bader stort set aldrig om sommeren i Danmark."
Hvad slæber du med hjem fra rejser?
"Sjældent rigtige souvenirs. Jeg tager nok snarere en god madolie eller en skrubbesvamp med hjem. Ting, jeg kan bruge til noget. Men generelt fylder jeg ikke min taske med ting, når jeg skal hjem fra ferie."
Er du til daseferie eller aktiv ferie?
"Aktiv, men der skal også være tid til at dase. Jeg vil gerne både spille tennis, dyrke yoga, cykle og ligge på en god strand med en bog, når jeg er på ferie. Den kombination er perfekt. Og 14 dage uden sport ville gøre mig rastløs."
Hvad er din yndlingsis?
"Det er citronsorbet, som er rigtig god at sætte sammen med en lidt tungere flødeis. Vi bor heldigvis kun 10 minutter fra Uganda Is på Amager, som laver rigtig god citronsorbet."
Hvad er din yndlingssommermad?
"Det er et stykke rugbrød med nye kartofler, mayonnaise og purløg, salt og peber. For mig er det bare en sommerting, og igen nyder man det ekstra, fordi det kun er en begrænset periode, man kan få fat i de nye kartofler."
Hvilken bog læser du i sommerferien?
"I år læser jeg Anders Langballes bog "Forfra", og ellers synes jeg, at Jesper Steins krimier er fremragende. Jeg læser også til hverdag, og faktisk bruger jeg rigtig mange penge på bøger. Det er næsten altid sådan min sommerferie starter; at jeg går i boghandlen og bruger tid på at finde den helt rigtige feriebog."
Hvilken ferie er den værste, du har oplevet?
"Det var min første rigtige charterrejse. Jeg var 19-20 år og skulle til Alanya i Tyrkiet med veninderne. For 20 år siden kunne man ikke gå i fred med langt lyst hår, og jeg fik virkelig et kulturchok, for alle stod og hev og flåede i mig for at lokke mig ind på restauranterne. Det var ikke en god oplevelse, og jeg havde faktisk ikke lyst til at bevæge mig ud fra hotellet."
Hvilket sted i Danmark er det allerbedst at opholde sig om sommeren?
"Jeg har været meget rundt i landet med både "Hammerslag" og sportsprogrammer, og det er svært at pege på det bedste sted, for der er mange vidunderlige. Men jeg har lige været på Fejø med "Hammerslag", og jeg kendte selv Femø i forvejen. Det er skønne og fredelige øer, hvor alle hilser på alle – også dem, de ikke kender. Det er så hyggeligt og signalerer nærvær for mig, og så kan man købe god æblemost på Fejø og cykle rundt på øen."
Bliver du i Danmark i år – og ville du hellere udenlands?
"Først og fremmest skal jeg styre OL-studiet hjemme i Danmark med skiftende eksperter og aftenstudie. Det bliver en spændende udfordring. Om vi tager til udlandet, når jeg har ferie, har vi ikke planlagt endnu. Sidste år var min kæreste og jeg på sheltertur ved Røsnæs Fyr. I år kommer vi nok til at rulle liggeunderlagene ud på altanen."