Et portræt af Tine Bryld: Kvinden, der altid forsvarede dem, hun var bedre til at formulere sig end

Hvad gør du, hvis du måske er forelsket i din bedste veninde, er kommet til at ryge hash en weekend for meget, og nu ikke kan undvære en joint, eller hvis din mor lige er død, og du ikke har nogen at tale med?

Hvis du var ung i perioden 1972-2009, ringede du til Tine Bryld, der sad klar ved telefonen i det banebrydende radioprogram Tværs.

For Tine Bryld var ikke bare socialrådgiveren, der vidste, hvad der var lov, ret og pligt. Hun var også den rolige, fortrolige voksne, der turde italesætte det svære og fik os alle til at føle, at vi ikke var alene – i livet eller i vores tvivl.

Tine Bryld var fuld af udlængsel som ung og rejste både i England og Frankrig for at finde sig selv. Det gjorde hun, og hun troede egentlig, at hun skulle leve af at skrive eller synge. Heldigvis fandt hun hjem til Danmark igen og fulgte sin mors råd om at tage en ‘rigtig’ uddannelse. Valget faldt på socialrådgiver. Det gav hende ikke bare en indgang til et arbejde i Mødrehjælpen, men skærpede også hendes indignation over, at kvinder dengang skulle søge om lov til at få en abort, og aktivisten i hende blev vakt. Ikke den vrede, voldelige og opfarende samfundsrevser, men den veltalende, empatiske og vidende debattør og rådgiver.

Hun blev en af de første, der hjalp unge stofmisbrugere på fode igen på Nørrebro og blev siden socialrådgiver på Christiania, hvor hun ikke havde kontor, men gik rundt blandt husene eller på værtshusene. Samtidig rådgav hun Socialministeriet om Christiania og blev medlem af Styringsgruppen, som Forsvarsministeriet havde nedsat i forbindelse med lovliggørelsen af fristaden.

Mest elsket er Tine Bryld dog for sine ungdomsromaner som Liv og Alexander og En rift i huden, der viste unge, som de var, og ikke som de voksne helst ville se dem, i en verden med sex, usikkerhed, stoffer, alkohol, store følelser, afsavn og håb. Og for sine lytte- og taleevner i den endeløse række af radioprogrammer, hvor hun gav stemme til samfundets ensomme, de udsatte, de misbrugte og de ødelagte liv. Hvorfor?

LÆS OGSÅ: 6 seje kvinder, som ikke har en Wikipedia-side

“Det har også undret mig selv og dog,” svarer hun klogt fra den hjemmeside, der bærer hendes navn, og som der er doneret evig webhosting til.

“Jeg har altid levet med en fornemmelse af at være anderledes, af en fundamental ensomhedsfølelse, selv om jeg både har haft familie og venner … Jeg har altid forsvaret dem, jeg vidste, jeg var bedre til at formulere mig end, jeg turde råbe ad læreren og blev også smidt ud af klassen. De andre, de pæne og veltilpassede, troede jeg da, interesserede mig ikke en døjt. Det var oprørerne, det var dem, de andre forkastede, jeg så noget i.”