Tine græd af tvivl, da hun solo-rejste første gang: nu har hun været i mere end 45 lande - alene

Det var en kæmpe overvindelse at rejse ud alene.

Jeg var 20 år og havde altid drømt om at opleve verden, der var bare ingen af mine venner, der ville det samme som mig, så jeg stod med valget om at gå på kompromis eller rejse alene. Det sidste føltes som det rigtige, men også det sværeste.

Læs også

Efter Mias mands døde, var der kun én ting, hun havde lyst til – og det kunne vennerne ikke forstå

Jeg fortrød i lufthavnen og græd af tvivl, men min mor gav mig et sidste blødt puf og sagde, at hun troede på mig. Og så tog jeg af sted. Mod Qatar, Borneo Thailand, Cambodja, Sydafrika, Argentina, Bolivia, Peru og Cuba. Jeg har

aldrig været bekymret for mordere eller voldtægtsmænd. Men jeg har frygtet at stå alene med ting, jeg ikke kunne løse eller overskue.  Og så har jeg frygtet ensomheden. Man oplever begge dele. Og at man faktisk kan klare sig. Det giver en kæmpe tilfredsstillelse og styrke, som jeg under alle kvinder.

På min første rejse fik jeg både stjålet ting og penge og følte mig til tider bundensom, men jeg var også lykkeligere end nogensinde. Og vigtigst opdagede jeg, at jeg kan langt mere, end jeg troede, og selv er i stand til at få mine drømme til at gå i opfyldelse.

Når man rejser alene, bliver verden et mere åbent sted. Ingen oplever mig som truende, og jeg er ikke lukket om min egen familie eller par-enhed, så jeg tror, at lokale – især kvinder – i højere grad kommer hen til mig.

I Bangkok sad jeg engang i mørket og ventede på en natbus til Chang Mai, da nogle kvinder tilbød mig en plastikstol og sørgede for, at jeg kom på den rigtige bus. En anden gang var jeg havnet på et lokalt spisested, et skur nærmest, på en grusvej i Nepal. Ingen talte engelsk, og jeg anede ikke, hvordan jeg skulle bære mig ad med at bestille mad. Og så var jeg bare udmattet efter mange dages rejse.

Men en lille dame fik øje på mig og sørgede for, at jeg fik et sted at sidde og smagte alt, hvad køkkenet havde. Hun sammensatte en perfekt tallerken med ris og grønsags- og linseretter. Ingen af kvinderne talte samme sprog som mig, men vi forstod alligevel hinanden, og jeg følte en kæmpe omsorg og imødekommenhed. Jeg havde nok aldrig oplevet det, hvis ikke jeg havde rejst alene. Det hører til blandt mine bedste oplevelser, fordi det føltes ægte og særligt.

Selv om jeg har base i Australien, rejser jeg stadig. Helst alene. Jeg kan grundlæggende bare virkelig godt lide det. Men det er selvfølgelig også hårdt, og ensomheden kan fra tid til anden overmande én, når man står for alt selv – logistikken, ansvaret, ruten.

Men jeg har fundet en løsning: Når jeg for alvor har brug for en pause, booker jeg et lokalt rejsebureau, så jeg kan tage helt fri et par dage og bare hænge ud på stranden og springe med, når andre siger, at nu er der afgang. Det er ferie!