Tove Karlsen arbejdede på Carmen Curlers-fabrikken: ”Sådan ville det jo ikke foregå i dag”

71-årige Tove Karlsen er en af de mange tusinde kvinder, der op gennem 70’erne og 80’erne har sin daglige gang på Carmen Curlers-fabrikken. Hun er én af de såkaldte ”blå damer”.

Selvom jobbet er hårdt – og ikke nær så glamourøst som under stifter Arne Bybjergs ledelse – husker Tove Karlsen det alligevel som en god tid.

Læs også

Carmen Curlers: ”Der blev ikke brændt bh’er af, men målet var i virkeligheden det samme”

”Selvom vi arbejdede hårdt, så havde vi det godt – og vi havde et godt sammenhold derude. Ledelsen regnede os jo mest bare for nogle maskiner, som sad og arbejdede, men indbyrdes havde vi det godt sammen. Der var en god stemning,” fortæller hun til alt.dk.

Da Tove starter på fabrikken, har den været i gang i små 10 år, og den karismatiske stifter, Arne Bybjerg, har netop solgt fabrikken til det amerikanske firma Clairol.

Som nyuddannet ekspeditrise har 21-årige Tove svært ved at finde et arbejde, og hun søger derfor job på Carmen Curlers-fabrikken.

 ”Jeg havde svært ved at finde arbejde som ekspeditrise, så jeg startede på Carmen ligesom alle andre. Det kunne jeg jo lige så godt, indtil jeg fandt noget andet. Det tog så 18 år,” fortæller Tove småleende.

Vi skal nemlig helt frem til 1990, før Tove stopper sit arbejde på fabrikken. Det sker, da fabrikken drejer nøglen om.

Dét, der skulle have været et midlertidigt job for den unge Tove, viser sig i stedet at blive et springbræt til hendes videre arbejdsliv inden for fagbevægelsen.

”Vi var bare maskiner”

Da Tove starter på fabrikken i 1972, er den elektriske papillot allerede en stor og verdensomspændende succes, og der er travlt på fabrikken, fortæller Tove og uddyber:

”Der var ikke nogen, som bare sad og drev den af. Vi knoklede mandag til lørdag og arbejdede tit over. Når vi skulle arbejde lørdage, blev vi ofte hentet og bragt i taxaer – og dengang boede jeg altså i Jyderup, der ligger 20-25 km fra Kalundborg, men det var underordnet.”

”Der skulle produceres nogle varer. De fleste af os sad på akkord. Altså, vi fik en fast løn for de timer, vi var der, og så fik vi et eller andet på akkorden, så når vi producerede mere, end vi skulle, så fik vi også mere i løn. Det var en måde at få os til at arbejde hurtigere på.”

Selvom arbejdspresset er stort, er det ikke et problem, forklarer Tove. Det er det til gengæld, at der er langt til ledelsen.

Det flade hierarki og den mere joviale stemning, der er så karakteristisk under Arne Bybjergs ledelse, er en saga blot. For den nye, amerikanske ledelse har en helt anden tilgang, end Arne Bybjerg og Villy Bechman havde.

”Ud fra hvad andre har fortalt mig, var Arne Bybjerg sådan én, som favnede alle. Alle skulle føle sig som en del af fabrikken. Men efter han var rejst, så var det mest af alt bare en produktionsvirksomhed.”

”Der var stor forskel mellem os i produktionen og ledelsen. Hvis der fx kom gæster fra andre lande for at se produktionen, gik de som regel bare rundt ude i produktionen, stillede sig bag os og kiggede på os arbejde, men uden at tale til os. Sådan ville det jo ikke foregå i dag, der ville man spørge pænt, om man måtte have lov til at kigge og sige tak, når man gik igen. Det var lidt, som om vi bare var en flok maskiner, som sad og arbejdede. Ikke mennesker,” forklarer Tove.

Artiklen fortsætter under billedet...

Dét til trods har Tove kun gode minder fra sin tid hos Carmen, og når der var noget, kvinderne i produktionen var utilfredse over, strejkede de.

”Det var oftest i forbindelse med lønforhandlinger. I de situationer kom tillidsfolket gerne ned og fortalte, hvad de havde fået ud af lønsnakken med ledelsen, og det var der som regel nogen, der blev utilfredse med. I de tilfælde gik vi alle sammen hjem, og vi kom først tilbage, når de havde givet os mere i løn. Det varede typisk et par dage.”

”Når jeg husker tilbage, var der lidt en generel stemning af utilfredshed på Carmen. Man var utilfreds med alt. Sådan var det bare. Og jeg tror simpelthen, det er, fordi ledelsen ikke formåede at værdsætte det, vi sad og lavede.”

En æra er slut

I efteråret 1989 bliver det meldt ud, at Carmen Curlers-fabrikken skal lukke, og det kommer som et chok for mange.

”I alle de år, jeg har været derude, var det faktisk noget, vi tit jokede med; ’at nu lukker Carmen’. Men det var jo nok i virkeligheden, fordi det virkede helt utænkeligt. For det var næsten for godt til at være sandt det hele, og pludseligt var det slut.”

Da nøglen drejes om i 1990, har fabrikken knap 30 år og flere ton solgte papillotter på bagen – og undervejs har fabrikken ageret arbejdsplads for flere tusinde mennesker. Et antal, som op mod lukningen reduceres gradvist i takt med, at arbejdsfunktioner erstattes af teknologiske alternativer.

Nedlukningen får dog store konsekvenser for de mange ansatte, der trods alt stadig er tilbage.

Tove er i mellemtiden blevet tillidsrepræsentant og er derfor med i mange af de forhandlinger, der er i forbindelse med nedlukningen, ligesom hun er én af de første, der får besked om, at fabrikken skal lukke.

”Da vi (tillidsfolkene, red.) havde fået beskeden, gik vi tilbage til hver vores afdeling, og så sad jeg ellers dér med dén viden. Folk spurgte: ”Hvad er der nu galt?” ”Er der nogen, der skal fyres?” ”Skal vi til at arbejde over?” Og jeg var nødt til bare at sige: ”Jamen, det får I at vide”. Men jeg havde det jo ad Pommern til. For jeg kunne se, hvor rystede folk blev, efterhånden som de fik besked.”

”Det var en katastrofe, fordi der var mange ægtepar derude. For dem betød det enormt meget, for pludseligt sad de der med hus og børn, men intet arbejde,” fortæller Tove.

Som tillidsrepræsentant bliver det en af Toves opgaver at hjælpe sine kollegaer videre ud i jobs, men det viser sig som en vanskelig opgave.

”Der var ikke andre arbejdspladser i byen på det tidspunkt – i hvert fald ikke til ufaglærte kvinder. Mange af de kvinder, der var på fabrikken, havde ingen uddannelse. Så var der rengøringsområdet og også et par enkelte fabrikker i de omkringliggende byer, hvor man kunne finde jobs bagefter, men de kunne jo slet ikke tage så mange nye ansatte ind.”

Artiklen fortsætter under videoen...

Et godt springbræt

Mens nogle får arbejde i de få rengøringsstillinger, der er ledige, tager langt de fleste en 9./10. klasse og bliver siden uddannet som bl.a. social- og sundhedshjælper, fortæller Tove.

For Carmen Curlers-fabrikken fungerer som en slags blåstempling.

”Det var opfattelsen, at havde man været på Carmen, så var man vant til at arbejde, så var man en seriøs medarbejder – og det rygtedes blandt andre arbejdsgivere. På den måde var det nemmere at få et job bagefter, fordi man havde været på Carmen.”

”Jeg havde selv en gammel realeksamen, så jeg kunne ikke tage en 9./10. klasse. Jeg tog derfor en HF i stedet for, og den nåede jeg at blive færdig med, inden jeg blev valgt som næstformand i KAD Kalundborg (Kvindeligt Arbejderforbund i Kalundborg, red.), og så har jeg egentlig været inden for fagbevægelsen lige siden,” fortæller Tove og fortsætter:

”Jeg fik jo rigtig meget erfaring med fagforeningsarbejdet, da fabrikken lukkede, og jeg var med til at hjælpe mange af mine kollegaer videre. Der var fx mange af dem, som ikke kunne skrive, så jeg hjalp med dem af udfylde ledighedserklæringer og den slags.”

”Efter KAD blev jeg næstformand i 3F Kalundborg, og det var jeg, til jeg gik på pension for nogle år siden.”

Dybe fodspor

Spørger man Tove, er der ingen tvivl om, hvilket aftryk Carmen Curlers-fabrikken har sat på Kalundborg by, hende selv og tusindvis af andre kvinder i og omkring provinsbyen.

”Da fabrikken startede op i 1963, fik den nærmest alle kvinder i Kalundborg ud på arbejdsmarkedet, og der var rigtig mange kvinder, som pludseligt fandt ud af, at de kunne noget –bl.a. tjene penge. Altså, mange af de kvinder, der kom fra landet, havde pludselig råd til at installere et badeværelse. De fik måske endda en bil.”

Det bliver derfor livsomvæltende for kvinderne at komme ud på arbejdsmarkedet. Pludseligt finder de ud af, at det er muligt at tjene penge til ting, som kan give dem en anden tilværelse – og det giver dem tilmed blod på tanden til at kæmpe for at blive på arbejdsmarkedet, da Carmen-fabrikken lukker, fortæller Tove og slutter:

”Derfor synes jeg også, det er dejligt, at DR har lavet en serie om Carmen-fabrikken. Der har tidligere været nogen, som har skrevet bøger om historien bag Carmen Curlers, men det har kun været med fokus på kontorgangene og ledelsen. Det har jeg egentlig altid været lidt irriteret over, fordi historien om Carmen Curlers langt hen ad vejen handlede mere om de damer, som sad og producerede. Det er dér, historien er, og det håber jeg, at DR kan være med til at sætte mere fokus på.”

Om Tove Karlsen

Tove Karlsen arbejdede på Carmen Curlers-fabrikken fra 1972 og frem til, at fabrikken lukkede i 1990. Hun fik siden arbejde som næstformand i 3F Kalundborg. I dag er hun 71 år og pensioneret. Hun bor i Bjergsted uden for Kalundborg.