Trine Pallesen er gået i overgangsalder: ”Det har været hårdt for min krop og for mine relationer”

Hvilken vej var den første, du gik på?

"Jeg har et billede af mig selv, der går på Kochsvej på Frederiksberg mellem min far, min mor og min mormor.

Jeg var lillebitte og insisterede på selv at tage trapperne op til fjerde sal, hvor vi boede.

Læs også

Mille Lehfeldt mødte sin mand som barn: ”Der er en hel side om ham i min hemmelige dagbog”

Da min søster Sofie blev født, flyttede vi til en villa, som min far købte. Det var et hjem med meget kærlighed, men som også var meget præget af, at mine forældre havde travlt og var meget væk. Derfor var mine bedsteforældre meget hos os. Vi havde også ung pige i huset i flere omgange. Nogle af dem husker jeg, at jeg holdt meget af. Andre røg vist hurtigt ud igen.

Da jeg blev ældre, var jeg meget alene efter skole. Vi havde en sofa i stuen, og bag den var et stereoanlæg, og der sad jeg og hørte plader efter skole især soul, funk og jazz. Min far tog mig med til Earth, Wind and Fire-koncert i Valby Hallen, da jeg var ti år. Han hørte også Gilberto Gil og bossanova, mens min mor satte klassisk på hver søndag."

Hvordan fandt du din levevej?

"Den lå jo lige til højrebenet, og jeg var ikke i tvivl om, at jeg skulle være skuespiller, før jeg var på andet år på skuespillerskolen. Indtil da havde jeg nok snarere været optændt af en blussende flamme. Men pludselig kom jeg i kontakt med tvivlen og spørgsmål som: Kan jeg det her? Havde jeg overhovedet talent?

Jeg tvivler stadig på mig selv nogle gange, og jeg er i en branche, hvor det ikke er så let at blive ældre. Men jeg prøver at være tro mod mit eget potentiale. Jeg skal være tro mod den gave, jeg har fået: At stå på en scene og få folk til at lytte til de historier, jeg fortæller. Jeg har en replik i den forestilling, jeg turnerer med, 'Ta’ mig som jeg er'. Der er en, der spørger Grethe Ingmann, om hun ikke bare kan tage et job i Magasin, og hun svarer, at det kan hun da ikke. Sådan har jeg det også.

Jeg kan sagtens sidde i en børnehave og fortælle historier, men jeg har ikke lyst til at vaske gulve, for jeg skal være sand over for mine evner, om det så betyder, at jeg selv sætter en forestilling op eller tager ud og synger på et plejehjem. Det er det, jeg kan. Jeg har i øvrigt altid haft en hemmelig drøm om at blive operasanger, fordi jeg fandt ud af på skuespillerskolen, at jeg er god til at synge klassisk og især opera, hvor der er plads til de store følelser. En del af mig rummer alt for store følelser, og de får frit løb i den klassiske musik, og jeg lytter stadig meget til opera, når jeg er alene."

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

"Det har jeg det fint med, for folk er søde. I dag er gader og veje jo også sociale medier, og når folk skriver tak til mig, bliver jeg glad, så jeg svarer dem også altid. Anerkendelse betyder meget.

Læs også

2011 blev et vendepunkt for Rosa Lund: ”Jeg er pisseforbandet og rasende over det”

Det var meget massivt efter 'Rejseholdet', for jeg var meget ung. Jeg vidste jo ikke hvor stort, det ville blive, men det var en ny æra i dansk tv, og der er stadig mange, der kommer over og siger hej og genkender mig som Gaby fra 'Rejseholdet', også helt unge, selv om det er over 20 år siden, det blev sendt første gang. Jeg havde faktisk været i tvivl, om jeg skulle takke ja til rollen, for jeg ville ikke være kendt, og jeg var jo vokset op i et hjem med to kendte forældre.

Min far er meget jovial og taler med alle på sin vej, så når vi gik tur, var det ikke kun mig og Sofie, der gik med vores far. Det var også alle mulige andre, der gik tur med os. Derfor gik vi faktisk tit ture om aftenen på Strøget, hvor der ikke var nogen mennesker.

Min far sagde aldrig nej til et job, og vores sommerferier var i Nordjylland, hvor mine forældre havde Hjørring Revyen. Jeg har selv gjort meget for at være nærværende over for mine egne børn. Jeg har valgt mine børn til og sagt nej til meget gennem årene for at være sammen med dem. I dag er de omkring 20 år og er begyndt at reflektere over deres barndom. Indtil videre er det gået meget godt, men jeg ved ikke, hvad der kommer. Der kommer nok en dag, hvor de siger noget til mig. Og har ret."

Den vigtigste vejleder i dit liv?

"Da jeg var 21-22 år, begyndte jeg at kigge på det, der var svært i mig. Jeg havde svært ved at sove om natten, fordi min tanker kørte rundt. Jeg havde også nogle ekstremt stærke drømme. En dag sad jeg på en café i Aarhus og læste en avisartikel om jungiansk analyse, hvor man tager udgangspunkt i drømmene og det ubevidste, og tænkte: Det skal jeg. Først læste jeg Jungs bog 'Erindringer, drømme, tanker', og så slog jeg op i telefonbogen og fandt ud af, at der var to jungianske analytikere i Aarhus.

Lisbeths navn nærmest lyste op på siden, så jeg ringede til hende, og det blev begyndelsen på et livslangt venskab. Lisbeth er i dag oppe i 80’erne og er min ven. Hendes datter er lige så klog som sin mor og er blevet min bedste veninde. Jeg har dybe samtaler med dem begge, og vi bruger hinanden. De to kvinder har åbnet rum i mig, som jeg ikke vidste fandtes."

Har du nogensinde mistet vejgrebet?

"Ja, mange gange. Blandt andet gik jeg for nyligt i overgangsalderen. Det var pissehårdt, og vi er ikke gode nok til at tale om det. Kvinder er bange for, at de ikke er interessante mere, når de går i overgangsalderen, men det er vigtigt, at man har nogen, man kan tale med om de svære ting.

Jeg sov ikke ordentligt i tre år, og ofte føltes det som om, nogen tændte bål på min ryg om natten. Det er forfærdeligt, og alle dem, der siger, at det bare er noget, man forestiller sig, ved ikke, hvad de taler om. Vi skal blive bedre til at sige: ”Jeg hører dig, søster”, for det er hårdt, og nogle af os skal have hjælp i den her alder.

Læs også

Bodil Jørgensen troede, hun kunne gøre det igen: "Det kan man jo ikke bare sådan lige, har jeg fundet ud af"

Jeg tror, jeg er på vej ned ad bjerget nu, og det har været hårdt for min krop og for mine relationer, men nu har jeg fundet et sted, hvor jeg kan være i det og tale om det. Jeg skal bruge flere kræfter nu på at rive gardinet til side og se lyset, og jeg får stadig hedeture, hvis jeg spiser Haribo, ha-ha."

Hvordan er kommandovejen hjemme hos dig?

"Mine børn er ved at flytte hjemmefra, og jeg føler, at jeg er frit svævende i luften, fordi jeg ikke længere skal sørge for dem på samme måde. Jeg skal finde mig selv igen. De er stadig begge hjemmeboende, men min datter er mest hos sin kæreste, og min søn skal på højskole. Jeg har været i gang med den proces i nogle år, og i starten kunne jeg ikke få luft ved tanken om, at de en dag var væk.

Nu begynder jeg at se mulighederne og få ideer til, hvordan jeg kan være sammen med mine børn på en ny måde – uden at skulle vaske deres underbukser. Vi kan for eksempel tage på weekend sammen og opleve nye ting som voksne. Og så bliver jeg bare så stolt og rørt, når jeg ser dem forfølge deres drømme og kæmpe for det, de vil."

Hvor er du på vej hen lige nu?

"Jeg er på vej på turné for andet år i træk med min egen forestilling Ta’ mig som jeg er, som jeg selv har været med til at producere. Det startede med, at jeg spillede Grethe Ingmann i en forestilling i Tivoli for 10-11 år siden, hvor jeg blev ret vild med både historien og musikken.

Dengang var jeg omkring de 40 år, men som jeg nærmede mig den alder, hvor hun døde som 52-årig, kunne jeg mærke på mig selv hvor voldsomt, det var at dø på det tidspunkt i livet. Hun endte med at drikke alt for meget og dø for tidligt. Men hun var også en dygtig sangerinde med en livfuld historie, og jeg ville gerne undersøge, hvorfor sådan et menneske giver op. Jeg tror, det handler om, at hun havde været i branchen, siden hun var 15-16 år, hvor hun turnerede med granvoksne mænd og aldrig rigtig lærte sig selv at kende.

Derudover er Grethe spændende, fordi hun er i samme game som mig, og jeg har også mine spøgelser, men jeg tror ikke, hun gik ikke i terapi og lærte sig selv at kende, som jeg har haft mulighed for. Jeg har flere steder at gå hen, når livet er svært, og det er måske nok forskellen på mig og Grethe Ingmann. Og så er der jo alle de gode sange, som jeg kan bruge i historiefortællingen."

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

"Der er mange, og hvis man først har fundet derind, er det svært at komme ud igen. Det gælder også de mænd, jeg engang har elsket, for jeg er stadig venner med de fleste af mine eks’er. Mine børns far og jeg er der altid for hinanden, og jeg holder stadig meget af ham. Man skal fandeme opføre sig ordentligt over for mennesker, man har lavet mennesker med. Også for sin egen sindsros skyld.

Jeg har ikke nogen kæreste nu, men jeg vil måske gerne have en. Jeg er åben over for kærligheden, men ikke over for alt det halløj, der følger med. Jeg bliver heller ikke længere så nemt forelsket, som da jeg var ung, men kærligheden skal nok finde mig igen."