Trisses mor tog sit eget liv for øjnene af sine børn: ”Jeg vil gerne slå hul i tavsheden”

På gulvet står en rengøringsspand. En klud ligger hen over kanten. Og på vandoverfladen er der skinnende bobler af sæbe. En skikkelse står i vinduet – og forsvinder.

"Jeg kan huske spanden og boblerne. Jeg ved ikke, hvad der sker, men jeg har et billede af, at hun stiller sig op i vinduet. Og så lyden, den glemmer jeg aldrig. Det er lyden af en krop, der rammer asfalten. En dump lyd."

Trisse Gejl løfter brynene over de mørke øjne og udtaler ordet dump, så man næsten kan høre den på 51 års afstand. Hun er usikker på, hvad der er erindringer, og hvilke billeder hendes hjerne selv har skabt. Men hendes mor døde den februardag i 1972, da hun kastede sig ud fra fjerde sal i Christiansgade i Aarhus. Mens fireårige Trisse og hendes otteårige bror sad i den højloftede dagligstue, og deres far var i bad.

Læs også

Mille Gori: ”Da jeg lå ned, kom der ikke nogen og samlede mig op”

Ingen forklarede

"Vi fattede jo ikke en skid af, hvad der foregik, og ingen fortalte os det. Man siger jo heller ikke til en fireårig: Din mor har lige kastet sig ud ad vinduet."

Trisses erindringer er som glimt. Af en gulvspand. Af boblerne i vandet. Af lyden. Men også af at blive løftet op i sin fars favn.

"Jeg husker, at min far tager mig op. Men det var ordløst. I dag ville vi have fået hjælp af en børnepsykolog, men den dag er lidt som et jordfaldshul. Det, der skete, blev indkapslet i det hul."

På spisebordet ligger De unævnelige, som lige er udkommet. Med et brunt efterårsblad på coveret. Og med den personlige historie, hun har kredset om igennem 30 års forfatterskab, men aldrig rigtig har fortalt. Før nu.

"Jeg har gemt mig bag mine romanfigurer – en 70-årig patriark eller en niårig dreng – men nu gider jeg ikke gemme mig mere. For ja, jeg har arvet en genetisk disposition for depression, men jeg vil simpelthen ikke være med til at nedarve tavsheden. Ikke længere."

Tavshed og bål

Netop tavsheden har familien trukket efter sig som et slæbespor. Siden den dag i februar, som Trisse har googlet sig til var en onsdag. Hvor alt var kaos. Følelsen af at blive skærmet. I dagene efter tændte Trisses far et bål i gården, hvor han brændte alle morens ting. Og så fortsatte livet. Uden de små godnatritualer, hvor Trisses mor puttede hende med sit “godnat” på flere sprog. Men også uden de konstante besøg på psykiatrisk afdeling i Risskov.

Efter et par år blev faren gift igen med Trisses “levende mor”. Og én gang tog han initiativ til at tale om, hvad der var sket. Trisse var otte.

"Han sagde: “Du skal bare vide, at du kan spørge om alt.” Jeg vil gætte på, at min levende mor havde sagt til ham, at han var nødt til det. Han sagde, at jeg kunne spørge ham om alt, der havde med min mor at gøre, men intet, der havde at gøre med hans privatliv. Men hvad var der så tilbage? Så jeg stod der med så mange spørgsmål, men i hans blik kunne jeg se, at han slet ikke kunne rumme det."

Flygtede med børn

Så Trisse spurgte ikke om noget. Til gengæld søgte hun som voksen aktindsigt i sin mors journal og fik det gulnede papomslag i hænderne. Og havde en time til at bladre siderne igennem. Om endeløse indlæggelser, om diagnosen bipolar, alskens medicin, at hendes mor ikke måtte lades alene med børnene, at alle skarpe genstande skulle fjernes, når hun var hjemme. Og så noget overraskende: at hun var stukket af med sine børn. Dagen før dén onsdag i 1972.

"Ingen vidste, hvor vi var. Min far kunne heller ikke huske det. Så det får jeg aldrig at vide. Men hun bragte os hjem. Og dagen efter kastede hun sig ud ad vinduet."

Læs også

Theréses mor var alkoholiker: ”At være urolig for en forældres liv er den værste, man kan være”

Trisse går ud i køkkenet. Tænder en smøg. Hendes far blev rasende, da hun fortalte, at hun havde læst sin mors journal. Over, at hun havde kunnet læse om hans privatliv.

"For som han sagde: “Jeg fortalte dig jo, at du kunne spørge om alt. Og så sagde jeg bare til ham: “Ja, men jeg var otte år! Dit liv, men mine gener.”"

"Jeg prøvede at bringe det op to gange før min fars død i 2000. Og hver gang lagde der sig en mørk sky over samværet. Han kunne ikke tale om det. Han var 33 år, da det skete. Og stod alene med to små børn – efter i årevis at have levet i angst. I dag ser jeg ham nærmest som historiens helt. Jeg elskede ham, og han reddede mig."

Provokeret af journalist

På væggen i Trisses lejlighed hænger små sedler i rækker. Med stikord, så hun får overblik over kapitlerne, når de begynder at rode i hovedet. Det er den bog, hun egentlig var i gang med for fem-seks år siden, hvor hun lige havde udgivet Ulvekvinten og var med i radioprogrammet 'Skønlitteratur' på P1.

Her blev journalisten ved at spørge, hvorfor Trisse vidste så meget om depressioner og selvmord, og til sidst blev Trisse så provokeret, at hun svarede: ”Du spørger mig om noget, som kun mine nærmeste har lov til at spørge om!”

"Jeg kom ud fra det radioprogram og tænkte, at hvis jeg nogensinde skal fortælle den historie, vil jeg gøre det selv. Og ikke på to minutter i et radioprogram."

Så sedlerne på væggen blev skiftet ud med dem, der nu er blevet til De unævnelige. Et selvportræt med nedslag i personlige, men også kollektive begivenheder gennem 30 år.

I sidste uge holdt hun bogreception, men først havde hun sørget for, at hendes tre voksne sønner havde fået deres eksemplar i hænderne. For det er første gang, også de får den fulde historie. Det gik op for Trisse for ti år siden, da hendes yngste søn spurgte: ”Hvad døde din biologiske mor egentlig af?”

Bryd forbandelsen

"Jeg var simpelthen kommet til at nedarve tavsheden. Mine sønner har heldigvis ikke følt, at de er vokset op med fortielser. Men jeg har selvfølgelig prøvet at beskytte dem mod smerte. Men som min mellemste sagde, så er det min smerte, ikke deres."

Og smerten. Den forsvinder måske aldrig helt. Selv om Trisse til dels forstår sin mor. At hun sandsynligvis gjorde det, fordi hun havde det så forfærdeligt, at hun var overbevist om, at det var for alles bedste.

"Jeg læner mig op ad det, min bror siger. At vores mor gav os livet to gange. Da hun fødte os, og da hun forlod os. Så jeg har sympati for min mor. Men følelsen forsvinder jo ikke. Følelsen af at blive fulgt ned i skolegården i 0. klasse, og så kommer der ingen og henter dig – det er mit livsvilkår."

Men for Trisse kan noget af forbandelsen brydes ved, at vi bliver bedre til at snakke om det shit, vi har med i bagagen.

"Nu vil jeg bryde den fucking spell! Nu skal det siges. For der er ikke noget, der udvikler sig i tavshed."