For ni år siden mødte Anne Glad manden i sit liv: ”Vores kærlighed rummer også der, hvor man er usikker”
Anne Glad er vokset op som en bægret halvt fyldt-type, og måske var det det, der gav hende modet til at marchere direkte ind i tv-branchen.
Hvilken vej var den første, du gik på?
"Kroggårdvej som lå på landbrugsjord lidt nord for Odense, der var blevet udlagt til parcelhuskvarter i 1960’erne.
Her købte mine forældre deres hus, da min storebror kom til verden.
De var begge folkeskolelærere og ambitiøse både med deres arbejdsliv og familieliv. Min mor efteruddannede sig til matematiklærer, mens min far var aktiv i fagbevægelsen, men han var en moderne mand, så i perioder skar han ned på timerne og gik mere hjemme og stod også for madlavningen. Det var ikke almindeligt dengang. Jeg gik aldrig i børnehave, så det var lidt af en kultur, der åbnede sig for mig, da min søn startede i institution for nogle år siden.
Jeg havde gode venner omkring mig blandt andre Morten, som boede lige over for os på vejen. Vi var meget udenfor, og vi havde i det hele taget meget frihed som børn i et trygt kvarter. Men jeg var også en del på mit værelse, hvor jeg klippeklistrede, skrev digte og var kreativ, spillede klaver og blokfløjte – de klassiske 1970’er-discipliner – og kiggede på mine samlinger af alt fra glansbilleder til hønseringe, kapsler og smølfer. Jeg har samlet på det hele.
Vi sidder i øvrigt derhjemme for tiden og prøver at finde ud af, hvad vi skal stille op med min mands samling af nøgleringe. Men vi finder nok nogen, der gerne vil overtage 500 nøgleringe fra 1980’erne. Jeg behøver bare ikke, at de er hjemme hos os."
Hvordan fandt du din levevej?
"Jeg tror, jeg snublede ind i den. Jeg er egentligt uddannet inden for nordisk sprog og film- og medievidenskab, og jeg drømte i en periode om at blive forsker inden for det felt, men forskermiljøet appellerede ikke til mig, for det føltes råt og ukærligt. Der var nogle fyrtårne af gode undervisere, men der var også dem, som var rigtig heldige, at de kunne gemme sig på deres kontor.
Min daværende kæreste arbejdede på et reklamebureau, og der fandt jeg ud af, at man som tekstforfatter både skal bruge sine analytiske evner og kunne formulere sig. Det var desuden et dynamisk, kreativt miljø med deadlines, oplevelser og god løn. Det var i slutningen af 1990’erne, inden internettet var opfundet, så jeg skrev ti ansøgninger og sendte dem til ti bureauer med posten og kom til otte samtaler. Det var god timing, men i den branche er de også altid på jagt efter nyt talent.
Det var dog også en branche, der var ved at ændre sig, for før i tiden havde de ansat mange, blot fordi de engang havde skrevet en sjov sang. At man var universitetsuddannet var nyt, og der var endda en, der frarådede mig at sige til nogen, at jeg var det. Ja, hvad man ikke skal lægge ører til, når man er ung. Men det var sjovt. Der var store oplevelser, rejser og festivaler, og hvis arbejdsdagen blev for lang, bestilte man bare noget sushi."
Dit livs genvej?
"At jeg kom på tv, var også lidt af en tilfældighed. En caster fra DR ringede til min kollega og spurgte, om hun ville til casting, da Christine Felthaus havde sagt op på Kender du typen, men det havde min kollega ikke lyst til, og så blev jeg og tre-fire andre spurgt i stedet for.
Annonse
På det tidspunkt havde jeg været lidt i Go’ Morgen Danmark og den slags, men 'Kender du typen' var noget større, og jeg forberedte mig grundigt. Jeg talte med en tv-producer om, hvordan man placerer sig foran kameraet, at man skal tale i korte sætninger og have noget på hjerte, og hvilket tøj der filmer godt. Jeg fik endda en makeupartist til at lægge en tv-egnet makeup, inden jeg skulle af sted til castingen. Man kan jo godt selv sørge for, at der ikke er nogen barrierer."
Har du nogensinde mistet vejgrebet?
"Jeg blev skilt som ung efter et ret langt parforhold og to års ægteskab, for nogle gange skal man åbenbart giftes for at kunne gå fra hinanden. Samme dag som vi fik nøglerne til vores nye hus, blev jeg fyret fra reklamebureauet, og så gik vi og satte hus i stand samtidig med, at vi kom længere og længere fra hinanden.
Alligevel ville jeg ikke være den oplevelse foruden. Det gælder om at huske på, at det ikke er farligt at miste vejgrebet. Man skal bare op på vejen igen. Jeg har heldigvis været forskånet for de store katastrofer. Det er nok også et spørgsmål om fortælling, men mit blik på verden gør, at jeg føler det sådan. Vi er alle rustet forskelligt til at møde verden, og jeg havde en tryg barndom, selv om min bror ikke altid er enig. Jeg er vokset op som en ”bægret halvt fuldt-type”."
Hvem har fundet vejen til dit hjerte?
"Min søn Kaj har ikke, for han er vokset direkte ud af mit hjerte. Men min mand Kim har, og det er jeg stadig dybt taknemmelig for skete. Han havde set mig i Botanisk Have og sad derefter i et tog og skrev en mail til mig, hvor han inviterede mig ud. Når du er på tv, får du en del af den slags henvendelser på sociale medier, men han havde gjort sig den ulejlighed at finde min mailadresse, og han var desuden velformuleret.
Jeg havde ikke tænkt os som kærester, men mere at han var en, jeg bare kunne hænge ud med. Men jeg var tiltrukket af ham fra starten, for han er smuk, morsom og intelligent, og jeg fik slået benene væk under mig af hans evne til at kommunikere og udtrykke sig. Jeg har brugt en del tid sammen med knudemænd i mit liv, men her var en samtalepartner, som kendte sig selv godt og kunne reflektere over sine egne følelser. Vi kan tale om alt. Intet er farligt, for vores kærlighed rummer også der, hvor man er usikker. Han løber ikke væk, når jeg viser de sider.
I starten var jeg ret fokuseret på aldersforskellen mellem os, men han er faktisk den mest voksne mand, jeg har haft. Da vi mødtes, fik jeg direktørløn, var i fjernsynet, og det hele kørte bare, men han var ikke bange for noget af det. Nej, han kunne derimod sætte ord på hvilke udfordringer, der kunne være ved det."
Hvordan fandt du den vej, du bor på nu?
"Det gjorde jeg, fordi min seneste kæreste boede i lejligheden, da jeg mødte ham, og da vi gik fra hinanden, overtog jeg den. Den ligger i en baggård til en baggård og er vist nok en del af den gamle Vesterport i København. Det er så svært at finde, at jeg skal forklare mine gæster vejen, for at de kommer frem, men når man gør, kan man se resterne af gamle værksteder, hvor der i dag er garager, og man kan ikke høre andet end rådhusklokkerne, fordi der er så stille i den lille oase.
Lejligheden er to etager, hvor den ene halvdel er åbnet op, så der er meget højt til loftet. Det er virkelig et sted, man bliver forelsket i. En rigtig scorelejlighed, for den er svær at forlade, når man først er der."
Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?
"Det har været et grundvilkår for mig i mange år, fordi jeg er på primetime-tv. Folk kan godt påstå, at de ikke kender mig, men alle kender programmet, jeg er med i, Kender du typen. Jeg har det heldigvis fint med at blive genkendt, og Kaj er blevet god til at håndtere det. Der kan godt være grænseoverskridende situationer, og da Kaj var helt lille, var det svært.
Jeg kan godt forstå, folk syntes, det var spændende, at jeg havde fået en baby, men når fremmede nærmest kravlede ned i barnevognen for at kysse ham, var det for meget. Man er nok også lidt ekstra sprød i det som nybagt mor. De fleste nøjes dog med at nikke og smile."
Annonse
Hvor er du på vej hen lige nu?
"I dette øjeblik er jeg på vej ind i en periode uden så mange foredrag, så jeg får en måned til at være mere introvert, når jeg ikke skal stå på en scene foran hundredevis af mennesker. Jeg får mere plads til fordybelse og får mere tid til at læse litteratur, der ligger i stakke og venter. Så afsætter jeg timer midt på dagen til at læse, og det glæder jeg mig til, for der kommer så mange gode danske romaner, som for eksempel 'Rans Vilje' (af Peder Frederik Jensen, red.).
Litteratur giver mig perspektiv og gør mig klogere både på andre og mig selv. Jeg rejser gennem litteraturen, som for eksempel på en hundeslæde over Indlandsisen, som jeg følte, at jeg gjorde, da jeg læste Astrid Saalbachs 'Der hvor du ikke vil hen'. Danskerne var så gode til at købe bøger under corona, men nu skærer de ned, og det ærgrer mig, for det er bøger, der giver tilværelsens magi. Ikke sodavand og chips, som folk sjovt nok aldrig skærer ned på."
Den vigtigste vejleder i dit liv?
"Når jeg har brug for opbakning, ringer jeg hjem til min mor. Hun synes altid, at jeg er fantastisk, og at det er alle de andre, der er nogle idioter. Hun siger godt nok, at hun er den første til at se mine fejl, men det passer jo ikke.
Jeg har også en hær af veninder, der bakker mig op, og som også kan se nuancerne i en sort-hvid verden. Men hvis jeg virkelig skal have modspil, er det Kim, jeg går til. Han fortæller mig, hvornår jeg tager fejl og indimellem også, at jeg er en boomer."
