Vivi Flindt: "Det var ikke mig, der ville skilles. Det var rædselsfuldt"

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Det var på Amager, hvor jeg er født og voksede op. Jeg er født under krigen, og jeg kan huske, hvordan min mor stod i kø for at købe garn, og hvordan hun konstant syede alt vores tøj om. Det var ellers en vidunderlig barndom med leg, dejlige forældre og tryghed. Som treårig begyndte jeg at danse, og det elskede jeg. Jeg hoppede og sprang, når jeg skulle til balletskolen, som også lå på Amager. Det var læring gennem leg. Min lillesøster, som er tre år yngre end mig, begyndte også til ballet, for min mor syntes ikke, der skulle gøres forskel. Hun kom dog ikke forbi optagelsesprøven, og det viste sig senere, at det var hun bestemt ikke ked af. 

Jeg tror, mine forældre ville sige, at jeg var et rigtigt præmiebarn, og jeg var faktisk aldrig uartig. Men måske skulle jeg have prøvet at være det.

Hvordan fandt du din levevej?

– At danse var mit eget valg, for det har altid været helt naturligt for mig at være i bevægelse. Der var musik i mit hjem, min far var musiker og spillede tit derhjemme, og min farmor var spillelærerinde, så hun lærte mig at spille klaver. Dengang gik det bedre borgerskabs børn til dans for at få en rank holdning, men min mor syntes, at jeg skulle noget mere. Hun kunne godt se det smukke i dansen, så først gik jeg på balletskolen på Amager, og da jeg var otte år, kom jeg ind på Det Kongelige Teaters Balletskole. 

Jeg har ikke danset ”fe-rollerne”. Jeg har portrætteret kvinder som Frøken Julie, Salome og Karen Blixen. Kvinder med følelser og damer af kød og blod. Det passede bedre til mig. Senere kom jeg til at undervise. Ballet handler ikke bare om at hoppe højere og springe længere. Det handler om at forstå kunsten. Ballet er en kunst – ikke en sportsgren. Balletten er kultur, og kroppen er kun et instrument til at udtrykke sig. Ord kan udtrykke meget, men kroppen kan udtrykke endnu mere med bevægelse, og det handler ikke om hvor højt, man kan løfte sit ben. 

Har du nogensinde stået ved en korsvej?

– Da jeg var 16-17 år, fik jeg store problemer med tæerne, det udviklede sig til knoglebetændelse. Jeg blev opereret og var væk i et halvt år. Der var jeg i tvivl, om jeg skulle tilbage til balletten, eller om toget var kørt, som man siger. Det kunne jo godt være, at min plads i kompagniet var taget af en anden. Jeg havde ingen eksamen, så hvis jeg skulle læse videre, skulle jeg først have en eksamen, og det havde jeg ikke rigtig mod på, så jeg kæmpede mig tilbage til balletten. Men inden da nåede jeg vist at drømme om at blive stewardesse, for sprog lå til mig, men min mor syntes ikke, det lød sjovt at være tjenestepige på så få kvadratmeter, som hun formulerede det. Hun pressede mig dog heller aldrig til balletten. Jeg blev opereret ti gange i fødderne gennem årene, og hver gang sagde hun: ”Det var jo dig selv, der ville det her”. 

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Jeg mødte Flemming, da vi dansede sammen i De tre musketerer i 1966. Han var blevet balletmester samme år, og året efter skulle hans daværende samlever danse balletten Den Forunderlige Mandarin på tv, men de var i tvivl, om hun kunne få orlov, så jeg lærte den også. Hun fik orlov og dansede den på tv-optagelsen, men da den senere skulle sættes op på Det Kongelige Teater, fik jeg rollen. Jeg var gift i forvejen og havde en datter, men kærligheden voksede mellem Flemming og mig med vores arbejde sammen. Det var meget smukt. 

Da Flemming og jeg fik et liv og børn sammen, faldt det mange for brystet, men for mig var det vigtigt at få børn. Jeg er først og fremmest et menneske og en kvinde, og det er jo helt naturligt at føde børn, om du er væverske eller danserinde. Heldigvis er følelser stærkere end Jantelov. Det er måske lidt skizofrent at have et liv med mand og børn, når du hver aften stiller dig ind på en scene foran 2000 mennesker og overtager en anden kvindes psyke, inden du igen går hjem og laver natmad og siger godnat til sine børn.

Hvornår kan du føle dig på afveje?

– Det var første gang, jeg dansede barfodet i balletten Aureole i 1968 til Händels smukke musik på Det Kongelige Teater. Det var vidunderligt for mig at smide balletskoene. Det var en frihed, og jeg blev kun bedre af, at jeg kunne bruge kroppen friere, men min gamle russiske lærerinde var rystet i sin grundvold. Mange syntes, at jeg var på afveje, men den moderne dans var kommet til Danmark fra USA i 1960’erne, og i 1972 kom så Dødens Triumf. Folk spurgte, hvordan det var at smide tøjet i den forestilling, men på mig virkede det mere skelsættende at smide skoene end tøjet. Før Dødens Triumf var balletten noget med feer i en drømmeverden. Det hele var Bournonville og Tornerose, men balletten skulle videre i stedet for at blive til en museumsgenstand. Flemming var en fornyer, men de gamle så ham som en trussel mod den klassiske skole. Der gjaldt det virkelig om at have det bredeste bryst. Det er 50 år siden, vi lavede Dødens Triumf, og når jeg i dag ser billeder fra Kina af folk med masker, så tænker jeg, at den stadig er lige aktuel, for den handler om en sygdom, som vi ikke kan bekæmpe i samfundet. 

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– De sidste år på Det Kongelige Teater var det ikke sjovt mere. Folk sendte mig sjofle breve, og det var ikke altid lige sjovt. På den anden side har jeg det sådan, at når man stiller sig til offentligt skue på en scene, så er det ikke alle, der forstår det. Da vi lavede Den Forunderlige Mandarin, som var min store debut, skrev aviserne på spisesedlerne, at ”en balletstjerne blev født i aftes”. Men når de skriver sådan, er der også altid nogen, der har modsatte følelser. 

Populærpressen har dog altid været sympatisk og forstående over for mit arbejde, men jeg brød mig ikke om at læse avisernes læserbreve. Nogle syntes, at jeg lavede for meget, mens andre mente, at vi tjente for mange penge. Dengang var alt styret af toneangivende kritikere og anmeldere, og jeg fik tit skudt i skoene, at jeg kun fik rollerne, fordi Flemming var forelsket i mig. Men jeg kan med den største oprigtighed sige, at Flemming var min hårdeste dommer, og han satte mig aldrig til noget, som jeg ikke kunne forsvare. 

Jeg bliver stadig genkendt, for jeg er ikke bange for at tage offentlig transport, når jeg skal til København, og så er der tit nogen, der spørger: ”Er du ikke…”. Det følger med et liv i offentlighedens søgelys, og det har aldrig generet mig. 

Hvornår mistede du vejgrebet?

– Det var, da jeg blev skilt fra Flemming i 1995, for det var ikke mig, der ville skilles. Det var rædselsfuldt. Jeg mistede min bopæl, mit ståsted og alt, hvad jeg havde opnået. Ét er at miste sin elskede, men jeg mistede også mit arbejdsliv, for Flemming og jeg var ét i alt, hvad vi lavede, og jeg dansede ikke længere. Jeg blev faktisk syg af det. Jeg fandt ud af, at psykologer og psykiatere er meget godt, men i sidste ende er du nødt til at sætte dig ned og tænke over, hvad problemet i virkeligheden er. Jeg havde mistet alt, men jeg var jo ikke død. Jeg havde hjertesmerter, men livet går videre. Jeg blev tilbudt at komme hjem fra USA, hvor vi boede på det tidspunkt, og blive tilknyttet Det Kongelige Teater som ”ballet mistress”, hvor jeg skulle planlægge og tage hånd om både skole og forestillinger. Det nye arbejde optog både min tid og min opmærksomhed, så der fik jeg en vej videre. 

Nu har Ole og jeg været sammen i 20 år. Vi var naboer fra gamle dage, og vores børn er vokset op sammen. Ole er utrolig positiv, og han ser aldrig det negative. Den positivitet er god, når man er langt nede. Ret banalt så hankede Ole op i mig. 

Hvordan fandt du den vej, du bor på nu?

– Da jeg mødte Ole, var han på vej til at flytte til Frankrig, og jeg var på vej tilbage til USA for at arbejde. Vi flyttede sammen til Frankrig, men efter ti år var min mor blevet syg hjemme i Danmark, så vi valgte at flytte hjem igen, og så fandt Ole dette sted. Jeg har altid godt kunnet lide at være på landet, selv om jeg selvfølgeligt har været afhængig af, at der var en nogenlunde distance til mit arbejde. Nu vil jeg leve i naturen. Vi har to tønder land at passe, og det er måske ved at være for meget. Det er i hvert fald jævnligt oppe at vende, om vi skal flytte. Men det er et fantastisk sted.

Hvem er Vivi Flindt

• Født 1943.
• Uddannet balletdanser fra det Kongelige Teater, hvor hun også mødte sin mand, Flemming Flindt. De to revolutionerede balletten med blandt andet Dødens Triumf, som havde premiere på Det Kongelige Teater i 1972. Senere flyttede parret til USA, hvor de ledede Dallas Ballet Academy. 
• Mor til tre døtre og bor i dag i Nordsjælland sammen med erhvervsmanden Ole Brøndum-Nielsen.