Vivienne Mckee: "Jeg vil faktisk gerne være anderledes. Sådan har jeg det bedst"

Da Vivienne McKee var tre år gammel, døde hendes far, og hendes mor tog sine to børn med ud i verden.

"Først var vi engelske børn, så var vi amerikanske børn, og så var vi australske børn, og i en periode flyttede vi frem og tilbage mellem England og Frankrig," siger indehaveren af Danmarks mest vedholdende juleforestilling, 'Crazy Christmas Cabaret', om opvæksten med sin mor og storebror.

Læs også

Efter 28 år i England tog Anne Laxholm hjem til Danmark: ”Det første halvandet år var ikke rart”

"Man får det liv, man får, men når jeg ser baglæns på mit liv, kan jeg se, at jeg lærte at tilpasse mig en ny kultur meget hurtigt," siger 72-årige Vivienne McKee, som har boet i Danmark siden 1982.

"Min barndom har gjort mig til en åben person. Jeg er ikke tilbageholdende, som danskere er. I venter længe med at komme ud af skallen, men jeg taler med folk på gaden, når jeg lufter hunden, siger hun på et sprog, som er skiftevis dansk og engelsk."

Fra stjernefrø til mor i et fremmed land

I 1982 flyttede Vivienne til Danmark efter at have læst teatervidenskab på universitetet i Bristol og fransk på universitet i Sorbonne og senere til skuespiller på teaterskolen Old Vic i England. Karrieren var netop ved at tage fart med blandt andet en gennemgående rolle i tv-serien Crossroads og en filmrolle overfor Richard Chamberlain, da hun under et besøg i Danmark mødte Søren.

"Jeg opgav min engelske karriere. Jeg tror faktisk, jeg kunne være blevet en stor stjerne," siger hun funderende, inden hun fejer det af med humor.

"But I gave it up for looove," siger hun og slår teatralsk over i engelsk.

I løbet af ingen tid var Vivienne gravid og fik en søn, men hun havde ingen venner i Danmark.

"Jeg kunne ikke vende tilbage til England, for der var bare så mange gode grunde til at lade sit barn vokse op i Danmark. Men jeg var også frustreret, for jeg havde haft en karriere, og nu var jeg ”kun” mor," husker hun.

"Udlændinge tror altid, Danmark er et fedt sted at bo, men mange af dem tager hjem, når de har siddet alene i en lejlighed i et år. Jeg har været her i 40 år nu, men jeg lover dig, det tog lang tid, og det var ensomt at sidde alene i lejligheden med en nyfødt, hvor ingen ringede," siger Vivienne.

Hun lærte sig hurtigt dansk, for det skulle være nøglen til kulturen. Og så alligevel ikke helt.

"Jeg kom i 1980’erne, da feminismen var overalt. Danske kvinder ville ikke have, at en mand holdt døren for dem. Det kunne de selv. Men selv den dag i dag er det stadig sådan i England, at en mand går yderst på fortovet, når han følges med en kvinde, og jeg skal stadig vænne mig til, at danske mænd og kvinder er vokset op som ligestillede."

Med tiden er det dog gået op for Vivienne McKee, at hun på et eller andet plan er blevet dansker.

"Da jeg blev gift med Søren, fik vi en stor flot bryllupsgave. Jeg pakkede den ud, og inden i var der en PH-lampe. Jeg anede ikke, hvad det var, men den lignede en ufo. Min mand fortalte, at det var en fin dansk designerlampe. Efter par dage efter gik jeg ind i Illums Bolighus og byttede lampen til fire andre lamper, man kunne få for de samme penge."

Vivienne ryster på hovedet med et smil.

"Nu bor jeg i en lejlighed på Frederiksberg, og den er fyldt med dansk design. Ja, jeg er vist gået helt ind på det danske. Selv i mit hus i London står der Y-stole," griner hun.

Hun har endda gentaget situationen fra sit eget bryllup med PH-lampen – bare med modsat fortegn.

"Jeg købte en vase til en veninde i England, og da hun svarede ”tak for vasen”, hørte jeg i det samme mig selv udbryde: ”Det er ikke bare en vase, det er dansk design”."

Tilfældigheder og et julehit

Selvom Vivienne McKees flytning til Danmark var en hård opbremsning for hendes karriere, lykkedes det hende dog alligevel at bringe sin erfaring som skuespiller i spil.

Kort efter hun var kommet hertil, stod Caféteatret nemlig med en ledig scene op til jul, og den engelske comedienne fik lov at prøve kræfter med at skrive og performe sit eget materiale. Da hun en dag sad og skulle finde på et godt navn til sit teaterkompagni, faldt blikket på et stykke ristet franskbrød, og således blev navnet London Toast Theatre. Og blev så stor en succes, at hun i dag er fast inventar i Tivolis Glassalen, når den søde juletid nærmer sig.

I år har hun valgt et horror-tema til sin forestilling, som har fået navnet 'The house of uhygge'.

"Det skal være både satirisk og aktuelt, og så skal det være noget, danskerne kan relatere til."

"Så der er både Jekyll & Hyde og en figur, som er en blanding mellem Gwyneth Paltrow og Barbie, der sælger vand til 40 euro flasken," fortæller Vivienne McKee.

”Jeg vil bare se dig!”

Vivienne elsker dansk jul, og hvis hun kan se sit snit til at få inviteret midt i premierenerverne, er julen hos McKee gerne fyldt med mennesker.

"Da jeg kom til Danmark, var jeg helt slået omkuld af dansk jul. I har simpelthen bedre smag end englændere, hvis jul er så kommerciel. I laver flotte små ting af papir, som I gemmer i familien i årtier. Så har bedstemor en kasse med det samme julepynt, der kommer frem igen og igen. I England køber man bare et eller andet grimt. Juleaften den 24. var jeg jo slet ikke vant til, men jeg elsker, at man sidder og spiser en pæn middag juleaften."

Selvom Vivienne har høje tanker om den højtid, som også er blevet højsæson i hendes arbejdsliv, kan kulturforskellene dog også her gøre det lidt svært for en fremmed fugl at få det hele med.

Læs også

Husker du tv-serien Guldregn? ”Det var en mærkelig alder at blive kendt i"

"Mange danskere mødes for eksempel hvert år og fælder juletræer sammen. Hver gang jeg hører det, tænker jeg: ”Gud hvor lyder det dejligt. Hvorfor var jeg ikke inviteret?” Men jeg kan jo godt høre, at folk er afsted med de samme mennesker år efter år. I danskere har jeres familier og jeres små fester med nære venner helt tilbage fra skoletiden. Nye mennesker kommer ikke nemt med – især ikke hvis de ikke er danskere."

I dag øver Vivienne McKee sig i ikke selv at lukke sig om sin egen lille familie, som består af den søn, hun fik med Søren, og to børnebørn.

"Jeg er desværre håbløs til at lave mad, men der er altid folk hos mig, for jeg er sådan én, der siger: ”Bare kom forbi”, selv om jeg godt ved, at danskere helst skal have det i kalenderen og gerne tre uger i forvejen, og så er det til en rigtig middag med mange venner til bords. Nogle gange har jeg lyst til at råbe: ”I don’t give a damn about dinner. Jeg vil bare se dig!”"

Et anderledes liv

Selvom vi ifølge Vivienne McKees erfaringer har nemmere ved den mere organiserede middagsinvitation fremfor de spontane visitter, ser hun faktisk generelt danskerne som afslappede mennesker. Og ligesom busser der kører nogenlunde til tiden, er det et træk ved hendes ikke længere helt så nye hjemland, som hun sætter stor pris på.

"Men I er også ret ens," siger hun og uddyber: "Det excentriske har svære kår her. Hvis du møder en excentriker i Danmark, hedder det altid: ”hun er meget speciel”. Men at være excentriker i England er virkelig positivt. Danskere er lidt nervøse over for det fremmede og anderledes."

Er du selv excentriker?

"Well, hvordan skal jeg sige det? Hvis man er en ægte excentriker, så er man vel ikke selv bevidst om det? Men folk siger, at jeg er excentrisk, og jeg er jo en kreativ sjæl. Lige nu er jeg i gang med at skabe et horrorshow, og jeg tænker ikke på andet end vampyrer for tiden. Det er da lidt excentrisk," lyder det fra Vivienne med et grin, inden hun tilføjer:

"Det er nok mere indvendigt for mig. For mig handler det at være excentrisk også om, at man ikke følger reglerne. Jeg lever et anderledes liv. Jeg er uafhængig og vil ikke binde mig. Jeg vil faktisk gerne være anderledes. Sådan har jeg det bedst."