Vores voksne søn lever stadig som en teenager

Spørgsmål om at undgå at såre sin søn

Jeg er en kvinde i 50'erne, gift og mor til to nu voksne børn. Mens vores ældste datter ikke kunne komme hurtigt nok hjemmefra for at starte studier og flytte på kollegium, så har det været mere bøvlet med vores søn, der fylder 22 år her til sommer.

Vores søn er ellers en velfungerende ung mand, der fik en god studentereksamen og har gode venner. Men hvor de for længst er flyttet hjemmefra, så har det vist sig sværere at få vores søn skubbet ud ad reden. Efter sin studentereksamen var han kortvarigt ude at rejse, og da han vendte hjem igen, regnede jeg med, at han ville være interesseret i at flytte hjemmefra, men det var ikke tilfældet. At han ikke lige havde lyst til at gå i gang med en uddannelse, var vi indforståede med, især fordi han hurtigt fandt sig et job. Problemet var bare, at han blev ved med at leve som før. Han gik i byen i weekenderne, hvor vi ikke så så meget til ham, det gjorde vi derimod til dagligt, hvor han kom hjem fra job og spiste og hang ud på sit værelse.

Her i det tidlige forår var han så så heldig, at en kollega manglede én, han kunne dele lejlighed med. Vores søn flyttede langt om længe hjemmefra, og indrømmet, selv om her blev stille, så var det også en lettelse. Problemet er nu, at han stadigvæk kommer her lige lovligt meget. Jeg elsker min søn, og det er da også hyggeligt at få besøg. Men når det bliver til flere gange om ugen, hvor han dukker op til spisetid, så har jeg det, som om han slet ikke er flyttet ud. Jeg har dog svært ved at finde ud af, hvad jeg skal sige til ham, for jeg har jo ikke lyst til såre ham. Har du et råd?

Vibeke Dorph om selvstændighed

Why fix it, if it works? Sådan kunne det godt lyde til, at din søn går og tænker. Hvorfor selv stå og bakse med madlavningen, når nu han har muligheden for at gå hjem til sin søde mors madgryder. Det kan selvfølgelig virke lidt forkælet, at han tænker sådan, men jeg synes egentlig ikke, der er noget bekymrende ved hans opførsel. Jeg har da hørt om en hel del unge – især – unge mænd, der tænker sådan.

Men at du er træt af at have din granvoksne søn rendende i tide og utide, det har jeg til gengæld også forståelse for, og jeg synes da, at du skal til at få sat en stopper for hans lige lovlige hyppige besøg. Her behøver du hverken problematiserer besøgene eller for den sags skyld såre ham. Start med at bede ham om at slå på tråden, hvis han har lyst til at komme og spise, og øv dig i at sige at det ikke lige passer dig i aften. Enten fordi I egentlig bare havde tænkt jer at snuppe, hvad der nu er i køleskabet, den slags kan man jo sagtens, når der ikke længere er hjemmeboende børn, der skal affodres, eller sig at I skal noget andet. Bare hold dig på din egen banehalvdel, så er jeg ret sikker på, at det er et spørgsmål om tid, før han lægger sine vaner om og selv begynde på at få gang i kødgryderne. Skulle det mod forventning ikke ske, så gør du ham altså kun en tjeneste ved at forære ham en kogebog og gøre ham klart, at han nu er en voksen og velfungerende ung mand, der er fuldt ud i stand til at klare sig selv og dermed også til at lave sin egen mad selv.

Skriv til Vibeke

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk.

Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.

Vibeke Dorph har i over 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen 'Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor'. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.