Anna Stokholm har graviditetsdiabetes: "Jeg var helt ulykkelig"

De fleste skuespillere ville nok forberede sig på at skulle rende rundt med en meget stor pude på maven. Indstudere følelsen af en tung krop og det virvar af stemninger, der kan følge med, hvis man bærer et lille menneske i maven.

Men når skuespiller Anna Stokholm går på arbejde dette efterår i en rolle som højgravid i tv-serien Minkavlerne, får hun ikke brug for at lade som om. Da hun og hendes kæreste, skuespiller Simon Stenspil, i vinter havde den afgørende snak om at få børn, kiggede Anna Stokholm en ekstra gang i arbejdskalenderen og tænkte, at det måske godt kunne komme til at passe ret fint.

Og to dage senere var der gevinst.

"Det var lige noget for mit kontrolgen," ler hun fra en telefonforbindelse et sted på en fransk landevej, hvor hun og Simon Stenspil er undervejs på deres sidste roadtrip i tosomhed, inden de til november kan kalde sig forældre.

"Folk omkring mig sagde, at jeg ikke skulle regne med at kunne time det på den måde, og jeg tænkte også, at de to streger på testen ikke var en sikkerhed for noget som helst. Men da vi var til scanning på en privatklinik i uge 6 og så det lille hjerteblink, turde jeg for alvor tro på det," fortæller hun.

I baggrunden ulmer lyden af noget, der lader til at være motorstøj, og Anna Stokholm forklarer, at det nok skyldes, de er vej ind på motorvejen.

De kører i et folkevognsrugbrød fra 1963, som er blandt yndlingseksemplarerne i Simon Stenspils bilsamling og parrets transportmiddel i den 10-dage lange ferie, de er på.

"Simon har bygget og repareret på bilen i 12 år, og nu tager vi turen i den og kører derhen, hvor vi har lyst. Vi gør det, inden vi får et barn, for den er lidt svær at have en baby med i," forklarer hun med lidt mere volumen på stemmen.

"Spontanitet er en af mine og Simons største forskelligheder, og med ham har jeg fået kastet en masse ‘vi ser lige, hvad dagen bringer’ ind i mit liv, hvilket er både udfordrende og det fedeste at blive udsat for, når man er, som jeg er. En konstant øvelse i at give slip – på kontrol og bekymringer og frygten for, at ting ikke går godt," får hun sagt, inden larmen bliver for intens, og hun må afbryde opkaldet.

Skruk i 10 år

Anna Stokholm og Simon Stenspil mødte hinanden for fire år siden til premieren på en forestilling, hvor Anna Stokholm spillede sammen med Simons søster Cecilie, som også er skuespiller. Siden da har de nærmest ikke været fra hinanden, fortæller den vordende mor, da den lille veteranbus igen er i ro og forbindelsen genetableret.

"Da vi for alvor begyndte at snakke om at få børn, var vi nået dertil, hvor vi havde fundet hinanden nok til at vide, at det skal være os, og hvor vi begge havde lyst til at stifte familie. Samtidig havde min skrukhed stået på ret længe på det tidspunkt," indskyder hun og gætter på noget nær 10 år.

"Jeg har haft det, som om min krop har skreget på at blive mor i al den tid. Det har været vildt at opleve, og jeg har nærmest mærket det fysisk. Jeg har altid elsket børn. På den måde har morrollen været utrolig naturlig for mig, og det har aldrig været et spørgsmål, om jeg skulle have børn eller ej. Det har tværtimod været noget af det vigtigste i verden at nå," siger hun og bemærker, hvordan hun allerede i den spæde del af graviditeten fik gavn af sin lyst til at blive mor.

"Jeg havde kvalme nærmest fra dag ét og kastede rigtig meget op. Kvalmen var konstant, føltes ekstremt invaliderende for mig, og det eneste, der hjalp, var at være så lidt fysisk aktiv som muligt og spise sukker og hvidt brød. Hvilket gik meget imod det, jeg normalt gør. Jeg gik amok i alt slags hvidt brød – og tog også ret hurtigt rigtig mange kilo på. Men fordi jeg har drømt om at blive mor i så mange år, har jeg hele tiden været villig til at gå igennem ild og vand for min graviditet. Så jeg nåede at tænke, at hvis jeg skulle have kvalme og kaste op i ni måneder, måtte det være sådan."

Der gik fem måneder, før kvalmen forsvandt. Og så blev Anna Stokholm smittet med corona på sin sidste optagedag på en spillefilm.

"Jeg har aldrig følt mig så syg. Jeg lå ned i 14 dage med konstant hovedpine, smerter i hele kroppen, og jeg kunne næsten ikke trække vejret, fordi mine lunger var så påvirkede. Jeg tabte mig tre kilo og bevægede mig nærmest ikke," fortæller hun og husker, hvordan en af hendes første tanker, da hun blev smittet, var: “Hvad med baby?”

"Heldigvis var de læger, vi snakkede med, ret hurtige til at fortælle os, at baby danner antistoffer og slet ikke bliver påvirket af det, hvilket også er grunden til, at mor bliver ekstra syg. Så jeg prøvede at lade være med at bekymre mig. Simon blev også smittet, men han var ikke nær så hårdt ramt, så han passede mig – og jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skulle have gjort uden ham."

Syg af sukker

Herfra kunne man tro, at Anna Stokholm havde stået sin portion af graviditetsudfordringer igennem.

Men nej.

"I midten af august fik jeg konstateret sukkersyge. Jeg blev indkaldt til test, fordi min far har type 2-diabetes, og jeg derfor kunne være disponeret. Jeg ved ikke, om det er alle mine cravings eller noget hormonelt, der har aktiveret det, men mit blodsukker bliver for højt i for lang tid, og hvis det ikke bliver reguleret, kan det gå ud over babyen i maven."

Hun beretter med ro i stemmen – for hun har haft lidt tid til at vænne sig til tanken. Men beskeden var ikke nem at få, forsikrer hun.

"Jeg var helt ulykkelig et par dage, fordi jeg ikke kunne overskue alle de begrænsninger, der fulgte med. Men jeg lagde med det samme min kost om. For hvis mit blodsukker fortsætter med at være højt, kan baby få et for højt insulinniveau og blive født med for lavt blodsukker. Derfor skal babyen også have mad, inden for meget få minutter efter den er kommet ud, og hvis jeg ikke kan amme lige med det samme, er det rigtig vigtigt, at der er nogen, der står klar med modermælkserstatning eller mælk, jeg har pumpet ud forinden – ved at sætte mælkeproduktionen i gang før tid," forklarer hun og nævner, at sukkersygen også kan betyde, at babyen når at vokse sig så stor og bliver så svær at føde, at et kejsersnit kan være nødvendigt. 

Et scenarie, der blot styrkede hendes motivation for at lave et drastisk livstilsskift. For Anna Stokholm har et brændende ønske om at føde hjemme. Et ønske, som er dukket op under graviditeten og vokset i takt med maven.

"Jeg øver mig rigtig meget i at følge min intuition, og da jeg var til scanning i uge 12 på hospitalet, hvor det var meningen, jeg skulle føde, var den meget stærk. Jeg oplevede en følelse af travlhed og stress, som fik mig til at tænke, at det umuligt kunne være et godt udgangspunkt for at sætte et barn i verden. Så jeg gik i gang med at interessere mig for, hvor travlt der generelt er på fødeafdelingerne på hovedstadens hospitaler, og det blev afgørende i forhold til mit ønske om at gøre noget andet," fortæller hun og beskriver, hvordan hun i første omgang tog kontakt til en privat fødeklinik. Fordi hun tænkte, at det kunne give hende lidt af begge verdener; muligheden for at føde ude og samtidig være sikker på ekstra gode faciliteter, god tid og et godt kendskab til jordemødrene. En ren drøm, som hun selv kalder det, men også en populær model, viste det sig, for der var fuldt booket.

LÆS OGSÅ: Sofie fødte spontant på badeværelset: ”Jordmoderen siger, at jeg skal lægges ned, men det kan jeg slet ikke overskue”

Herfra gik hun til Simons ældre søster, Mia, der som erfaren jordemor foreslog, at de kontaktede Region Sjælland og forhørte sig om hjemmefødsler.

"Det gav rigtig meget mening, da jeg satte mig ind i det, og det er blevet det, jeg allerhelst vil. De har kun tre jordemødre, der tager sig af hjemmefødsler i den region, og vi har mødt dem alle tre og ved, at det er en af dem, vi skal føde sammen med, og det føles utrolig trygt," siger Anna Stokholm.

Hun er ganske klar over, at sådan en fødsel kan gå mange veje, og at der kan opstå komplikationer undervejs. Men hun gør sit bedste for at styre uden om ængstelse og nervøsitet.

"Jeg har tidligere i mit liv kunnet køre mig selv ned i dybe, sorte bekymringshuller og tankespind, og jeg tænker meget over, at vi som mennesker ofte har et valg – for eksempel i forhold til, hvor meget vi vil bekymre os, og hvordan vi vil gå ind i ting. Det er også noget, jeg bliver mindet om i mit forhold til Simon, som er så spontan og frygtløs omkring mange ting. Han inspirerer mig til at udforske det, der ligger uden for min comfortzone, hvilket jeg synes, der er en enorm drivkraft i. Så jeg vælger at lade være med at være bange og bekymret i forhold til, om der kan ske noget under fødslen. For ellers kan jeg blive ved. Og jeg har stor tillid til, at det hele nok skal gå. Uanset hvordan jeg ender med at føde."

Vigtige værdier

Når det forhåbentlig lykkes at føde hjemme, bliver det i det familiekollektiv, som Anna Stokholm og Simon Stenspil bor i med Simons forældre.

Anna Stokholms egen mor og far er blot en kort køretur derfra – og begge bedsteforældrepar står klar til at hjælpe, når baby kommer, proklamerer hun med henrykkelse i stemmen.

"Simon og jeg er enige om, at vi gerne vil lære vores barn at have tillid til andre mennesker generelt og specielt alle de nærmeste i vores liv, da vi på grund af vores arbejde helt sikkert får brug for nogle ekstra hænder. Samtidig er det vigtigt for mig, at både Simon og jeg bliver primære personer i vores barns liv og deler ansvaret. Så vi begge kan give barnet tryghed, og så der ikke kun er én af os, der “virker”. Jeg kan godt forestille mig, at det måske bliver svært for mig, og jeg kommer til at føle, at jeg ved bedst, i forhold til hvad barnet har brug for. Men jeg håber virkelig, at jeg kan give slip og have tillid – også hvis de andre gør tingene på en anden måde, end jeg selv ville have gjort."

Hun mindes, hvordan hendes egne forældre, der begge har arbejdet i teaterbranchen – hendes mor som forestillingsleder og rekvisitør, hendes far som lyd- og lystekniker – har skiftedes til at være der, da hun var barn. Også på skæve tidspunkter af døgnet.

"Jeg har haft en ret lyserød barndom i en kernefamilie, hvor der var masser af kærlighed og lyst til livet. Men tidligere i mit liv, før jeg selv blev grebet af skuespilfaget, har jeg tænkt, at jeg aldrig skulle have noget med teaterverdenen at gøre, fordi jeg i hvert fald skulle være hjemme hver aften, når jeg selv fik børn. Jeg tror, det bunder i, at jeg savnede mine forældre enormt meget, når de var væk, og jeg kunne for eksempel ikke sove, før min mor var kommet hjem fra arbejde, også selvom jeg skulle op i skole. Både fordi jeg gerne ville ‘holde sammen på flokken’, og fordi jeg blev lovet noget, der ikke altid holdt stik; hvis min mor for eksempel sagde, at hun var hjemme klokken 22 og så ikke nåede det. Havde hun i stedet sagt, at hun var hjemme, når jeg vågnede, tror jeg ikke, jeg havde følt, at jeg skulle vente eller tænke på det. Så det har jeg lært; at man skal passe på med, hvad man lover børn, for de husker virkelig godt," smiler hun.

LÆS OGSÅ: Julie Ølgaards mor har demens: Min mor er lige her, men jeg får hende aldrig igen

Til gengæld var hun aldrig i tvivl om, at hendes forældre elskede det, de lavede, og lige præcis dét element vil hun gerne tage med sig og værne om, når hun selv bliver mor.

"Jeg tror på, at jo mere man passer på sig selv og gør gode ting for sig selv som menneske og forældre, jo gladere børn får man. Selvom der vil være en masse ting, Simon og jeg gør på vores barns præmisser, tror jeg, det er vigtigt, at vi også gør noget på vores egne præmisser, så vi ikke knækker halsen og mister os selv på vejen. Hvis én af os for eksempel får tilbudt et job i udlandet i tre måneder, er det bare at sige værsgo. Så må den, der er derhjemme, få det til at fungere. Eller tage med. Det med at være fleksibel omkring hinandens drømme og visioner i livet er enormt vigtigt, synes jeg. Og det håber jeg virkelig, vi kan få til at gå op. Vi har også talt meget om lige præcis dét. For jeg tror, at det mest angstprovokerende for os ved at få et barn er forestillingen om, hvad vi måske mister og går glip af. Grundlæggende handler det om spontaniteten," konstaterer hun og tilføjer:

"Det er også derfor, det har været så vigtigt for os at komme af sted på den her ferie."  

Tiden efter barsel

Til november begynder Anna Stokholms barsel. En uge efter den sidste arbejdsdag, hvis alt går efter planen. Og så har hun seks måneder til at give sig hen til rollen som mor, før arbejdet igen kalder.

"Jeg har to store roller i nogle produktioner, som fortsætter på den anden side af min barsel, og det er sindssygt rart at vide. For mit fag kan godt være svært at få børn i som kvinde. Fordi man kan være bange for at blive sat ud af spillet i noget tid og bange for, at folk glemmer, at man rent faktisk ikke er gravid længere og godt kan arbejde igen. Sådan nogle tanker har jeg i hvert fald selv gjort mig," siger hun og beroliger sig ved mindet om, at hun har set adskillige nybagte mødre have deres babyer med på optagelser.

Samtidig ved hun også, at der nok skal blive en hel del at se til, når hun vender tilbage foran kameraet. Med en babylift på armen.

"Der er ikke noget, der falder mig nemt, og jeg er vant til, at jeg skal arbejde for tingene. Når jeg gør det, kan jeg til gengæld klare det rigtig godt, og det er noget af det fedeste at vide, synes jeg; at hårdt arbejde betaler sig. For mig er der en kæmpe værdi i at turde kaste sig ud i ting og knokle for dem, og det er en af de ting, jeg rigtig gerne vil give videre til vores barn. Simon er helt anderledes. Han er god til nærmest alt, hvad han rører ved, og er et kæmpe naturtalent til mange ting. Ligesom han også er et større rodehoved og et større legebarn end mig," griner hun.

"Så vores barn skal nok få noget fra begge verdener."