Bliv lykkelig med dine, mine og vores børn

En mand og en kvinde, der elsker hinanden. Der sammen får to børn, gerne flere, og  måske en hund. Og lever lykkeligt til deres dages ende. Sådan er drømmen om kernefamilien for mange. Men stadigt færre af os når til den sidste del af drømmen. I stedet går vi hver vores vej for at prøve at leve lykkeligt med en anden.

Den danske familiestruktur er i opbrud. 46 procent af alle ægteskaber ender i skilsmisse. Mere end hvert fjerde barn i Danmark har i dag en halv- eller papsøskende. I 1980 var det blot 12 procent. Næsten hver femte barn under et år har en far eller en mor, som allerede har et ældre barn med en anden.

– Familieområdet er under massiv udvikling. Det går så stærkt, at vi ikke kan nå at undersøge konsekvenserne eller skrive faglitteratur om emnet, siger Sia Holm, psykolog og parterapeut med speciale i sammenbragte familier.

– Der er kun personlige beretninger om at være en sammenbragt familie. Men en ting er sikker: De liv, der bliver levet, hænger ikke sammen med de forbilleder, vi har.

Hanne Warming, professor og sociolog på Roskilde Universitetscenters institut for samfund og globalisering og tidligere medlem af Børnerådet, mener, at det er blevet mere normalt for børn at leve i en sammenbragt familie.

– Det er ikke noget, de er flove over. Men det betyder ikke, at det er acceptabelt for dem eller rart i hverdagen. Det kommer an på, hvordan den nye familie fungerer.

I netop Børnerådets store familieundersøgelse fra 2011, som Hanne Warming var med til at lave, var den klare konklusion, at børn ville have den ‘rigtige’ og hele familie, og at overraskende mange børn slet ikke anerkendte de nye familieformer med en far eller en mor, der ikke var deres biologiske, som ‘rigtige familier’.

– Det er ikke, fordi børnene er stokkonservative. Men de afspejler en konservatisme i vores samfund. Vi drømmer om kernefamilien, hvilket man ser i reklamer og film, og når vi går ind i et nyt parforhold, kunne vi godt tænke os at afkoble det gamle, så der ikke er noget, der forstyrrer, siger Hanne Warming.

Kernefamilien eksisterer skam

Skyldfølelse efter brud

Enebørn bliver primadonnabørn

Bo- eller familiefællesskab

Det handler om at sørge for, at barnets nye hverdag ligner den, han eller hun kendte før skilsmissen. Det er en god ide at lave noget sammen og i det hele taget tage børnene med på råd, når nye traditioner skal etableres. Hvis man træder varsomt og er god til at samarbejde, kan den sammenbragte familie blive berigende.

– Det er en kompleks relation. Det kan være spændende at få nye søskende, men det afhænger af, hvordan forældrene håndterer det, konstaterer Lars Dencik.

Inden man pakker sit liv ned i kasser og flytter sammen på en ny matrikel, skal man tale længe og grundigt om, hvilken type familie man vil være. Sia Holm og hendes kollega Annette Bundgaard skelner i deres familierådgivning mellem bofællesskaber og familiefællesskaber:

Enten skal man i et bofællesskab forlige sig med, at man lever side om side med nogle andre, der har andre regler end én selv, og kunne håndtere den forskellighed. Eller også skal man vælge familiefællesskabet, hvor de voksne bestemmer over alle de børn, der bor i huset, uanset om de er biologiske eller partnerens.

– Det tager år at blive et familiefællesskab. Og det, som jeg oftest ser, er, at når der er fred og ro, er det nemt at være et fællesskab, men når der er konflikter, bliver folk ansvarlige for deres biologiske børn, fortæller Sia Holm.

Det handler om at vælge en familieform, sætte forventningerne ned, lytte til børnene, når traditioner etableres, og blive enige om, hvad reglerne er – helt ned til hvordan man holder på en gaffel. Og så holde fast, når konflikterne kommer.