"Hvorfor må jeg ikke møde min kærestes datter?"
Min kæreste lader mig ikke møde hendes datter, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.
Jeg er selv far til to børn, hun har en datter på fem år. Mens hun har mødt mine børn, så har jeg endnu ikke mødt hendes datter.
Begrundelsen lyder, at hun er meget forsigtig med at introducere en kæreste for datteren. Jeg kan mærke, at det er begyndt at gå mig på.
Hun er 100% mor og alene om datteren, og vi kan derfor kun ses, når datteren er lagt i seng. Jeg drømmer om at få en hverdag med min kæreste. En, hvor vi laver mad sammen, og hvor jeg kan hygge mig med hende og hendes datter. Ja, jeg vil hele pakken, for jeg er virkelig glad for hende.
I starten sagde hun, at der skulle gå en måned, før jeg kunne få lov til at møde hendes datter. Det blev så ikke til noget, og hun bliver ved med at skyde det ud. Jeg begynder derfor at frygte, om hun tvivler på mig og os.
Når jeg har spurgt hende, lyder svaret, at hun også er virkelig glad for mig og os, men hun er bare ikke parat til, at jeg skal møde hendes datter endnu. Hvad tænker du? Er hun træt af mig eller blot virkelig forsigtig?
Mathias
Vibeke Dorph råder til at tilsidesætte egne behov
Tillykke med din kæreste. Hun lyder ikke bare sød, hun virker også til at være et menneske, der er i stand til at sætte sin fornuft over egne følelser. Det er en vigtig ting at kunne, især hvis man indleder et forhold, hvor der er børn involveret. Her er det nemlig vigtigt, at man alt imens forelskelsen blomstrer og gør én halvskør, også er i stand til at varetage sine børns behov.
Det lyder din kæreste til at kunne, for det er jo dét, hun gør, når hun tålmodigt venter med at introducere dig for datteren. Hende er hun ovenikøbet eneforældre for, så det er helt forståeligt, at hun holder hesten og ser tiden an, før I får lov til at mødes. Det er således ikke dig, det handler om her, men din kærestes datter. Derfor er mit råd til dig også, at du stopper med at plage hende om, at I får familien ført sammen.
Ved fortsat at gøre det, så fortæller du nemlig kun din kæreste, at du har mere travlt med at få dine egne behov og lyster indfriet end at vise hensyn til hende og datteren.
Det er jeg sikker på, at du ikke er, og derfor skal du holde op med at presse hende. Hun er tydeligvis glad for dig, hun har bare også andre end dig at tænke på. Honorer den tankegang, gør du det, så skal du nok få lov til at hygge om både kæreste og datter, når din kæreste altså føler sig klar til det.