Vibeke Dorphs brevkasse

Jeg er så træt af min egoistiske svigermor

Min kæreste blev alvorligt syg på et tidspunkt, og der var der ingen hjælp at hente fra min svigermor. Jeg var så utroligt skuffet over hendes manglende tilstedeværelse. For at gøre ondt værre, trodser hun os også, når det kommer til vores søn, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Spørgsmål om manglende hjælp fra svigermor

Jeg bor sammen med min datter på fire år, min kæreste og vores fælles lille søn på tre uger. Mens jeg var gravid, blev min kæreste alvorligt syg og måtte indlægges. Det var ikke nemt for os, jeg døjede med svangerskabsforgiftning, alt imens jeg skulle passe min egen datter, mit fuldtidsjob og tage mig af min dødssyge kæreste.

I det forløb blev jeg frygtelig skuffet over min svigermor. Hun arbejder 20 timer om ugen, alligevel gjorde hun absolut intet for at hjælpe os. Min kæreste er heldigvis i bedring, og nu har vi så fået vores søn.

Det første min svigermor gjorde var at lægge hans navn på Facebook, inden vi selv havde sagt til resten af familie, at han var født, og hvad han skulle hedde. Vi havde selv besluttet, at der ikke skulle lægges fotos op af ham på sociale medier, og skulle det ske, så ville vi gerne selv bestemme hvilke.

Min kæreste bad derfor sin mor om at fjerne fotoet, og det blev hun meget fornærmet over. Hun er stadigvæk fornærmet og ønsker ikke at komme og besøge os. Jeg synes, det må være hendes problem, og tænker, at hun nok skal komme over det, mens min kæreste mener, at vi skal give hende lov til at lægge fotos op.

Dybest set har jeg ikke noget imod et foto i ny og næ, men jeg er stadigvæk sur over hendes opførsel under min kærestes sygdom, så jeg er nok ikke villig til at give mig. Hvad tænker du?

Vibeke Dorph råder til at søge harmonien

Din svigermor lyder helt sikkert til at være noget egoistisk, men derfor vil jeg alligevel kraftigt advarer dig imod at puste yderligere til ilden. Især da når du som her blander to vidt forskellige konflikter sammen.

For at din svigermor ikke hjalp jer under din kærestes sygdom, kan du og jeg godt blive enige om er tarveligt, men den sag har intet at gøre med, om hun må lægge et foto op af jeres nyfødte søn på Facebook.

Det første handler om et svigt fra hendes side, og her må det være op din kæreste, om det skal gøres til en sag eller ej mellem ham og hans mor. Det andet omhandler, at I ikke vil have fotos lagt op af jeres barn, og det er da helt fair, hvis I ikke vil det, men det behøver vel ikke munde ud i en tåbelig konflikt med hverken din svigermor eller andre. Det skal jo bare meldes ud generelt.

Og nu vi er ved din svigermor, så undskyld mig, men jeg synes ikke, du hjælper din svækkede kæreste ved at holde fast i din vrede til hende. Han har lige været dødssyg, han har ikke har brug for mere bøvl og ballade.

Så vær stor i slaget og søg i stedet harmonien med din svigermor, for den vil på den lange bane være rarest for jer alle – også for dit nyfødte lille barn, der da har ret til et tæt og godt forhold til sin bedstemor.

Skriv til Vibeke

Vibeke_2018efterår.jpg

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk.

Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.

Vibeke Dorph har i over 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen 'Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor'. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.