Jeg føler mig trynet af min kone og hendes børn

Spørgsmål om opdragelse af stedbørn

For fem år siden mødte jeg en kvinde, som jeg forelskede mig i og nu er gift med. Hun er mor til to børn på 10 og 13, mens jeg selv har et yngre barn. Vi valgte at droppe min lejlighed og flytte sammen i hendes. Og så startede problemerne.

Det viste sig nemlig, at den måde jeg vælger at se en familie på, ikke stemte overens med min kones. Særligt når det handler om rammer og regler. Det har afstedkommet, at hvis jeg har irettesat et af hendes børn, så har jeg ikke kun skulle diskutere med barnet, men samtidig også med min kone. Ofte foran børnene, hvor hun næsten altid vælger deres side.

Læs også

Frustreret stedmor: "Skal jeg droppe projekt sammenbragt familie?"

Jeg har tit spurgt, om vi ikke nok kunne diskutere tingene uden dem, for det sætter mig i et dårligt lys over for børnene, når hun underkender mig. De har da også helt tabt respekten for mig nu, for hvis jeg beder dem om noget, lyder svaret, at det skal jeg ikke blande mig i, det ordner de selv med deres mor.

Det er enormt drænende, men min kone reagerer blot ved at sige, at jeg ikke skal blande mig i, hvordan hun opdrager sine børn. Jeg har krævet, at vi nu sætter fælles fodslag for, hvordan tingene skal være herhjemme. Men min kone har det med at føje sine børn i alt, og selv simple ting som faste sengetider er et problem. Det afstedkommer, at børnene hænger længe oppe og den tid, der skulle være forbeholdt os som par, den ryger.

Nu har jeg sat min kone stolen for døren og sagt, at jeg vil flytte, da de evige konflikter og min umyndiggørelse har taget overhånd. Jeg har søgt råd hos venner og familie, som også ser det samme som mig, men ingen tør rigtig sige noget til min kone. Jeg elsker hende fortsat, men jeg kan ikke mere, som tingene er. Hvad gør jeg?

E.J.

Læs også

Frustreret stedmor: Min kærestes urolige søn ødelægger vores familie

Vibeke Dorph råder til at lave nogle klare og fælles regler

Alle mennesker er forskellige og gør dermed også tingene forskelligt - uden at de derfor behøver at være forkerte. Det gælder også i forældreskabet.

Når det så ovenikøbet drejer sig om en sammenbragt familie, så er min erfaring, at det er vigtigt, at man overlader så meget af styringen for den daglige omgang med børnene til den biologiske forælder. Det samtidig med, at man selv øver sig i at vende det døve øre til, hvis tingene ikke bliver gjort præcis sådan, som man selv ville have gjort dem.

Derudover har jeg oplevet, at det er vigtigt, at man som forældre får lavet nogle klare og fælles regler for, hvordan familien skal fungere. Det kan handle om madlavning, børns hjælp i husholdningen, rengøring, sengetider osv. De regler, I laver, skal være så klare, at de ikke er til diskussion med børnene. Skriv dem derfor ned og overhold dem.

Læs også

"Jeg magter ikke at bo under samme tag som mine stedbørn"

Vil eller kan din kone ikke gå ind i et sådant samarbejde, bryder hun fortsat jeres aftaler og underkender dig foran børnene, så ville I måske have glæde af professionel hjælp. I er ikke den første, sammenbragte familie, der har udfordringer, og mange kommuner har derfor tilbud til kriseramte familier, så prøv at starte der.

Sidste løsning vil selvfølgelig være, at I flytter hver for sig og venter med at rykke sammen igen, til når børnene er blevet større. Det kender jeg faktisk flere, der er endt med at gøre, uden at forholdet er gået i stykker. Og pas så på med at blande følelser og praktik sammen. Det her er først og fremmest et praktisk problem, som der er gået unødvendigt mange følelser i. Se at få dem løst, så I alle kan komme godt videre.