"Jeg kan ikke holde min venindes børn ud"

Spørgsmål om veninde, der har ændret sig efter børn

Jeg har en utroligt sød og omsorgsfuld veninde, men efter at hun har fået to børn, kan jeg næsten ikke holde ud at ses med hende. Sagen er, at hun altid har dem med sig og aldrig sætter grænser for dem. Vi er meget forskellige, hvad angår børneopdragelse, og det i sig selv er jo helt i orden, men jeg har så utroligt svært ved at være sammen med hendes børn, og endnu sværere er det at have besøg af dem.

Børnene får nemlig lov til alt. Klatre i møblerne, spilde mad overalt (uden at der bliver tørret op), formålsløst tage alt ud af alle skabe og skuffer og sprede det i huset. Og så afbryder de hver en sætning, og når det sker, skifter min venindes opmærksomhed straks over på dem.

Når de er på besøg, prøver jeg at fortælle børnene om "husets regler", som gælder alle, men både min veninde og børnene ignorerer det, også selvom jeg har været meget vedholdende og gentaget, at maden skal spises ved bordet, eller at man ikke må hoppe i sofaen med sko på. Når vi er ude på café, bliver jeg altid meget pinligt berørt, fordi jeg føler, at hendes børn er til stor gene for alle andre cafégæster.

Det er også almindeligt, at de tømmer min taskes indhold ud over det hele, mens jeg kigger væk, så jeg senere på dagen ender med at mangle en masse plastikkort. Min veninde ignorerer alt dette fuldstændigt. Det er en meget forbudt følelse, men jeg må indrømme, at hendes manglende opdragelse af børnene får mig til at synes dårligere om dem. Jeg har prøvet at efterspørge tid alene sammen med hende, men hun ender altid med at komme med børnene, også selvom mine egne børn bliver passet. Hvad stiller jeg op?

M.K. D

Vibeke Dorph råder til at tage afstand fra veninden

Det kan da godt være, at din veninde er utrolig sød, men hun opfører sig også ret respektløst over for dig. For fakta er, at hun ikke bakker dig op, når du rimeligt nok udstikker reglerne for, hvordan du ønsker tingene hos dig. Hun lader tværtimod sine børn hærge dit hjem og ødelægge dine ting. Hun overholder heller ikke jeres aftaler om at ses alene, men kommer i stedet slæbende på sine børn. Hun kort sagt hverken ser eller hører dig, og det er da ikke nogen særlig venindeagtig måde at gebærde sig på.

I nogle tilfælde har jeg selv diskret droppet af se de venner, der har haft børn på slæb, som de ikke selv gad at opdrage på. Jeg har holdt mig på afstand og nøjes med at tale i telefon med dem eller ses alene, og så har jeg genoptaget kontakten, når børnene har været til at holde ud at være i stue med, eller mulighederne for at ses helt uden børn er blevet større.

Du kan du jo overveje at gøre det samme for en periode. Hvis du alligevel skal ses med din veninde, så vil jeg da helt sikkert opfordre dig til at skrue op for mælet, så hun langt om længe lytter til dig og dermed forstår, at det er dig, der bestemmer slagets gang, når hun og børnene er hos dig, og at du forventer, at hun og børnene respekterer dette.

Den slags kan godt siges bestemt uden at involvere hverken vrede eller udskamning, for det er jo blot et helt alment og rimeligt krav, der ikke skal stå til diskussion. Og så ville jeg helt sikkert også holde fast i, at når I to har en aftale om at ses alene, så er det også kun jer to, der ses. Respekterer din veninde ikke det, så aflys aftalen og ryk den til en anden dag. På et tidspunkt forstår hun nok, at når I har en aftale om at ses på tomandshånd, så er det sådan.

Du skal kort sagt sætte dig i respekt ved at sætte klare regler, og så insistere på, at de overholdes. For det er ikke dig, den er gal med her, det er din sikkert flinke, men også ret egoistiske veninde. Hun bliver nødt til at vågne op og indse, at der findes andre mennesker på kloden end hendes ulidelige børn – en lektie, samme børn i øvrigt også kun vil have glæde af at lære hurtigst muligt.