Min søsters uopdragne børn driver os til vanvid
Min søsters børn ødelægger mit hjem når de er på besøg, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.
Spørgsmål om uopdragene børn i familien
Min søster har tre børn alle under syv, der er meget voldsomme. Når de er på besøg hjemme hos min mand og mig, så er der er hoppen i sofaen, løben og råben indendørs.
De løber altid direkte hen til alle mine vaser, nips, arvestykker og leger med det – i stedet for det legetøj, som jeg har stillet frem til dem. Hver gang går noget i stykker.
En gang rendte børnene ud i haven og hev blomsterhovederne af alle mine blomster, en anden gang tog de en vase og kastede med den, så den smadrede og gik i stykker, en tredje gang hoppede de på en skohylde, som min morfar havde lavet til mig, så den var ødelagt for altid. Jeg kunne blive ved, og det er hver gang. Forældrene siger ingenting og lader dem altid bare løbe vildt omkring uden at holde øje med dem.
Min mand og jeg har ikke selv børn endnu, og jeg er helt med på, at børn er børn, men er det for meget at forlange, at jeg ikke skal være et nervevrag, hver gang de er på besøg?
Både mine forældre og bror synes også, at børnene mangler opdragelse, men ingen tør sige noget, fordi min søster er så nærtagende. Vi er derfor meget i vildrede om, hvad vi skal gøre, for andres børn er jo et følsomt emne. Så hvis jeg prøver at tage en snak med min søster, er jeg bange for, at hun vil tolke det som, at hun er dårlig til at opdrage sine børn eller føler, at de ikke er velkomne.
Når vi selv har forsøgt at sige noget til børnene, er de bare fortsat med noget andet voldsomt, og forældrene er blevet siddende og har ingenting gjort. Jeg bryder mig ikke om at skulle stå foran hele familien og sætte andres børn på plads, men vi kan ikke bare lade stå til. For når de kommer, kan vi ikke slappe af i vores eget hus, fordi vi skal rende og holde øje med børnene og være nervøse for vores ting. Hvad gør vi?
- Julie
Vibeke Dorph råder til at sætte klare regler
Jeg kender alt for godt til forældretyper som din søster og hendes mand. Forældre, der dukker op med deres børn, slår sig ned og så lukker øjne og ører for den tiltagende terrorisering, børnene udsætter værtshjemmet for. En terrorisering, der tilmed tit bliver værre, som timerne går, fordi der bag børnenes hærgen gemmer sig et behov for at blive set, hørt og taget sig af.
Det lyder det ikke til, at din søster og hendes mand har travlt med, tværtimod, og hvad stiller du så op? Selv har jeg tyet til to løsninger i tidens løb.
Den enkleste har været at undgå at invitere de uopdragne forældre og ditto børn hjem til mig selv, hvis jeg har kunnet slippe for det. Jeg har i stedet henlagt besøget hos dem, hvor det så ikke er mit hjem, der er blevet raseret, og jeg tilmed har kunnet smutte, når det har passet mig.
En anden løsning som jeg ofte, men også noget mere modvilligt har grebet til, er selv at sætte rammerne for børnene, når de har været hos mig. Jeg har således her venligt, men tydeligt, gjort børnene klart, at hos mig er det mine regler, der gælder. Det har ikke voldt mig samvittighedsmæssige problemer overhovedet at forklare børnene, at der ikke hoppes i min sofa eller løbes rundt med beskidte sko på i mine stuer, og som regel har de da også respekteret det, for børn kan faktisk godt lide klare regler.
Det, der ganske ofte alligevel har gjort mig irriteret her, har været, at jeg har skulle påtage mig rollen som forældre for andre folks børn. Det synes jeg er tarveligt af forældrene ikke kun overfor mig, men også overfor børnene.
Og jo, jeg har da oplevet knurren fra forældres side i tidens løb, når jeg har skruet op for volumen, men så har jeg måtte gøre dem det samme klart; Nemlig, at mine regler gælder hjemme hos mig, og hvis forældre ikke selv gider at opdrage på deres børn, så er jeg jo selv nødt til at gøre det.