”Vores vrede datter tyranniserer familien”
Min datter har ramt puberteten og er derfor helt umulig, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.
Spørgsmål om datter der er kommet i puberteten
Min datter på 11 år fik sine menstruation allerede som 10-årig og virker nu som 11-årig til at være kommet i puberteten. Hun er helt umulig at omgås og vil f.eks. bestemme over, hvad tid hun skal i seng, hvor meget hun skal være på mobilen, spille og være vågen.
Når hun kommer fra skole, vil hun have sit ”pusterum” på sit værelse i selskab med sin mobil, hvilket vi giver hende lov til. Problemet er bare, at hendes mobil er det eneste, hun vil være i selskab med, når hun er hjemme. Et kortspil eller andet socialt samvær med os, bliver afvist.
Hvis jeg forsøger at sætte grænser for hendes mobilforbrug, ryger hun helt op i det røde felt. Hun græder, bliver aggressiv og går helt amok. Om morgenen virker hun irritabel og lukker straks munden på os. Jeg har forsøgt at foreslå en mor datter dag ude af huset, men det gider hun heller ikke. Min mand har også prøvet, men afvises også. Svaret lyder, at hun har haft en lang skoledag og bare vil have fred. Hvis vi truer med at slukke for mobilen, svarer hun, at hun så stikker af hjemmefra.
Jeg giver hende massage hver aften, og her kan hun nu og da pludselig være sød og talende. Jeg kan så få en snak med hende om hendes opførsel, hun lytter og lover at rette ind, men et par dage efter er alt ved det gamle med råben og skrigen, når vi forsøger at sætte grænser. Hvad gør vi? Vores to andre nu voksne børn har aldrig opført sig sådan.
Katrine
Vibeke Dorph råder til at lukke ørerne i
Selvfølgelig kan børn være forskellige, og jeres yngste her lyder helt sikkert til at være mere påvirket af sin tidlige pubertet, end jeres to andre børn tilsyneladende var det.
Alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan jeres hverdag ville forløbe, hvis nu I havde tre i stedet for et barn boende hjemme. Her ville din yngste datters humørsyge og hormonelle udsving vel ikke få lov til at fylde så meget, som de gør det nu, for det ville du og din mand slet ikke at have overskud til, fordi der ville være andre børn, I også skulle tage jer af. Sådan er det ikke nu, her er din datter i centrum, og hun og hendes luner får derfor lov til at fylde alt, alt for meget.
At være sur, tvær og opfarende er helt naturligt for et barn i puberteten, og kravet om konstant at være i selskab med sin mobil, er desværre også blevet det. Det er dog ikke ensbetydende med, at det er en opførsel, I skal acceptere.
Så i stedet for at lytte for meget til dit blødende moderhjerte og så ellers springe rundt om din datter som katten om den varme grød, så gør noget andet: Sæt regler og stil krav og vigtigst, luk så ellers ørerne i. For igen, hvis I havde en masse børn derhjemme, så ville I slet ikke have tid til at dyrke jeres lunefulde datters humørsvingninger så intenst.
Sætter I i stedet nogle krav om, at telefonen sover hos jer hver aften og ikke sidder med ved spisebordet, eller når der laves lektier. At der hver dag er mindst en times socialt samvær med jer også uden digital tilstedeværelse, og så ellers holder fast, så vil tingene stille og roligt ændrer sig.
Hun vil stensikkert i starten klage over, at hun keder sig, men kedsomhed er undervurderet, det er nemlig forstadiet til, at man finder på noget sjovt, der ikke har med en mobiltelefon at gøre. Det sidste kunne jeres datter godt trænge til, så hjælp hende ved at holde fast og derfor også holde ud.