Cecilie Lassen: ”Jeg kunne ikke være alene med min baby”

NB! Interviewet blev første gang bragt i magasinet Eurowoman i december 2017. Siden da har Cecilie Lassen været i bedring.

Det var ikke meningen, at Silas skulle være kørestolsfører for Cecilie, da hun var gravid. At han skulle hjælpe hende på toilettet seks-syv gange hver nat, placere hende på wc’et og hive underbukserne af hende, give hende dem på igen og vaske hendes krop og hår under bruseren. Men sådan endte det, for Cecilie havde både fået bækkenløsning, karpaltunnelsyndrom og De Quervains Syndrom, som er en seneskedehindebetændelse på grund af vand i kroppen, så hun kunne hverken bruge sine hænder eller ben.

“Alt var fucked, og du kunne ingenting. Vi blev nødt til at hjælpe hinanden for at komme igennem dagen, time for time,” siger Silas.

Hver nat i den sidste halvanden måned af sin graviditet sad Cecilie op og sov i sofaen, mens Silas lå på en madras på stuegulvet. De blev tilbudt, at fødslen kunne blive sat i gang halvanden uge før termin.

“Men jeg ville gerne bage lillemanden færdig, selv om det betød, at vi skulle være endnu længere i det helvede, vi var i. Silas måtte tage fri fra sit arbejde i Turboweekend for at stå til rådighed for mig. Min kærlighed til ham blev fuldstændig cementeret i den periode. Når lortet brænder så hårdt på, ved du, om du har giftet dig med den rigtige,” siger Cecilie.

“Jeg var glad for, at jeg syntes, at det var det naturligste i verden at påtage mig den rolle. Du kan gå og bitche over alt muligt i hverdagen, men når det virkelig gælder, betyder hverdagens trivialiteter ikke så meget. Jeg skal jo være Cecilies arme nu,” siger Silas.

Hvordan får man den forskruede situation til at give mening?

“Al den kærlighed, du postede i mig, var jo for, at jeg kunne poste den videre i maven til Alvin. Det er ligesom lotusblomsten. Jo mere nasty jord den vokser i, jo smukkere bliver den,” siger Cecilie. “Det er på mærkværdig vis en af de smukkeste perioder i vores forhold. Vi græd meget, men vi grinede også meget, og du viste så meget omsorg og inderlighed 24/7.”

“Vi var i samme båd. Det kan godt være, at du sad i den ende, der var hul i, men det var mig, der havde øsen, og hvis skibet gik ned, gik jeg med,” siger Silas.

Cecilie kan stadig ikke bruge sine hænder. Det betyder, at hun ikke kan bære sin søn. Hun kan kun amme ham, når Silas placerer ham hos hende.

“Det føles, som om jeg er nem at udskifte, fordi du kan købe modermælkserstatning, men det er kun farmand, som kan løfte og trøste. På de grå dage føltes det som en kæmpe umyndiggørelse af min morrolle. Der er så meget, der er instinktivt, når du har båret rundt på dit barn inde i maven. Det kan være ret hårdt at skulle argumentere for min intuition, når nu jeg ikke selv kan handle på den,” siger Cecilie.

“Du skal instruere mig, når du kan mærke, at der er noget, han har brug for, selv om jeg har lyst til at gøre noget andet. Det er en ufrivillig magtposition, jeg står i,” siger Silas.

“Jeg er meget sorgfuld over ikke at kunne trøste min baby, lægge hans hud mod min, mens vi tager en lur, gå en tur alene med barnevognen og tusind andre ting, som jeg havde glædet mig til. Jeg kan ikke være alene med min baby. Intimiteten er taget ud af vores samvær, bortset fra når jeg ammer. Men når jeg er færdig, skal han op til far igen og bøvses og skiftes. Jeg under Silas det, men jeg under også mig selv det. Det er noget, jeg havde glædet mig til,” siger Cecilie.

Livet som særligt udsatte småbørnsforældre kan godt få båden til at gynge.

“Vi blev mega uvenner i forgårs. Der røg måske faktisk også en fuckfinger afsted fra hidsigmor her. Den eneste finger, der stadig virker,” griner Cecilie.

“Det er jo pissehamrende hårdt, det her. Det kræver, at du tilsidesætter dig selv, ikke kun for dit barn, men også for din partner. En gang imellem dukker egoet op, og så får jeg sagt nogle uhensigtsmæssige ting. Det er jo mega grænseoverskridende for Cille at være så afhængig af et andet menneske, af mig, og jeg har fået den vildeste respekt for kvinden i den normative kønsrollefordeling, hvor hun står for alt i den første tid af en babys liv. Det burde alle mænd prøve,” siger Silas.

De alternative roller hos den lille familie på Amager er skarpt tegnet op. Det er også tydeligt, at mor og far kommer fra to forskellige baggrunde.

“Min far er klassisk musiker fra konservatoriet og er siddha indenfor TM- meditation (har en høj grad inden for transcendental meditation, red.), min mor er socialpædagog og har været på en shaman-tromme-totem-rejse med nogle indianere ude i Sydhavnen og undersøgt mange andre alternative horisonter. Der blev lagt stor vægt på følelsesmæssig indsigt og intelligens i mit barndomshjem. Vi er begge meget tætte med vores familier, og både Silas’ og mine forældre er stadig sammen efter henholdsvis 50 og 44 års ægteskab,” siger Cecilie.

“Begge mine forældre er læger og kommer selv fra akademikerfamilier. Mine søskende er også akademikere. Jeg er en mønsterbryder, fordi jeg ‘kun’ har en bachelor. Følelser var ikke noget, vi talte om, så jeg har ikke udviklet et særlig stærkt eller nuanceret sprog for dem. Jeg er blevet liiidt bedre til at dele min indre dialog med Cille, men jeg kan stadig have svært ved at sætte ord på de store følelser, særligt i pressede situationer. Så jeg er tit lost,” siger Silas.

“Jeg er ikke god til at tilsidesætte mine følelser og konfliktnedtrappe. Det er Silas til gengæld pissegod til. Han er god til at finde ud af, hvad der er fordelagtigt for situationen. Jeg er mere, “du er nødt til at fortælle mig, hvad du føler, for at vi kan komme ordentligt videre!,”” siger Cecilie.

“Du er super ærlig, også omkring de følelser, du ikke nødvendigvis er stolt af. Du er aldrig bange for at give en undskyldning, hvis den er på sin plads, og du forventer det samme af andre. Den ærlighed og grundighed er udgangspunktet for, hvordan du håndterer problemer. Du kender dig selv rigtig godt og er modig med dine følelser. Det er noget, jeg beundrer rigtig meget,” siger Silas.

Og så begyndte Silas også at afsøge sit indre.

“Jeg er blevet tvunget til at se nogle mønstre hos mig selv, i stedet for, som tidligere, at sige: “Det er de andre, den er gal med. Lad mig komme væk.” Nogle gange er det jo mig, den er gal med, og så hjælper det ikke at flytte sig. Så flytter nissen med, som Cille altid siger. Det skal fungere herhjemme, både på den korte og lange bane, så jeg kan ikke bare skyde skylden på Cecilie hele tiden. Og selv om det godt kan gøre ondt at kigge indad, kan det jo være, at jeg opdager, at jeg faktisk har været en idiot,” siger Silas.

“Da vi mødte hinanden, var jeg lige gået fra en fyr i Paris. Jo mere forelsket han blev i mig, jo mindre blev jeg det i ham, selv om han var den, jeg altid havde troet, jeg ville have. Jeg var stoppet på balletten, han havde et godt job og en fantastisk lejlighed i Paris og tilbød, at jeg bare kunne være hausfrau, tage med ham rundt til modefester og feriere på forældrenes slot i Sydfrankrig. Men jeg sad bare der som sådan en fugl i et guldbur. Så jeg slog op, tog hjem til København og tog på en hel masse dates, da jeg inderligt gerne ville møde den ægte kærlighed. Tour de date kaldte jeg det. Så mødte jeg Silas, og den første aften, vi hang ud, vidste jeg, at det skulle være os to. I morgen er det fire år siden,” siger Cecilie.

Silas kom et andet sted fra.

“Jeg var nået til et punkt i mit liv, hvor jeg gav mig selv lov til at tænke, at jeg ikke absolut behøvede at finde kærligheden eller en fast kæreste. At jeg godt kunne være single resten af mit liv. Vi havde altså begge et rimelig radikalt standpunkt. Den næste jeg mødte, var Cille, og jeg er her stadig,” siger Silas.

“Vi blev gift sidste år. Det mest fantastiske bryllup på Bornholm,” siger Silas.

“Jeg var smuk,” siger Cecilie glad.

“Du var meget smuk. Og da du vågnede næste morgen, sagde du: “Nu er vi gift, nu er du min slave,” siger Silas og smiler.

“Og sådan blev det,” siger hun. De griner. Gudskelov.