TV 2-vært er blevet mor: Deler sødt billede
Den tidligere vært på 'Sporløs' og nu TV 2-vært er blevet mor for første gang, afslører hun i et opslag på Instagram.
Den 36-årige tv-vært Ditte Haue og hendes kæreste, 45-årige Rasmus Moltke, kan nu glæde sig over en tidlig julegave - nemlig at deres fælles barn er kommet til verden.
Parret har været sammen i halvandet år ifølge Her & Nu, og han har i forvejen datteren Lili Rose på ni år fra et tidligere forhold.
I juni delte TV 2-værten med sine følgere på Instagram, at de sammen ventede barn, og i denne weekend afslørede hun i et nyt opslag på Instagram, at deres lille søn kom til verden fredag 9. december.
"Vi har øvet os siden fredag. Og jeg tror på, vi nok skal nå at blive klar med sangstemmerne inden jul. Vær velkommen lillebror. Endelig kom du ud til os," skriver Ditte Haue i opslaget, hvor hun viser sin lille nyfødte dreng frem i et kært billede, hvor det ligner at de begge synger.
Det er Ditte Haues første barn.
"Den største gave"
Der er ingen tvivl om, at netop familie betyder alt for Ditte Haue, og at hun selv var lykkelig for at få en lillebror, da hun var barn.
"Jeg var seks år, da jeg blev storesøster, og jeg kan stadig huske følelsen på vej hjem fra hospitalet, da jeg havde set min lillebror for første gang. I dag er min bror journalist ligesom mig, vi bor lige rundt om hjørnet fra hinanden, og han er et af de vigtigste mennesker i mit liv. Den største gave, man kan give et barn, er en søskende. Jeg kan i hvert fald ikke forestille mig, hvordan livet ville have været uden ham," har hun tidligere fortalt til ALT for damerne.
Her forklarede hun også, at hendes egen mor dagligt er en inspiration for hende, da hun bliver spurgt til, hvad det vigtigste er, som hendes mor har lært hende.
"At man skal møde alle mennesker med respekt og en tro på, at de vil en det godt. Min mor er måske det mest empatiske menneske, jeg kender, og hendes måde at møde verden på er en daglig inspiration."
Se billedet med tv-værten og hendes nyfødte søn her: