Er vi tvunget til at tage på weekend med vores søns klasse?
Udfordringen for os er, at weekenden ligger midt i vores ferie på et tidspunkt, hvor vi har planlagt andre ting. Nu er vores søn naturligvis knust ved udsigten til, at han ikke kan komme afsted med sine kammerater, hvilket naturligvis påvirker os
Min mand og jeg står i et dilemma, som vi har svært ved at finde ud af, hvad vi stiller op med. Vi er forældre til to børn, hvoraf den ældste, vores søn, går i anden klasse. Vi har begge en travl hverdag med meget at se til og med to små børn skatter vi derfor virkelig den fritid, vi kan få sammen som familie.
Problemet er, at der i vores søns klasse er en gruppe forældre, som går meget op i, at vi – forældre og børn – skal være sociale sammen. Der har været arrangeret fællesmiddage både med og uden børn, og nu har gruppen så annonceret en forældre/børn camp her i den kommende sommerferie. Forældregruppen mener, at det vil skabe et godt sammenhold mellem børnene.
Udfordringen for os er, at weekenden ligger midt i vores ferie på et tidspunkt, hvor vi har planlagt andre ting. Nu er vores søn naturligvis knust ved udsigten til, at han ikke kan komme afsted med sine kammerater, hvilket naturligvis påvirker os. På den ene side kan vi jo godt forstå, at han er ked af at gå glip af turen, på den anden side, har vi som familie også brug for at holde ferie sammen.
Helt ærligt, så er jeg heller ikke særlig vild ved tanken om at skulle tilbringe en weekend med min søns klasse-kammerater og deres forældre? Hvad mener du? Er det vigtigt, at vi deltager for vores søns skyld? Eller kan vi godt tillade os at holde den ferie, vi ellers havde planlagt og glædet os til?
Mads og Mia
Vibeke:
I forvejen synes jeg, at vi forældre har næsen stukket rigeligt ned i vores børns private
liv i stedet for at koncentrere sig om vores eget. Og hvis forældre bilder sig ind, at deres børn har stor glæde af, at der hele tiden bliver holdt et vågent voksenøje med dem fra sidelinjen, så tager de fejl. Er børn ellers sunde og raske, så vil de helst være i fred og lege med andre børn uden utidig indblanding fra voksne. Det er i hvert fald min erfaring.
Der kan ligge alle mulige gode hensigter bag ønsket om, at forældre og børn i din søns klasse nu skal holde en lille sommerweekend sammen. Men er det nu også så god en idé? Et sted kan jeg da godt frygte, at det kun er de forældre og børn, der i forvejen er socialt stærke, der vil have glæde af sådan en tur, mens de knap så ressourcestærke forældre og børn enten ikke dukker op, fordi de ikke magter det, har råd eller lyst og således af den vej kun bliver mere ekskluderet.
Nu lyder både du og din søn til at være sunde og robuste mennesker, men se alligevel, hvordan din søn går rundt og frygter, at han går glip af noget, hvis ikke han også kommer med på turen. Alligevel er mit råd til jer, at I skal holde jer til jeres oprindelige ferieplaner. Jeres søn skal nok overleve, og du har større glæde af at nyde din ferie med din egen familie i stedet for at skulle tilbringe den med en gruppe mennesker, som du ikke egentlig ikke har lyst til at lære at kende.