Torben fik en fødselsdepression: ”Jeg vidste ikke, hvad han ville have af mig”

Lige så længe Torben Nielsen kan huske, har han gerne ville have børn. Han har altid haft en idé om, hvilken type far han gerne ville være og haft en stor tro på, at det ville blive helt fantastisk.

Derfor var det også med fuldt overlæg, at han og hans daværende hustru i 2012 besluttede sig for at prøve at blive gravide. Og det lykkedes.

”Jeg kan huske, at jeg glædede mig. Vi glædede os. Og der var ikke noget under graviditeten, der tilsagde, at det ikke skulle blive fantastisk at blive forældre,” fortæller Torben til alt.dk.

Læs også

Fødselsdepression: "Lige pludselig, imens jeg lå og græd, dukkede der billeder op fra hospitalet"

Det gik bare ikke, som forventningerne havde tilskrevet, det skulle gå, og forældreskabet blev ikke så lykkeligt og glædesfuldt, som Torben havde troet. I hvert fald ikke de første år af sine to drenges levetid.

I dag ved han, at det var, fordi han havde en fødselsdepression.

”Jeg var lige blevet 34, da jeg blev far første gang. Vi fik en lille dreng. Jeg troede, jeg var glad i det, men jeg kan godt se nu – i bagklogskabens klare lys – at jeg allerede i tiden efter, vi havde fået vores første søn, ændrede adfærd. Jeg var betydeligt mindre hjemme, end jeg plejede at være, jeg gik meget mere til kampsport, blev længere på arbejdet, begravede mig i computerspil og var i det hele taget meget mere social og væk hjemmefra, end jeg plejede at være,” fortæller Torben.

Men selvom Torben ikke havde det samme behov for at være hjemme, blev det først tydeligt, at noget ikke var, som det plejede, da Torbens daværende hustru fødte deres yngste søn to år senere. Pludseligt eskalerede tingene, fortæller han og uddyber:

”En nat vågnede jeg op med så ondt i hovedet, at jeg var sikker på, at jeg skulle dø. Jeg var voldsomt bange og kunne ikke rigtigt sige noget. Jeg var sikker på, det var en hjerneblødning, og min daværende kone kørte mig på hospitalet, hvor jeg allerede fik det meget bedre, da jeg trådte ind ad døren. Jeg blev derinde natten over, og de undersøgte mig, men der var ingenting galt med mig, så de sendte mig hjem igen.”

Der gik yderligere et par uger i en lille familie. En dag, under et besøg fra svigerfamilien, fik Torben pludseligt kraftige smerter i hovedet igen. Frygten for, at det var noget livstruende, væltede frem i ham igen, og hans svigerfar kørte ham på hospitalet.

”Allerede i bilen på vej mod sygehuset, fik jeg det bedre. Min svigerfar satte mig af, og da jeg kom ind på hospitalet, havde jeg det egentlig fint. Indtil en sygeplejerske spurgte mig, hvordan jeg havde det, og pludseligt lå jeg på gulvet i fosterstilling og hulkede.

De beholdt mig i fire-fem dage og undersøgte mig fra top til tå med både scanninger og blodprøver, men lægerne kunne stadig ikke finde noget,” fortæller Torben.

Hver tiende rammes

For mange udløser det at vente barn og blive forælder en lykkefølelse, der er nærmest usammenlignelig med andet. Men ikke for alle.

Faktisk oplever omkring hver tiende forælder at få en fødselsdepression i perioden fra graviditet, til barnet er blevet et år. Det fortæller Sundhedsstyrelsen i en ny kampagne, som skal være med til at sætte fokus på netop fødselsdepressioner.

Og det er ikke kun kvinder, som rammes. Tal fra Sundhedsstyrelsen viser, at det i Danmark er omkring 11 pct. af mødrene og ca. syv-otte pct. af fædrene, som oplever at få en fødselsdepression.

Læs også

Olga Ravn: ”Fra det øjeblik var det full-blown fødselsdepression”

Der kan være forskellige årsager til, at man rammes, og der er i de flestes tilfælde ikke kun én grund. For Torben var det især forventningspresset, der var udslagsgivende. Det ved han nu.

”Mine forventninger var nok for høje til mig selv i forhold til, hvad jeg mente, jeg burde være i stand til som far. Ting, jeg troede og forventede, jeg havde overskud til, kunne jeg pludseligt ikke,” fortæller han og uddyber:

”Jeg havde en klar mavefornemmelse af, hvordan det ville være at blive far. Jeg forestillede mig scenarier, hvor jeg fx var i haven med mit barn eller sad med en baby inde i stuen. Og det var ikke, fordi de billeder var forkerte, men det kunne jeg bare ikke. Jeg kunne ikke være i situationen.

Jeg troede, jeg kunne klare det hele – være der og have omsorg over for mine børn; være far samtidig med, at jeg havde et job og et parforhold – og pludseligt skulle jeg acceptere, at jeg ikke magtede opgaven. Og dén accept brugte jeg år på at komme frem til.”

Fight or flight

Selvom en oversigt fra Rigshospitalet viser, at mange mænd med en fødselsdepression har et bestemt reaktionsmønster, hvor de bliver udadreagerende og aggressive, når de får en fødselsdepression, er der undtagelser. Det er Torben et godt eksempel på, fortæller han.

For han råbte aldrig, når afmagten kom buldrende, ej heller slog han ud efter nogen. Torben gjorde tværtimod ingenting. Han var fuldstændig passiv i sin adfærd.

”Hvor andre måske kunne få lyst til at drikke i sådan en situation eller blive aggressive, så flygtede jeg. Jeg gjorde alt for at være væk, så meget jeg kunne. Og selvom jeg var der, så er jeg ikke sikker på, at jeg var særlig meget til stede rent mentalt. Jeg var rastløs,” mindes Torben og fortsætter:

”Jeg har et billede af, at min yngste søn sad i en babystol ved siden af mig, og jeg vidste simpelthen ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg vidste ikke, hvad han ville have af mig, så jeg gjorde ingenting,” forklarer han og fortæller videre, hvordan han i tiden lige efter, han havde været indlagt, havde meget svært ved at være i nærheden af sin yngste søn.

”Jeg fik det nærmest fysisk dårligt. Da det var allerværst, husker jeg faktisk ikke særlig mange konkrete situationer. Men jeg kan huske, at jeg havde en form for trykken for brystet og en fornemmelse af ikke at kunne rumme mine børn eller magte at tage hånd om dem. Det var ikke mig, der fødte, men der var alligevel nogle livsomstændigheder, som ændrede sig voldsomt. Selvom jeg synes, vi havde gjort os det klart, at det ville blive en kæmpe omvæltning at blive forælder, så bliver man nok aldrig helt klar, og det overmandede mig fuldstændig,” forklarer Torben.

En indgroet skyldfølelse

Utilstrækkeligheden der lå i ikke at kunne udfylde den farrolle, som stod så lysende klar for Torben, blev i stedet afløst af en skyldfølelse over ikke at kunne magte rollen.

”Jeg havde dårlig samvittighed – både over for mig selv og over for mine børn – over, at jeg ikke kunne være den far, jeg gerne ville være. Den fyldte rigtig meget i mange år,” fortæller Torben.

Den første tid efter indlæggelsen blev Torben sat i kontakt med forskellige psykologer, men der var ikke nogen af dem, som formåede at knække koden. Forklaringen er ifølge Torben selv, at det var, fordi han på daværende tidspunkt ikke selv anede, hvad der foregik.

Det var, indtil han kom i kontakt med en familieterapeut, som – i samspil med Torbens egen læge – begyndte at stille alle de rigtige spørgsmål, og langsomt faldt kortbrikkerne på plads.

”Da jeg først fandt ud af, at det var en fødselsdepression, der var årsag til, at jeg reagerede, som jeg gjorde, var der noget rationelt i mig, som kunne se, at der var en årsag til det hele. Og det var hverken min eller mine sønners skyld. Det gav mig en enorm ro at komme dertil,” fortæller Torben.

Læs også

Julie fik en fødselsdepression ”Jeg havde bare lyst til at gå ud foran en lastbil”

Alligevel kan den dårlige samvittighed stadig godt vise sit grimme ansigt fra tid til anden, men det er der fundet en løsning på nu.

”Der ligger en indgroet dårlig samvittighed, som formentligt aldrig forsvinder, men jeg er kommet frem til en accept af, at jeg ikke kan gøre noget ved den. Jeg kan ikke lave om på det, der skete dengang, men nu ved jeg præcis, hvad jeg skal gøre for at være den far, jeg gerne vil og kan være – og den far jeg kan være,” fortæller Torben og fortsætter:

”I dag har jeg det fantastisk med mine to drenge. Selvom jeg stadigvæk godt have brug for at trække mig lidt engang i mellem, så ved jeg med mig selv, at det er af naturlige årsager og er ikke noget, jeg forbinder med fødselsdepressionen. Jeg er enormt opmærksom på, hvorfor jeg har behovet; er det, fordi det har været en lang arbejdsdag? Men jeg tænker i højere grad, at det er noget meget naturligt og nok også noget, andre forældre kan have brug for.”

I dag ved Torbens børn godt, at han var syg med en fødselsdepression for nogle år siden. Og det er der flere grunde til. Én af grundene er, at det er ultravigtigt for ham, at de ved, at den intet har med dem at gøre – en anden er, at det er blevet hans mission at sætte fokus på emnet.

”Mine børn ved ikke i detaljer, hvad det betyder, at jeg har haft en fødselsdepression, men vi har talt om det en del gange, fordi når alt kommer til alt, så var det ikke deres skyld, at jeg blev syg, og det vil for altid være min vigtigste pointe. At fødselsdepressionen intet havde med dem at gøre, det havde noget at gøre med at blive far, ikke at få børn. Der er stor forskel.”

”Dengang tror jeg ikke, de bemærkede, at jeg var syg – det er i hvert fald ikke noget, de kan huske. Men fordi jeg har så stort et behov for at starte en generel snak om emnet, har det været vigtigt at indvie dem lidt i det hele, og derfor er det noget, vi på det seneste har italesat over for dem. De er blevet så store, at de godt kan følge med, når jeg fx er med i Sundhedsstyrelsens kampagne – og i den forbindelse er det vigtigt for mig, at de ved, at det ikke er dem, det handler om.”

Problemet skal italesættes

En undersøgelse fra Rigshospitalet anslår, at omkring 4.000 fædre årligt døjer med negative, psykiske reaktioner i forbindelse med eller efter fødslen af deres barn. Ikke alle opsøger imidlertid hjælp, og i flere tilfælde kan det derfor være vanskeligt at fastslå, om der har været tale om en decideret fødselsdepression.

Først i 2009 blev det for første gang anerkendt i dansk sundhedsregi, at også fædre kan blive ramt af en fødselsdepression. Derfor mangler der fortsat basal viden på området, ligesom det først inden for de seneste få år er blevet kutyme, at også mænd screenes for fødselsdepressioner.

Torben mener, det er der, det helst store problem ligger. At der ikke har været fokus nok på området. Bliver det en sygdom, vi taler om, på lige vilkår med andre, ved vi også, hvilke symptomer, man skal holde øje med.

”Vi havde selvfølgelig hørt om, at man kan få en fødselsdepression, men der var ingen af os, som skænkede det en tanke, da vi først stod i det selv. Derfor var der heller ikke nogen af os, som vidste, hvordan vi skulle reagere,” siger Torben.

Derfor er det også uhyre vigtigt for ham at stå frem og fortælle om sin oplevelse, så den kan være med til at skabe opmærksomhed omkring problemet.

”Min opfordring er ikke kun til mænd, men til alle der får børn. Hvis man på noget tidspunkt begynder at opføre sig anderledes, eller noget i relationen til fx ens partner ændrer sig, skal man sige det højt med det samme. Om det er fagpersoner eller privatpersoner, man taler med, tænker jeg måske ikke, er så vigtigt, bare man taler med nogen. Min oplevelse er nemlig, at jeg ikke selv kunne se, hvad der skete, mens det stod på,” fortæller Torben og slutter:

”Når man får børn, så er man superglad for det, og det er det skønneste i hele verden. Vi glemmer bare at snakke om, at det også kan være det hårdeste i hele verden, og den ærlighed i at få sagt det, er den, jeg opfordrer til. Man må gerne sige, ”jeg synes, det er sindssygt svært”. Og får man det først sagt, kan det være, at det er noget, der kan løses med det samme, det kan også være, det er noget, der stikker dybere, og så skal der måske hjælp til. Jo før man får den, desto bedre.”