Ny roman om fødselsdepression: ”Nogle gange ville Anna bare gerne dø”

Uddrag af romanen Mit arbejde af Olga Ravn, der udkom på Gyldendal d. 4. september.

SEKSTENDE FORTSÆTTELSE

Den morgen iførte Anna sig en ny smuk kjole, hun have gemt til en af disse solrige dage. Men Aksel lagde ikke mærke til det. Hvem skulle lægge mærke til det andre end ham? Ingen andre voksne mennesker kom i berøring med Anna længere.

Anna sad på bænken, i træets skygge, barnet sov i vognen ved hendes side. Aksel sad under parasollerne på cafeen og drak kaffe, han talte i telefon. Ingen havde fortalt Anna, at der i partnerskabet med børn var sådan en stor ensomhed. At den tid de havde brugt på hinanden, deres tosomhed, ville forsvinde. Eller også havde alle fortalt hende det, men hun havde ikke kunnet forstå det, havde ikke villet lytte.

Det eneste, der egentlig var rigtig galt med Anna, var, at hun nogle gange ville dø.

Indimellem blev hendes følelser så stærke, så altomsluttende, at døden fremstod som den eneste udfrielse. Det gjaldt om at finde grænsen, hvor følelseslivet gik fra at være intenst til at være dødeligt. Dette var, i Annas øjne, normalitetens grænse.

På den ene side af grænsen var den gode mor, på den anden side den onde mor.

På den ene side det raske, den anden det syge.

Her begyndte tankerne at undslippe hende, og Anna blev blød i hovedet, som havde man ladet hende ligge for længe i solen.

Det skete, at Anna fra tid til anden sagde, at hun bare gerne ville være normal. Til det svarede man oftest, at der slet ikke fandtes normale mennesker, og man satte spørgsmålstegn ved det normale som begreb, eller sagde ligefrem, at Anna skulle være glad for, at hun var noget særligt.

Anna forsøgte at inkorporere disse udsagn i sin egen tankegang, men da det var sket tilpas mange gange, havde hun data nok til at indse, at mennesker, der siger, at de ikke kan forstå, man vil være normal, som siger, at det normale ikke findes, det er dem, der er de normale mennesker. De mennesker er så normale, at de aldrig har følt den dybe rædsel ved deres egen afvigelse, for de ved ikke, hvad det vil sige at være sær.

Barnet vågnede i vognen. Hun løftede ham op i solen, og han lo. Aksel rejste sig og kom over til dem på bænken.

”Skat,” sagde Aksel. ”Er du okay?”

”Ja, jeg er bare lidt indadvendt, okay?”

”Jamen, kan du ikke være indadvendt mod mig så?”

”Jeg, tror du har misforstået, hvad indadvendt betyder.”

Han rejste sig, barnet sagde ”far.”

Der er to former for svaghed, han møder i mig, tænkte Anna, mens hun betragtede Aksel lirke pusletasken frem fra under barnevognen, og han reagerer vidt forskelligt på dem.

Den første svaghed gør ham til min beskytter, tænkte Anna, og betragtede Aksel række barnet en majssnack fra tasken. Og han stiller med glæde op for mig og er den stærke kapable mand. Barnet var varmt i hendes favn og svedigt efter søvnen, begejstret som alle etårige greb det den lille chips.

Denne svaghed i mig holder han af, tænke Anna. Det er, når jeg er melankolsk, og melankolien stammer fra en tid før ham, så finder han min svaghed klædelig og romantisk. 

Solen faldt i et hulmønster mellem træets blade og plettede Aksels ansigt med flygtige felter af skygge og lys, som skyer, der hastede forbi.

I denne svaghed, min melankoli, er jeg måske krævende, tænkte Anna, men den mangel, der er i mig, kommer fra et tidligere liv, og Aksel mener at kunne udfylde den. Jeg bliver den triste pige, Aksel kan tage sig af.

Den anden svaghed er den, der har direkte med vores liv at gøre, tænkte Anna. Der var sand i hendes gule laksko, barnet fik en majschips mere, der var køligt inde ved træets stamme. Udefra ligner vi sikkert en idyl, tænkte hun. Og tænkte så, at Aksel ikke brød sig om denne hendes anden svaghed, fordi den kunne true hans frie udfoldelse. 

Hvis Anna for eksempel glemte noget i butikken, eller brød sammen af stress, når han arbejdede for meget. Hvis hun syntes, han var streng overfor hende, hvis hun sagde til ham, at han sårede hende eller gjorde hende ondt, så nægtede han at acceptere hendes oplevelse af det, der var sket. Det var ikke en svaghed, han tillod.

”Det er din subjektive verdensopfattelse,” sagde han, når Anna hævdede, han havde været led.

”Men det er alt jo,” svarede hun.

Det var håbløst. Hun kunne kun være svag hos ham, hvis hun var den triste emo-girl. Og hun kunne ikke være emo-girl og mor samtidig, hun måtte vende sin morside væk fra ham. Han kunne ikke, ville ikke se det. 

Nu tog han barnet og satte det ned på torvets brosten. Drengen havde lige lært at gå. Aksel tog hans hænder, sammen stavrede de ud i solen.

I Aksels øjne var han stadig beskytteren, mens Anna var den svage og hjælpeløse, og derfor kunne Aksel ikke se, hvilken hårdhed han mødte hende med; at hun kun måtte være svag hos ham, hvis hun vendte det svage indad, blev lille, selvskadende og melankolsk, og aldrig måtte hun vove ikke at leve op til hans standard. Og i så fald måtte de hurtigt enes om, at det var hendes følsomme sind, der bar skylden.

 ”Husk hatten,” sagde hun til Aksel og rakte barnets solhat mod ham.

”Du er så følsom,” sagde han kærligt og gav barnet hatten på. Anna ækledes. Det følsomme var en lænke.

”Vuf,” sagde Anna.

”Vov!” sagde drengen og trak hatten af.

Aksel kunne ikke klare, hvis hun var vidne til hans fejl. Han så sig selv gennem hendes øjne. Alt hans protestantiske selvhad skulle hun bære, så at han kunne piske hende som repræsentant for sig selv. Aldrig måtte hun være en, der kunne hjælpe ham. Var dette kærlighed?

I samme øjeblik tænkte Anna, at han havde dømt dem begge til et liv som to sten, samtidig med at de alle tre, bløde i solen, i træets strejf af skygge, var vendt mod hinanden i en lykke, Anna ikke så.

Hun bøjede sig forover for at ryste sand ud af skoen, og uden at se barnet væltede hun ham med sin albue. Drengen begyndte at græde og Aksel tog ham op.

”Mor!” skreg barnet og strakte armene mod hende.

Hun tøvede, men gik så hen til dem for at tage ham. Da hun gjorde det, så hun Aksels øjne lyse med jalousi, han vendte ryggen til hende med barnet i favnen og sagde “ja, det var slemt, mor slog dig.”

Med ét forstod Anna, at Aksel havde forestillet sig, at de ville være to mødre om barnet. At Aksel havde tænkt, at han skulle være mor. At han hele tiden havde konkurreret med Anna om at være moderen. Han havde afvist faderskabet, som det så ud, og havde i mangel på forbilleder grebet efter moderskabet.

Annas bevidsthed ligesom trak sig tilbage i et punkt, som en pupil i solen, der var nydelse og overraskelse i hende. Der var vrede over det, han havde sagt til barnet. Hun stod stille, ude af stand til at røre sig.

 ”Aksel, sådan må du ikke sige.”

”Du skal ikke bestemme, hvad jeg må sige og ikke sige.”

Hun havde kun set ham græde én gang før. Og det var, da de så Gladiator. Men nu stod han der og græd på det solbelyste torv med deres barn i armene. 

”Mor!” skreg barnet.

”Det er mig, der er mor,” sagde han og knugede barnet ind til sig. ”Jeg kommer ikke til at dø.”

”Nej,” sagde Anna og rystede på hovedet. En uendelig træthed vældede ind over hende, og hun satte sig ned på jorden, de varme brosten brændte mod hendes lår. Drengen var holdt op med at græde. Nu satte Aksel sig også ned. Barnet kravlede fra hans skød over til Anna, der krammede ham.

”Hvad skal vi gøre?” spurgte hun.

”Jeg ved det ikke,” sagde han. ”Men du må ikke gå fra mig.”

En mand kom hen til dem.

”I har glemt at betale.” Han arbejdede ovre på cafeen. Aksel fandt sin pung frem og rakte ham nogle sedler.

”Jeg vidste ikke, du havde kontanter på dig?” sagde Anna.

”Vi har snart ikke flere penge tilbage.”

”Vi kan sælge lejligheden?”

”Ja, men vi skal jo bo et eller andet sted.”

”Jeg kan bede om at få nogle flere timer?”

”Tror du, du kan få det?”

”Ja, Asta er lige gået på barsel.”

Hun tog hans hånd i kærlighed, men under den var et bittert frø over, at hun igen skulle tage initiativet til kærtegn. Alting lod til at synke ned mellem brostenene på torvet. Deres solvendte flader lyste som kindtænder. Barnet åbnede sin mund og sang.

Læs Olga Ravns egen beretning om fødselsdepression her.