Huxi Bach: ”Jeg vil fortælle mine børn, at Aalborg er andet end Jomfru Ane Gade”

Artiklen er en del af Euroman og Eurowomans magasin, der er lavet for at hylde Aalborg. Magasinet er sponsoreret af Magasin.

Har du også haft lyst til at aflive folks fejlslagne fordomme om din hjemby? Det har Huxi Bach om fødebyen Aalborg, hvor han voksede op i en rød murstensvilla beliggende i det gamle, fine kvarter Hasseris lidt uden for centrum.

”Når man bare siger Aalborg til folk, tænker de Jomfru Ane Gade. For mig at se er Gaden en kæmpe misrepræsentation af byen. Sidst jeg var i Gaden, var med nogle studiekammerater. Vi ville bare have en fadøl, men barerne var fyldt med lykkehjul med kæmpestore dildoer, som man kunne dreje på for at få rabat på en drink. Det er fint, der er nogle, der synes, det er skægt, men sådan er alle aalborgensere ikke. Det er ikke sådan, at alle fra Aalborg er inde og dreje på en pik hver fredag aften. Og desværre kan man godt få det billede.” Når Huxi Bach, der også lystrer det borgerlige navn Christian Bækgaard Bach, mindes byen, hvor han boede med sine forældre og sin lillebror Hans i perioden mellem 1978 og 1993, tænker han på alt andet end Jomfru Ane Gade. 

”På Elisabethsvej, hvor jeg er vokset op, var vi en masse børn på samme alder. Vi fes rundt og ind og ud af hinandens huse – og lige rundt om hjørnet lå slikmutter. En lille butik, der var spændende, fordi der var mørkt og lugtede dårligt, og fordi de havde magasinet Weekend Sex på disken. Her købte vi slik. Og slikmutter så sindssyg ud. Sådan en gammel dame med paryk og makeup, der var skudt på med en makeuppistol. Og nabo-Axel, en lidt spøjs mand, der var tingfinder i sin fritid, og som kravlede rundt i alle containerne for at finde gamle radioer og andre sager til samlingen. Han inviterede os hjem i kælderrummet, hvor der måske stod otte gamle fjernsyn, som vi fik lov til at bruge som rumskib. Hvis man skulle sætte en formel på lykkelig barndom, så var det virkelig det.”

Den første drengeforelskelse

Huxi gik på Klostermarksskolen frem til 8. klasse. Et minde dukker op om Jeppe – den første dreng, der lærte ham, at der er venner, og så er der rigtige venner. De karakteristiske smilehuller bliver dybere bag det røde skæg.

”Aalborg er det sted, hvor jeg for første gang får mig en bedste ven. I 5. klasse kommer der en ny dreng i klassen, der hedder Jeppe. Han er flyttet fra Nivå på Sjælland til Aalborg. Vi bliver sådan helt drengeforelskede i hinanden. Vi syntes, det samme var sjovt, og vi interesserede os for de samme ting. Vi var virkelig bare ærtehalm resten af folkeskolen,” siger Huxi og fortsætter:

”Jeppe og jeg var sådan nogle, der talte enormt meget og ofte blev sendt uden for døren, fordi vi larmede i skolen. Til gengæld var vi også sådan nogle, der kunne tale os ud af utrolig meget. Det var noget, vi spillede meget på, for vi vidste godt, vi kunne slippe af sted med det meste. Vi var snedige, syntes vi selv.”

Godt nok var Jeppe og Huxi snedige, men der var nu alligevel én på Klostermarksskolen, de ikke kunne løbe om hjørner med – historielæreren Birthe Skov, som de fik i 6. klasse. Når Birthe Skov indtog den ophøjede plads bag katederet, turde de unge drenge ikke andet end at makke ret, mindes Huxi. ”Både Jeppe og jeg startede med ikke at kunne lide Birthe Skov, fordi hun var enormt skrap. Når vi prøvede at tale os ud af ting, fik vi et verbalt rap over nallerne. Vi var nogle små snotunger, og hun gav os virkelig tilbage af samme skuffe. Det fik vi en enorm respekt for. Birthe Skov forstod, at vi var to drenge, som måske kedede os lidt, og som skulle udfordres. Det blev vi af hende. Hun fik det ligesom til at gå op for os, at vi havde noget at byde på. Pludselig syntes vi, at historie var enormt interessant, fordi Birthe Skov lærte os, at nok kan man tale sig ud af meget, men hvis man sætter sig ind i nogle ting og rent faktisk læser på stoffet, gør sig mere umage, så får man meget mere tilbage selv,” fortæller Huxi med sin stadig drengede charme.

Jysk arbejdsmentalitet

Har man enten lyttet til Huxi Bach i det populære radioprogram ’Huxi og det gode, gamle Folketing’ på Radio24syv, hvor han inviterer gamle folketingsmedlemmer i studiet, eller set et af hans mange anmelderroste onemanshows, vil man vide, at den skarpe satiriker og samfundskommentator altid er velforberedt. Han gør sig umage. Og lige netop den omhu nedstammer fra Birthe Skov, men i særdeleshed også fra den nordjyske opvækst på Elisabethsvej nr. 10, hvor mor var skolelærer, og far komponist.

”Min bror og jeg er blevet opdraget med en stor grad af frihed under ansvar. Det har opdyrket en selvtillid i forhold til troen på, at jeg kan nogle ting, hvis jeg gør mig umage. Gør jeg det, er der ting, der vil lykkes, men der vil også være noget, som ikke gør. Vores opdragelse har bygget på de små sejre hen ad vejen, og hvis noget ikke gik efter planen, var det ikke jordens undergang. Så måtte vi bare finde på noget andet at lave. Min bror og jeg har med andre ord langt hen ad vejen gjort, hvad vi ville, men vi har også selv skullet betale for det. Hvis vi ville have et eller andet, måtte vi få en avisrute eller arbejde nede på Peters fars tæppefabrik. Jeg har en del af sådan nogle snusfornuftige ting med fra min opvækst i Aalborg.”

Dit mantra om at gøre sig umage, hvordan hænger det sammen med, at du valgte at droppe ud af Journalisthøjskolen?

”Haha, det med at gøre sig umage var jo så en af de ting, jeg ikke rigtig tog med mig til Journalisthøjskolen. Det handler også om, at jeg ikke gad Journalisthøjskolen. Jeg trivedes ikke med at være der. Det er ikke for at lyde arrogant, men jeg var virkelig overrasket over, hvor lavt niveauet var. Vi er tilbage i 1999, men alligevel havde vi timer i søgning på internettet. Og rigtig mange ville gerne være helt hardcore nyhedsjournalister og vælte regeringen på første semester. Det havde jeg ingen ambitioner om.”

Måske gjorde Huxi sig ikke umage på Journalisthøjskolen, men det er han i den grad kommet efter, siden hans arbejdsliv kickstartede med en kontrakt på DR som tilrettelægger bag skærmen på ’Scenen er din’ og efterfølgende som vært på skærmen i ’Boogie’. Uanset hvilket disciplin Huxi Bach har kastet sig over – det være sig som radiovært, standupper eller børnebogsforfatter – har han altid fulgt forældrenes barndomsråd om at gøre sig umage og om at lade sig drive af det, han trives med, og ikke hvad der dikteres af andre. Huxi gør, hvad Huxi har lyst til, og det har han altid gjort. Det betyder, at karrieren langtfra er tilrettelagt, og vi kan kun gisne om, hvad den humoristiske og ambitiøse nordjyde finder på næste gang. Lige nu har han i hvert fald travlt med én ting. Faktisk to.

Familiefar med stort F

Har man slået op i et sladderblad eller såmænd bare scrollet en smuttur hen over newsfeedet på Facebook, vil man vide, at Huxis privatliv jævnlig kommer under lup. I sommeren 2017 skabte det dønninger i medielandskabet, da Huxi, der ellers har været kendt i medierne som evig ungkarl, viste sin nye kæreste, journalisten Frederikke Halling Hastrup, frem ved Zulu Comedy Galla. Endnu højere gik bølgerne, da han i april måned i år, en lille måneds tid efter sin 40-årsfødselsdag, lagde et billede op på sin Instagram-profil af sig selv med en autostol i hver sin hånd med teksten: 

”2. april kom en lille dreng og en lille pige til verden. Min kæreste og jeg har lavet dem. Vi er RET stolte. Og meget lykkelige.”

Med en nyerhvervet titel som tvillingefar på CV’et og en adresse, der er blevet skiftet ud fra det pulserende Vesterbro til en villa og havearbejde i Brønshøj, er nordjyden i Huxi Bach for alvor begyndt at indfinde sig. ”Jeg har boet i noget, der minder om 20 år, på Vesterbro inde midt i det hele, men så lige pludselig var der en melding, der hed, at vi skulle have tvillinger, og så var der lidt langt op til femte. Så vi tænkte: ’Nu rykker vi.’ Nu bor vi i Brønshøj lige op til Nordvest. Man kan cykle ind til byen på et kvarter. Jeg er jo også blevet gammel, og pludselig kan jeg se glæden i havearbejde. Det kommer til én, når man lige pludselig har en have, for hvad fanden gør vi med det skvalderkål? Og fliserne, dem skal jeg da også lige have styr på. Det er nok en form for psykose. Og nok også et tegn på, at nordjyden i mig indfinder sig mere og mere.”

Har dit syn på tilværelsen ændret sig, efter du er blevet far?

”Totalt.”

På hvilken måde?

Lang pause. ”På alle måder.” Det ikke altid lige til at gennemskue, om det er satirikeren, samfundsdebattøren eller privatpersonen Huxi Bach, der taler under interviewet. Men nu får vi lov til at hilse på en stolt far. ”Det er virkelig vildt at få børn. Stort set alle mine venner har børn, og de har ligesom prøvet at forklare, at det er en gigantisk omvæltning at få et barn. Men at man ikke forstår det, før man selv står i det, det ved jeg nu er fuldstændig rigtigt. Det er en ubegribelig forandring. Der sker det, at der kommer et eller i mit tilfælde to børn til verden, og så rykker man bare lige pludselig en plads tilbage i hierarkiet. Alting er 100 % på deres præmisser. Og det er jeg 100 % med på. Det er superfedt, og man vil ikke andet end at lade dem køre showet langt hen ad vejen. Nogle nætter kan man godt lige synes, det er irriterende, men jeg er sgu stadig i sådan en lykkerus. Det er megafedt."

Du har altid lagt mange timer i dit arbejde. Er du bekymret for, hvordan det bliver at skulle forene arbejdslivet med rollen som familiefar?

”Nej. Jeg tror sagtens, jeg kan kombinere de to ting. Jeg er jo i en utrolig privilegeret situation, at jeg har kunnet trække stikket og være hjemme hos de der krapyler al den tid, de har været her – kun med få afstikkere. Og lige nu holder jeg sommerferie i fem uger, men på et tidspunkt begynder jeg at sadle om igen. Det betyder ikke, at jeg ikke skal arbejde, huslejen skal jo betales. Min kæreste skal også arbejde. Vi skal jo gøre, som vi vil, vi skal bare indrette os på en helt anden måde. Så det kan sagtens lykkes. Jeg har jo heldigvis gode venner, som er gode eksempler. Min gamle ven Jan Gintberg er et virkelig godt eksempel. Han knokler for det. Han har tre børn i vidt forskellige aldre, og den ene har Downs syndrom. Jan tæsker rundt og arbejder. Jeg har mange gange været af sted med ham på optagelse i lang tid, og han er verdensmester i at sige: ’Prøv at høre her, det er fint, vi er på Tåsinge, men jeg kører hjem i aften, for jeg skal jo smøre madpakker til i morgen.’ Hvis han kan, så kan jeg fandeme også,” siger Huxi med en fasthed i stemmen.

Betyder det noget for dig, at dine børn får et forhold til Aalborg?

”Det ved jeg sgu ikke. De kommer til at få det forhold til Aalborg, at jeg nok skal fortælle dem, at der er andet end Jomfru Ane Gode. Forhåbentlig er Gaden blevet jævnet med jorden, inden de er blevet store. Og så vil jeg tage dem med derop, fortælle dem alle de gode ting om Aalborg og pege på huset, hvor deres far er vokset op.”